T.  Seidenfaden, - på rette kurs.

Vor kære landsmand, chefredaktør for Dagbladet Politiken Tøger Seidenfaden, skriver den 3.7. om Menneskeretsdomstolen i Strasbourg, der som bekendt har truffet beslutning om, at et kors i et italiensk klasseværelse er en krænkelse af skolebørnenes ret til religionsfrihed.

T. Seidenfaden, har hertil nogle bemærkninger og skriver følgende:

”Umiddelbart skulle man tro, at det store kor af debattører, der både herhjemme og rundt omkring i Europa har tudet os ørerne fulde med behovet for at få adskilt religion og politik (læs: bandlys flest muligt muslimske symboler i det offentlige rum), ville modtage kendelsen med kyshånd. Men det er sjovt nok ikke tilfældet.

Korset er jo et symbol på flertallets tradition i Italien og i de meste af Europa, og så er behovet for at skille det religiøse (korset) og det politiske (den offentlige skole) pludselig ikke så påtrængende.

Følger man Tøger Seidenfadens princip, vil det betyde, at Europas kristne/sekulære stater må erkende, at korset ikke længere kan være et symbol i det offentlige rum.

Men dette princip, kan man udmærket se bort fra.

Her har Menneskerettighedsdomstolen overskredet en urørlig grænse. Domstolen tillader sig at diktere i et klart nationalt anliggende.

I Europa, har kristendommen forrang, - alene ud fra tusind års tilstedeværelse. Andre religiøse kredse, har blot gæstens ret.

I Danmark, gælder dette i stærk grad. Her er det ifølge Grundloven Den Evangeliske Lutherske Kristendom, der er Kongeriget Danmarks religiøse udgangspunkt.

Derfor kan man udmærket bryde princippet om, at alle religiøse principper har lige ret.

Dette synspunkt, kan Tøger Seidenfaden følge et stykke af vejen. Han skriver bl.a.

”Men hvilket princip kan begrunde, at eleverne i Italienske skoler må tåle kors på vægen? Må og skal religionen ikke her vises vintervejen?

Mit svar er nej. Jeg mener godt, krucifikset kan tolereres i de Italienske klasselokaler. Især hvis det er frivilligt for den enkelte skole eller lærer, for noget generelt påbud er der vist ikke tale om i Italien, hvor kirke og stat jo længe har været adskilt.

Men på grundlag af hvilket princip vil jeg da argumentere imod menneskerettighedsdomstolens foreløbige afgørelse, og for noget så formasteligt som en sammenblanding af religion og politik?

Jo, det vil jeg i medfør af et princip, der længe har været underspillet i alle de mange diskussioner om religiøse symboler og beklædningsgenstande, vi har haft i de senere år: Nemlig for det frie og åbne samfund helt naturlige princip, at forbud ikke er udgangspunktet, men undtagelsen.”

Man må sige det er store tider. Nu mangler der blot, at Dagbladet Politiken offentligt tilslutter sig et burka forbud. Med den begrundelse, at man bør vedkende sig selv, så snart man træder ud i det offentlige rum.

For et sekulært redigeret dagblad som Politiken, må det være en nem sag.

Poul Vinther Jensen

Kilde: Dagbladet Politiken den 3. juli 2010

            Fremhævelse: PVJ.