16.09.2010

Sverige og den ødelæggende konsensus

Forfatter:

Valg: langsom og pinefuld selvdestruktion eller en fremtid, hvor svenskerne kan begynde at erobre Sverige tilbage

Sverige og den ødelæggende konsensus

Dato: d. 15.09.10, 16:27
Af: Morten Messerschmidt

På søndag går svenskerne til valg. Sådan er det i et demokrati. Man går til valg med faste intervaller. Men kan Sverige betegnes som et egentligt demokrati? Ikke i dansk forstand. Naturligvis er Danmark og Sverige to forskellige lande med to forskellige historier og kulturer. Alligevel er det mærkeligt, at vi har to vidt forskellige opfattelser af begrebet demokrati.

I Sverige råder ideen om “konsensus”. Det er sådan et lidt tåget begreb, som indebærer, at alle svenskere i mere eller mindre grad er socialdemokrater - også selv om de kalder sig noget andet. Konsensus har den specielle svenske samfundsmodel som omdrejningspunkt, og konsensus sikrer, at uanset hvem der har magten, så sker der ikke de store forandringer eller revolutioner.

En del af svensk konsensus er ideen om, at indvandring til Sverige er godt. Og at meget indvandring er meget godt. Udslettelsen af Sverige som nation er faktisk det allerbedste. Konsensus dikterer, at Sverige skal være multikulturelt, og at den oprindelige svenske kultur er noget billigt juks, der hører hjemme på museer. Som formanden for det svenske socialdemokrati, Mona Sahlin, konstaterede, så er svensk kultur ikke andet end “midsommeraften og den slags tåbelige ting”.

I Sverige er multikulturalismen blevet ophøjet til en integreret del af svensk statsideologi, og mennesker, der vover at advare mod de negative konsekvenser af indvandringen såsom øget kriminalitet, udhulingen af velfærden og fremmedgørelse, bliver mødt med “jernnæven i fløjlshandsken”. De behandles som “ikke-mennesker”, og det etablerede Sverige vil end ikke møde dem i politiske debatter. Det har ikke mindst partiet Sverigedemokraterna måttet føle på egen krop.

Den offentlige dæmonisering af det indvandringskritiske parti har medført, at en svensk TV-station nægtede at vise partiets valgvideo, at partiets kandidater udelukkes fra partilederrunder på svensk stats-TV, og at stort set ingen aviser ønsker at lade partiet komme til orde. Det interessante i den forbindelse er, at svenske journalister - i modsætning til journalister i andre vestlige lande - betragter sig som trofaste soldater for “System Sverige”. De ser det som deres fornemste rolle at cementere svensk konsensus. Det betyder, at medierne i Sverige på mange områder giver mindelser om landene i den gamle østblok.

Men at kritikere af indvandringen automatisk betragtes som ikke-mennesker, har en anden uhyggelig konsekvens. Ikke alene risikerer de at miste deres job, de risikerer også at blive udsat for rå og brutal vold, sådan som det skete for SD-kandidaten David von Arnold i Malmö, som fik skåret et hagekors i panden.

I modsætning til østblokken bliver volden ikke direkte begået af staten, men af villige håndlangere på den ekstreme venstrefløj, som i virkeligheden blot tager konsekvensen af mediernes og elitens udelukkelses- og isolationsstrategi. “Det er i orden at overfalde en politiker fra Sverigedemokraterne”, lyder rationalet. Ja, jo hårdere man går til den, desto bedre menneske er man faktisk. Så viser man nemlig, at man “hører til på den rigtige side”. Sverigedemokrater risikerer dermed ikke alene at blive ramt på deres levebrød, men også at miste deres liv og førlighed. På den baggrund kan det ikke undre, at mange svenskere tænker sig om en ekstra gang, før de udbreder sig om deres politiske ståsted. Hertil kommer selve det svenske valgsystem, som er alt andet end hemmeligt. Vælgeren skal i fuld offentlighed tage stemmesedlen fra det parti, han eller hun ønsker at stemme på, med ind i valgboksen.

Alligevel virker det som om, der endelig er kommet så meget tryk i kedlen, at svenskerne siger fra. Meningsmålingerne giver Sverigedemokraterne mellem fire og syv procent af stemmerne, og ingen er længere i tvivl om, at SD vil klare spærregrænsen til Riksdagen, som er fire procent. Og i takt med at Sverigedemokraterne vokser, stiger frygten hos de etablerede partier - såvel hos de borgerlige som på venstrefløjen. Hvad nu, hvis SD bliver tungen på vægtskålen, lyder det skræmte spørgsmål. Mona Sahlin har advaret mod “danske tilstande, mens statsminister Frederik Reinfelt har bedyret, at han ikke vil røre SD med en ildtang.

Det etablerede Sverige vrider og vender sig, og man må håbe for hele det svenske folk, at det er de sidste krampetrækninger i “konsensus”, at Sverige endelig kommer ud af det ideologiske og åndelige dødvande, som landet har befundet sig i siden Anden Verdenskrig. Der er ingen tvivl om, at de øvrige partier vil følge samme strategi over for Sverigedemokraterne, som de allerede har praktiseret i de skånske kommunalbestyrelser, hvor partiet har opnået en meget stor repræsentation. Men selv om det sker, vil Sverige ikke være det samme, når først SD er kommet i Riksdagen.

Konsensuslandet på den anden side af Øresund står på søndag over for det vigtigste valg nogensinde. Det er valget mellem en langsom og pinefuld selvdestruktion eller en fremtid, hvor svenskerne kan begynde at erobre Sverige tilbage.

 Kilde: Jyllands Posten

http://blogs.jp.dk/messerschmidt/2010/09/15/sverige-og-den-ødelæggende-konsensus/

Læs INDSIGT-UDSYN her

BESTIL BØGER HER

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller støt vores arbejde økonomisk.

 

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810