16.11.2010

Realpolitik/vælgerbedrag?

Forfatter: Morten Uhrskov

Europas nationalstater skal køres på historiens mødding.

Realpolitik/vælgerbedrag?

Morten Uhrskov, forfatter

Offentliggjort 13.11.10  kl. 03:01 

Danmark er som bekendt medlem af EU, og denne unions repræsentanter ønsker at udradere medlemslandenes suverænitet på mange områder, herunder udlændingeområdet. Repræsentanterne er forskellige, men de synes alle som én besjælet af den samme forrykte idé, at Europas nationalstater skal køres på historiens mødding.

Udlændingeaftalen mellem regeringspartierne Venstre og Det Konservative Folkeparti og støttepartiet Dansk Folkeparti er opmuntrende læsning. Nu er der efter næsten tre årtier omsider lagt op til en udlændingepolitik, der kan tages som udtryk for, at Danmarks politikere har lagt sig på sinde, at Danmark er et bestemt sted og ikke blot et geografisk område, som enhver i princippet har adgang til. Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, har netop udtalt, at kan man ikke bidrage til det danske samfund, så har man ikke noget at gøre her.

Og så har jeg allerede ramt en af svaghederne ved udspillet fra V, K og DF. Der lægges op til en rent økonomistisk udlændingepolitik, hvor kun den simple markedslogik tæller, og jeg skal i parentes indskyde, at jeg ikke behøver at fortælles, at det økonomiske spørgsmål er endog meget vigtigt.

Men når det er sagt, så skal det mildest talt med, at indvandring til Danmark i endnu højere grad skal måles på indvandrernes vilje og evne til at tilpasse sig Danmark og danskerne. Er der ikke hos de nytilkomne en ægte vilje til at blive en del af det land og det folk, som har været her i langt over tusind år, så hjælper nok så megen kundskab og værdiskabelse ikke stort. Så bliver der tale om selvvalgte parallelsamfund, som ikke ønsker at deltage på lige fod sammen med os andre, men i som stedet ønsker kolonisering af netop deres områder. Og så er fanden løs på bare lidt længere sigt, skulle jeg hilse og sige.

Man skal være døv og blind for historien, hvis man vil benægte dette.

Især Venstre og De Konservative vil for eftertiden stå som de borgerlige partier, der alt for længe svigtede, når det handlede om at fortælle danskerne, at de kunne regne med en sikker støtte til deres nationale identitet, hvis de stemte på et af de to borgerlige partier.

Det forsøger de altså nu at råde bod på, om end klædt i andre, mere markedsprægede, ord. Jeg noterer mig dog, at statsministeren også har udtalt, at paraboler, der peger helt andre steder hen end DR og TV 2, ikke er en del af Danmark. Meldingerne fra de to gamle borgerlige partier er således blandede. Sprogligt er de en hel del ved siden af, men faktisk virker de til at sikre det, der er danske beslutningstageres væsentligste og i virkeligheden eneste opgave: at gøre deres til at sikre, at der også om hundrede år er et Danmark, som vore efterkommere kan genkende og holde af.

Det turde være overflødigt at sige, men realiteterne har i hvert fald siden 1983 været anderledes end det indlysende. I årtier har det været mere end vanskeligt at trænge igennem med budskabet om, at den nationale suverænitet er noget reelt, som kan vogtes, men som også kan sættes over styr. Med den i ordets egentlige betydning vanvittige udlændingelov af 1983 knæsattes det af al sund fornuft stik modsatte princip: Danmark lagdes åben for alverden. Enhver, der kunne udtale ordet asyl, havde krav på retsprincipper, der indtil da som en selvfølge kun tilfaldt landets egne hjemmehørende børn, danskerne.

Næsten 20 års uforsvarligheder blev til en vis grad forsøgt stoppet efter regeringsskiftet i 2001, men desværre også kun til en vis grad og endda kun med en manglende evne til at skelne væsentligt fra uvæsentligt. Der måtte nemlig ikke diskrimineres, der måtte ikke sondres mellem rimeligt og urimeligt. Følgelig kunne enhver se urimeligheden i, at den 22-årige Cindy ikke kunne gifte sig med den 23-årige Thomas og få opholdstilladelse i Danmark.

