En sommerhilsen til Rigsadvokaten og Statsadvokaten for København og Bornholm.

Her midt i sommervarmen, har der været nogle sager der har fået stor medieopmærksomhed.

Mest spalteplads er der blevet givet til de to kvinder Helle Thorning Schmidt og Lene Espersen. Man må sige de er kommet i rampelyset.

Men der også to mænd, der fået en del  spaltemeter, nemlig MF. Jesper Langballe, og formand for Trykkefrihedsselskabet redaktør Lars Hedegaard.

De to herrer har nu fået det skæbnefællesskab, at de er blevet sigtet og anklaget for at have bragt nedsættende bemærkninger om muslimer i forbindelse med æresdrab og voldtægter i den islamiske kulturkreds. For Langballes vedkommende, bliver det et møde med Rigsadvokaten, og for Hedegaard et møde med Statsadvokaten for København og Bornholm.

De to sager, vil utvivlsomt blive et retsligt tilløbsstykke, fyldt med journalister, Tv-folk og tilhørere.

Personligt håber jeg, - og tror, at de to sigtede bliver frikendt.

Det bygger jeg på, at det Langballe og Hedegaard har fremsat, er i fuld overensstemmelse med, hvad der rent faktisk finder sted i den islamiske kulturkreds.

Ja, de to herrer har efter min mening udtrykt sig ganske moderat.

Jeg har i den seneste tid læst en del rapporter på internettet, her er der stof nok til en stor doktordisputats, hvis konklusion må ende med, ” at den islamiske kulturkreds, behandler kvinderne som undermennesker, der ikke har nogen ret.” De er i mange lande mandens slave, også når det gælder seksuelle ydelser.

Her er det især to tyrkiske rapporter, jeg har hæftet mig ved.

Den ene rapport er udarbejdet af Statsministeriets Menneskerettighedspræsidium (HRP), den anden af Dicle Universitetet på foranledning af forsknings-institutionen TUBITAK 

(Tyrkiets Videnskabelige og Teknologiske Forskningsråd).

Om disse to rapporter skriver publicisten Nur Beier, der er B. A i amerikansk/ engelsk litteratur, og voksenunderviser samt tidligere næstformand i Rådet for Etniske Minoriteter følgende:

”I den videnskabelige verden trives gamle teorier og forklaringsmodeller, indtil de lægges i graven sammen med deres fortalere.

I den klassiske danske debat om æresdrab findes der hovedsagligt to teorier til at forklare fænomenet. Den ene teori anlægger et kønsbaseret perspektiv (mænds universelle vold mod kvinder). Den anden ser på fænomenet ud fra et kulturelt perspektiv (manglende viden og ringe oplysning er årsagen til æresdrab). Teorierne supplerer hinanden i et vist omfang.

Undersøgelserne er ligeledes interessante i dansk sammenhæng. Æresdrab forekommer ikke kun i fjerne og fremmede lande men også i Danmark; hvis man ønsker at forstå fænomenet – og det bør man efter min mening – skal vi lytte til andre kulturers erfaringer og lære af den nye praksis, der er kommet frem i et andet samfund. Derved kan der undgås menneskelige tragedier.”

Den ene rapport HRP, baserer sig på en meget omfattende interviewundersøgelse, foretaget i 81 tyrkiske provinser og 892 delprovinser.

Ifølge rapporten er antallet af æresdrab siden 2003 støt stigende. Trods forbyggende socialt arbejde tales der om mere en 1100 i løbet af de sidste 5 år; overraskende nok har fænomenet i samme tidsrum også været synligt i Tyrkiets vestlige storbyer.

Selv i byer som Istanbul, Ankara Izmir, Bursa og Antalya finder der æresdrab sted i stort omfang. Siden 2003, har der været 167 æresdrab i Istanbul (15 procent af det samlede antal  på landsplan) Ankara 144 sager (13 procent) Izmir 121 (11 procent)  Bursa 58 (5 procent) og Antalya 47 (4 procent)  Diyarbakir  69 (6 procent).

