09.08.2010
En hædersmand fylder 80
Forfatter: Tomas Kierstein
Mandag den 9. august fylder Jens Jackie Jensen, Herlev 80 år.
En hædersmand fylder 80
Mandag den 9. august fylder Jens Jackie Jensen, Herlev 80 år.
Jens Jackie Jensen var i mange år kommunist og tilhørte inderkredsen i DKP, indtil han for godt og vel 30 år siden vendte den kommunistiske ideologi ryggen.
Modsat mange andre, der har forladt kommunismen, gik Jens Jackie Jensen ikke over til en anden udgave af socialismen. Han vendte derimod hele det socialistiske tankesæt ryggen, og han var snart at finde blandt dets skarpeste kritikere.
Jens Jackie Jensen var også blandt de første, der bakkede op om Den Danske Forenings kamp mod masseindvandringsbølgen. Læsere af tidsskriftet Tidehverv vil endvidere kende Jens Jackie Jensen herfra.
Enhver, der stifter bekendtskab med Jens Jackie Jensen, møder et menneske, der er ærligt i en helt ualmindelig udstrækning - både når det gælder hans egen fortid og de holdninger og meninger, han nu står inde for.
Jens Jackie Jensens viden om alverdens ting - især historie - er imponerende. Og gennem sin fængslende fortællestil, der kombinerer faktuel fylde med sansen for at tilføje lige nøjagtig den del drama, der væsentligt forøger tilhørernes modtagelighed for en stor stofmængde, uden at lødigheden lider derunder, kan Jens Jackie Jensen holde et publikum tryllebundet igennem selv meget lange foredrag.
At besøge Jens og hans kone Hella, som han har været gift med siden deres pure ungdom, er altid en fornøjelse og en glæde. Som en ven modtages man altid med varme, og når kaffen er kommet på bordet og Jens og Hella begynder at fortælle, flyver tiden af sted.
Den Danske Forenings sender Jens Jackie Jensen de varmeste lykønskninger på fødselsdagen.
På styrelsens vegne
Tomas Kierstein, formand
|