Reglerne var med andre ord fra starten urimelige, idet de på den ene side alt for hårdt ramte mennesker, der ønskede at leve og bo som danskere, og på den anden side var alt for milde over for dem, der kun ønskede at opbygge stadig større kolonier i det, der har været danskernes fædreland siden arilds tid og gerne skulle vedblive at være det i al den tid, vi kan se frem. Disse kolonier, det ved vi kun alt for godt i dag, fungerer som murbrækkere for stadig mere voldsomme krav om ændringer af det danske samfund hen imod noget, det aldrig har været, og som det overvældende flertal af danskere ikke ønsker, at det skal være.

Nu har regeringspartierne og Dansk Folkeparti altså taget et nyt og nødvendigt skridt for at sikre Danmark, og det er godt. Det ville være entydigt godt, hvis blot vi kunne være sikre på, at det også vil virke på den måde, at indvandring fra først og fremmest muslimsk dominerede lande bringes helt til standsning. Det er spildte Guds ord på Ballelars, hvis man ikke med det samme er klar over, hvorfor jeg nævner muslimsk dominerede lande som det helt indlysende, så lad alt være sagt med konstateringen af, at Europa gennemsnitligt er dårligere stillet i et lige proportionalt forhold til omfanget af indvandring fra islamiske lande.

Men så enkelt er det ulykkeligvis ikke. Danmark er som bekendt medlem af EU, og denne unions repræsentanter ønsker at udradere medlemslandenes suverænitet på mange områder, herunder udlændingeområdet. Repræsentanterne er forskellige, men de synes alle som én besjælet af den samme forrykte idé, at Europas nationalstater skal køres på historiens mødding. Svaret på denne udfordring må naturligvis være, at EU skal køres på den mødding, hvor de imperier ender, der har forsøgt at undsige den europæiske tanke, som er, at Europa er et hjem for de europæiske folk i deres respektive stater.

Og så er vi nået til problemet med aftalen mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti. Venstre og Det konservative Folkeparti fastholder indtil videre, at Danmark skal rette sig efter EU's lovgivning og efter EU-domstolen, som dømmer om forståelsen af denne lovgivning. Og resultatet er afsindigt. EU's forståelse af Europas virkelighed har intet at gøre med Europa, da EU jo netop ikke repræsenterer Europas nationalstater, men netop ophævelsen af dem.

Således gør EU's opholdsdirektiv det umuligt at gennemføre de stramninger af udlændingeloven, som VKO lægger op til. Aftalen mellem V, K og DF er – så længe Venstre og De Konservative vil det sådan – umuliggjort af EU's opholdsdirektiv.

Opholdsdirektivet er fuldstændig klart. Det siger, at en dansk statsborger med f.eks. pakistanske rødder til enhver tid kan få familiesammenføring med en pakistaner i Pakistan, hvis blot opholdsdirektivets regler om et kortvarigt ophold i et andet EU-land overholdes. Det vil sige, at aftalen mellem V, K og DF bliver gjort til intet af EU.

En ting er selvfølgelig de teoretiske muligheder for at komme til Danmark, noget andet er den faktiske benyttelse heraf. Og her er erfaringerne desværre lysende klare.

Siden stramningerne i 2002 med 24-årsregel og tilknytningskrav er der sket en systematisk og efter EU´s regler helt lovlig omgåelse af de danske stramninger. Der er i dag intet, der tyder på, at 24-årsregel og tilknytningskrav har haft nogen betydning for tilstrømningen, hvad angår dem, der allerede opholdt sig i Danmark, og som ønskede familiesammenføring. Det er bekræftet ved tal fra Danmarks Statistik og ved en rapport lavet af SFI, der ikke kan finde, at der sker en forøget tilbøjelighed blandt etniske minoriteter til at gifte sig »internt« i Danmark.

EU's regler gælder stadig. Danmarks regering har sammen med Dansk Folkeparti netop aftalt en række stramninger, der entydigt er i strid med EU's regler. Hvem vinder, Danmark eller EU? Det er ikke bare et godt spørgsmål i al almindelighed. Det er et spørgsmål, der afgør, om den danske regering og dens støtteparti er til at stole på. Mener de det, når de lover en reel stramning af den danske udlændingelov, eller er det bare ord, der skal skjule, at Danmark reelt har afgivet sin selvstændighed til EU?

Det danske folks skæbne afhænger ikke af svaret. Der skal mere til. Men i det lange løb vil Venstre, Det konservative Folkeparti og Dansk Folkepartis skæbne afhænge af svaret på dette spørgsmål: Var de tre partier i stand til at sejle op imod EU, op imod imperiet, eller var de ikke?

På dette vil de blive bedømt.

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2018
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

Liberalfacismen>>>

DANSK KULTUR I KORTE TRÆK>>>



Reconquista>>>