Disse tal, fortæller at mere end halvdelen af alle æresdrab sker i de nævnte storbyer.

Når det gælder Istanbul er tallet steget fra 27 i 2006 til 53 i 2007. Det er næsten en fordobling. Det betyder, at hver uge bliver mindst en indbygger af Istanbul offer for et æresdrab.

Tyrkiets indbyggertal er på 72. millioner. I Istanbul bor der ca en sjettedel af Tyrkiets befolkning, Heraf er de 5. Millioner indvandrere fra andre steder i Tyrkiet.

Rapporten fortæller samtidig, at ikke kun kvinder men også mænd kan være ofre. Tallet for mandlige ofre (710) er højere end for kvinder (480)

Drabsmænd i disse æresdrabssager er generelt mænd (1413), men i nogle tilfælde kan også kvinder være ”drabsmand (180)” rapporten fortæller også, at begrebet æresdrab stiger i takt med at uddannelsesniveauet stiger!!

Rapporten fortæller også at kun 30 procent af æresdrabene finder sted indenfor en snæver definition af ære. derimod har udenomsægteskabelige affærer og førægteskabelige seksuelle forhold og jalousi stor betydning, når det gælder æresdrabssagerne.

Konklusionerne fra den anden undersøgelse om æresdrab, som Dicle Universitetet har udarbejdet for TUBITAK, bekræfter HRP undersøgelsens resultater.

TUBITAK-undersøgelsen baserer sig på kvalitative interviews med 190 fanger i landets 46 fængsler. De er alle dømt for at have begået æresdrab, og undersøgelsen viser, at over 50 procent af de interviewede drabsmænd forsørges af ofrets familie og erklærer, at de ingen økonomiske vanskeligheder har –resten af livet.

Ofrets familie er i mange tilfælde drabsmændenes svigerforældre, hvilket vil sige, at ”livslang  forsørgelse” indgår som et underforstået krav for, at æresdrabet bliver udført.

Æresdrab kan også for en del af de mandlige morderes  vedkommende  forklares som et praktisk redskab til at opnå en livslang overførelsesindkomst, bestående af dagpenge plus en alderspension.

Så meget om de to rapporter.

Men det er jo ikke blot i Tyrkiet disse tilstande råder.

Det er overalt i den islamiske verden. Der er nogen der hævder, at æresdrab er uislamisk, men det er en realitet, at det er i de muslimske lande og miljøer, at det gang på gang forekommer. Her tager  lovgivningen lempeligt på henrettelser af ”æreshensyn”. Da Jordan  i 2003 forsøgte at skærpe straffen for æresdrab blev det nedstemt i parlamentet.

Modstanderne henviste til de religiøse traditioner og familieværdier.

I det ekstremt  ortodokse Saudia-Arabien blev prinsesse Misha i 1977 skudt og hendes kæreste halshugget på ordre af bedstefaderen prins Mohammed Aziz.

I marts sidste år slog den tjetjenske præsident Ramzan Kadyrov, et slag for retten til at dræbe kvindelige slægtninge med dårlig moral.

Ifølge FN´s højkommissær for menneskerettigheder Navi Pillay, myrdes over 5000 kvinder i æresdrab hvert år. Hovedparten af disse mord, finder sted i Mellemøsten og i Sydasien, herunder Tyrkiet, Indien og Pakistan. Det er den kulturelle/religiøse råddenskab, - en bitter og tragisk realitet. Når denne religiøse råddenskab, når dansk territorium, - så er det tid til at sige fra!!

Må ovenstående linjer nå Rigsadvokaten  og Statsadvokaten for København og Bornholm.

Poul Vinther Jensen

Kilde: Forbindelser. Et Tidsskrift om kulturel mangfoldighed. Nur Beir.

            Tidehverv  nr. 3 marts 2010

            Ritzau/AFP den 4.marts 2010.

            Fremhævelse: PVJ.