Lige siden Den Danske Forenings stiftelse er foreningen blevet udråbt og placeret som en ekstrem nationalistisk organisation, der vil fastholde Danmark i snævre og fastlåste rammer.

Det er ikke tilfældet !!

Vi er beviste om, at verden omkring Danmark forandrer sig, og som et lille land med stor samhandel og udveksling af viden overalt i verden, er vi naturligvis en del af det internationale samfund.

Vi ønsker ikke, - og tror ikke på, at Danmark kan leve sit eget liv uden impulser fra den øvrige verden.

Men, vi er bevist om, at Danmark har nogle bestemte frihedstraditioner og retstraditioner, som ikke er til salg for nogen pris. 

Derfor har vi været kritiske overfor en ukontrolleret indvandring af mennesker fra kulturer, der ikke respekterer vore traditioner.

Men vi hævder fremdeles, at Danmark ikke er et indvandringsland for ideologisk besluttet indvandring!!!

Der skal være en begrundelse for at kunne få fast ophold i Danmark !!

Den Danske Forening er ikke nationalistisk, - vi er nationale.

Vi kender landets historie og dets nære tilknytning til den jødisk-kristne kultur.

Det, der har formet det danske folk og Danmark.

I Dagbladet Information den 4 februar 2005 er der et meget stort interview af Bjarke Møller med professor Claudio Magris.

Claudio Magris er født i Trieste i 1939 og er professor i tysk litteratur ved universitetet i Trieste.

Han har skrevet en del bøger og essays om Mellemeuropa og om forholdet mellem den  latinske og den germanske kultur.

Professor Magris hævder, at ”de små fædrelandes tilbageskuende mikronationalisme truer Europa.”

Han er samtidig åben overfor indvandring af andre kulturkredse, men fastholder, at forudsætningen er, at de tilkomne indvandre i Europa indordner sig under de europæiske frihedsbegreber.

I forbindelse hermed stiller intervieweren følgende spørgsmål:

I Den nye europæiske forfatning refereres bredt til EU´s kulturelle humanistiske og religiøse inspirationskilder. Men der er ingen reference til kristendommen.

Hvad synes De om det?

”Jeg tror, at det er nødvendigt at have en reference til de jødisk-kristne rødder, fordi de er objektivt og historisk vore rødder.

Det ville være forkert at nævne Gud i den europæiske forfatning, for det ville implicere en tro på Gud, og der er borgere, som ikke tror på Gud.

Men den jødisk-kristne kultur har været med til at forme det europæiske medborgerskabs dna, lige som den græske kultur, den romerske kultur og så videre.

Det er latterligt ikke at benævne Europas rødder tilbage til det græske medborgerskab og den jødisk-kristne tænkning.”

Det burde enhver europæer kunne tilslutte sig.

Det er fundamentet for vores tænkning og handlemåde i stort og småt.

Uagtet om man er protestant, katolik eller ateist.

På et spørgsmål, om muslimerne bør have ret til at indføre sharia-lov i deres egne minoritet-samfund i Europa, svarer Claudio Magris klart og utvetydigt.

Han siger:

”Det er en uklog ide, som overhovedet ikke bør overvejes.

Liberalismen, demokratiet og friheden er ikke baseret på religiøs tro, men på fælles værdier, som er accepteret af hele samfundet, og det vigtigste er, at alle borgere er lige for loven.

Ligheden mellem mænd og kvinder er en af disse værdier. Den, der ikke accepterer den værdi, kan ikke være en del af vores samfund.”

Denne opfattelse deles af de fleste europæere.

Også af de fleste danskere.

Det er derfor utroligt, at en totalitær organisation som Hizb ut-Tahrir, der betragter kvinder som andenrangsborgere, stadig har ret til at drive deres anti-vestlige propaganda fra  dansk grund.

Deres opfordring til at ”dræbe Jøder hvor end man møder dem” er gift for enhver retsstat.

De burde for længst ha´ fået besked om bestandigt at forføje sig fra Kongeriget Danmark.

Det skulle også ha´ været tilfældet med den hærskare af herboende  muslimer, som for en del år siden gik ned af Dag Hammarskjöld Alle i København med transparenter hvor der stod ”Død over Salman Rushdie”.

Et demokratisk folkestyre slipper ikke godt fra den slags blødsøden slendrian.

Staten skal – altid – bære det stærkeste sværd!!!

Er det ikke tilfældet, da vil tyranniet omgående sætte ind og overtage magten.

Claudio Magris er i interviewet inde omkring den manglende tolerance i det offentlige rum, og siger bl.a.

Statens ret og kirkens ret skal være adskilt. Resten af forklaringen kan man finde i evangeliet, hvor der står, at man skal give det, der hører Gud til, og give Cæsar det, der hører Cæsar til.

Denne verdslighed er det etisk-politiske fundament for det civile liv, men den har to lige farlige fjender.

På den ene side er der en klerikal intolerance, som er optaget af den åbenbarede sandhed og forsøger at tvinge en obligatorisk moral ned over alle andre.

På den anden side er der lægmænd, der inspireret i det historiske øjeblik og i de territoriale særheder på fascistisk og dogmatisk vis gennemtvinger egne værdier.

Lægmændene taler om fremskridtet, forstået som tilpasning til tiden, som de mener er obligatorisk for alle.

Den klerikale intolerance har en århundredlang historie bag sig og fordømmes af mange.

Den verdslige intolerance og arrogance er af nyere art. Ved flere lejligheder har den været lige så aggressiv og har anklaget alle dissidenter for at være tilbageskuende og gammeldags.

For at bringe dem til tavshed.

Det sidste kan vi tale med om i Den Danske Forening.

Efter næsten 18 års tilstedeværelse i den offentlige debat omkring indvandrings-spørgsmålet har ingen instans her til lands gjort sig den umage at tage vore advarsler alvorligt.

Det til trods for en overvældende dokumentation af høj kvalitet igennem alle årene.

Men der er intet, der er gratis her i verden.

I dag står alle vesteuropæiske lande, - herunder Danmark - med massive og næsten uløselige problemer med alle de etniske kludetæpper, der er blevet etableret rund om i de europæiske storbyer.

Af og til pibler der en lille smule realitetserkendelse frem i de parlamentariske forsamlinger i Europa. Det sker som regel op til valg, eller lige efter nogle dramatiske hændelser.

Men kort tid efter er alt ved det gamle.

Det vil sige ligegyldighed og mangel på ansvar.

Man kan håbe på en bred folkelig protest overalt i Europa. Sker det ikke, må vi se en Balkanisering af Europa i øjnene.

Det ender med ufred og krig med jævne mellemrum.

Kilde: Dagbladet Information, fredag den 4. februar 2005