20.10.2010

Status på udlændingepolitikken

Forfatter: Morten Uhrskov Jensen

År 2014 har Danmark ingen national indflydelse på udlændingepolitikken overhovedet.

Dato: d. 18.10.10, 21:22

Af: Morten Uhrskov Jensen

I går aftes fik jeg i Deadline 22:30 lejlighed til at fortælle seerne, at stramningerne i udlændingepolitikken, som blev vedtaget i 2002, stort set er ophørt med at virke, hvis de nogen sinde har gjort det. 24-årsregel og tilknytningskrav omgås systematisk ved brug af EU´s regler i form af opholdsdirektiv og Metock-dom. Er man ikke dansk statsborger, etablerer man såkaldte »pendlerægteskaber«, der på et eller andet tidspunkt fører til opholdstilladelse i Danmark.

En stor del af de mange nytilkomne registreres ikke i statistikken over familiesammenføringer, der er et sminket lig. Disse kædeindvandrere optræder som EU-borgere, fordi de har benyttet EU´s muligheder for fri bevægelighed.

Flygtningepolitikken kan vi endnu bestemme over, men vedtages det såkaldte Stockholmprogram, vil det fra 2014 også være slut med det. Så har Danmark ingen national indflydelse på udlændingepolitikken overhovedet.

Der er tale om kendsgerninger

Det her er ikke gætværk. Det er den sørgelige sandhed. I en artikel dokumenterer jeg samtlige påstande. Der er fodnoter ud for hver eneste fremlæggelse af fakta. Man skal være velkommen til at gå mig efter i sømmene. Jeg ville ønske, at jeg tog fejl, men det gør jeg ikke. Den stramme danske udlændingepolitik er ikke stram, den er brudt fuldstændig sammen på familiesammenføringsområdet.

Dansk Folkeparti ved det godt

Det virkelig rystende er, at det parti, hvis hele eksistens hviler på gennemførelsen af stramninger i udlændingepolitikken, er helt klar over, at den er gal. Dansk Folkeparti ved udmærket, at Danmark ikke kan føre en selvstændig udlændingepolitik, men de vælger at fortie dette afgørende spørgsmål for vælgerne.

Det lyder umiddelbart helt sort, at DF ikke ønsker at råbe op om det her, men svaret skal givetvis søges i det forhold, at partiet reelt har opgivet at kæmpe imod Venstre og konservative på EU-området. Drømme om regeringsdeltagelse spiller uden tvivl også ind.

Når jeg med så stor sikkerhed kan skrive, at DF ved det her, så skyldes det, at jeg selv har fortalt dem det adskillige gange. Jeg har skrevet det til dem, og jeg har siddet som paneldeltager ved et offentligt debatmøde i Sorø den 15. september sammen med Venstres Eyvind Vesselbo og DF´s Martin Henriksen. Eyvind Vesselbo gav mig ret i, at udlændingepolitikken i høj grad er brudt sammen, mens Martin Henriksen benægtede de fakta, der blev præsenteret for ham. Det er da også derfor, at jeg for ca. ti dage siden meldte mig ud af DF.

Jeg gentager lige: Dansk Folkeparti ved godt, at den stramme udlændingepolitik er død og borte, men partiet ønsker ikke, at danskerne får det at vide.

V og K ved det også godt

Fra en kilde i Folketinget ved jeg, at toppen i Venstre er ganske klar over, at Danmark ikke længere kan kontrollere den uendelige kædeindvandring af mennesker fra tredjeverdenslande. Og når toppen i Venstre ved det, så gør de det også i Det konservative Folkeparti. De to regeringspartier vil altså næste gang gå til valg på en »fast og fair udlændingepolitik«. Det kan da godt være, at de selv synes, at den er fair, men at kalde den fast er en udsøgt hån mod vælgerne. Det er vælgerbedrag af allerværste skuffe.

Og hvad med S og SF?

Socialdemokraterne og SF har som bekendt lovet, at de vil videreføre 24-årsregel og tilknytningskrav, skulle de komme til magten efter det næste valg. Jeg har svært ved at tro, at de ikke også er udmærket klar over, at udlændingepolitikken sejler. Men heller ikke S og SF har nogen som helst intentioner om at fortælle danskerne sagens rette sammenhæng, da heller ikke de vil tage et opgør med EU.

Hvad nu?

Det ved jeg sørme ikke. Folketingets fem største partier vil ikke tale om, at udlændingepolitikken er til at køre på historiens mødding. De mangler ikke viden om, at den er helt gal, men de er ligeglade. Danmark og danskernes fremtid interesserer dem ikke. Kun deres egen »magt« - en magt, der er til at grine af, eftersom magten reelt ligger hos EU-kommission og EU-domstol - interesserer dem.

Der er forskellige grader af svigt i det her. S og SF har aldrig haft noget virkeligt ønske om at føre en stram udlændingepolitik. V og K bør naturligvis fordømmes på det allerkraftigste, idet Dansk Folkeparti gerne havde taget et opgør med EU-domstolen (dengang EF-domstolen) tilbage i 2008, da Metock-dommen gjorde det klart, at der var noget helt galt.

Det er således ikke Dansk Folkepartis skyld, at der ikke er blevet strammet i udlændingepolitikken. Men to ting kan man med rette bebrejde Dansk Folkeparti.

1. De skulle tilbage i 2004, da EU´s opholdsdirektiv blev vedtaget, og senest i 2008, da Metock-dommen lå klar, have gjort spørgsmålet om EU´s annektering af dansk lov og ret til et kabinetsspørgsmål. DF skulle med andre ord have trukket tæppet væk under V og K, hvis ikke de ville være med til en boykot af EU-domstolen. Dansk Folkeparti vil til dette svare, at det ville blive meget værre, hvis partiet væltede VK-regeringen, og de andre kom til. Det er et argument, jeg ikke er enig i, men som jeg for så vidt kan følge.
2. Hvad der derimod er utilgiveligt, er, at Dansk Folkeparti har valgt tavsheden om den katastrofale udlændingepolitik. Dansk Folkeparti har med åbne øjne besluttet sig for, at danskerne ikke skal vide, hvordan det står til. Man har Gud hjælpe mig tænkt sig at gå ind i en valgkamp og hævde, at DF er garanten for en stram udlændingepolitik, der ikke eksisterer.

Må historiens dom blive hård.

DF´s vælgerbedrag – og V og K´s – og S og SF´s

 

Bestil bøger her - fra
Den Danske Forening

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

                   det frie ord>>>

OPGØRET >>>



Reconquista>>>