Det frie Europa.

Hvis man har passeret de 60 år, hører man til den generation der husker debatten om, hvorvidt Kongeriget Danmark skulle deltage i De Europæiske Fællesskaber, ganske tydeligt.

Jeg hørte til den kreds, der plæderede for, at Danmark skulle nøjes med et løsere samarbejde med EU, omfattende fri samhandel, samarbejde om alle de tiltag der ville tjene alle europæiske landes frihed og  samhørighed.

Ved folkeafstemningen den 2. oktober  1972 Valgte et markant flertal af den danske befolkning at stemme Ja til fuldt medlemskab af De Europæiske Fællesskaber. Helt præcis,  valgte to tredjedel af vælgerne at stemme Ja, og en tredjedel stemte Nej.

Nu her 38 år efter, er det min opfattelse at  Det Europæiske Samarbejde er kommet for at blive. Verden har ændret sig igennem de forløbne 38 år,  sikkerhedspolitisk, økonomisk og ikke mindst teknologisk.

Derfor opfatter jeg enhver tale om dansk udmeldelse som værende udenfor for virkelighedens  verden. Vi, Danmark er en del af det europæiske samarbejde på godt og ondt.

Men det betyder ikke, at vi som selvstændig nation automatisk skal underlægge os De Europæiske Fællesskabers Domstols retspraksis, som gerne fremfører fællesskabsrettens ubetingede forrang.

Vi har som suveræn nation retten til at  forsvare vores traditioner og nationale identitet og organisering.

Det gælder også, når Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol forsøger at påtvinge medlemslande at ændre deres symboler, såsom et kors i flaget.

Hvis man læser Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder, der blev vedtaget i Nice den 7. 12. 2000, giver dette plads til  nationale særrettigheder, det er blot et spørgsmål  om politisk vilje og mod fra de enkelte landes side.

Det kan man læse sig frem til i ”Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder, der omfatter 54 artikler.

Jeg skal nedenstående bringe ekstrakten af Chartret.

”Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen proklamerer højtideligt den tekst, der følger nedenfor, som Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Præambel:

De europæiske folk har med skabelsen af en stadig snævrere sammenslutning besluttet at dele en fredelig fremtid, der bygger på fælles værdier.

Unionen, der er sig sin åndelige og etiske arv bevidst, bygger på de udelelige og universelle værdier: menneskets værdighed, frihed, lighed og solidaritet; den bygger på demokrati – og retsstatsprincippet. Den sætter mennesket i centrum for sit virke med indførelsen af unionsborgerskabet og skabelsen af et område  med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

Unionen bidrager til bevarelsen og udviklingen af disse fælles værdier under hensyn til de europæiske folks forskelligartede kulturer og traditioner samt til medlemsstaternes nationale identitet og organisering af deres offentlige myndigheder på nationalt, regionalt og lokalt plan; den søger at fremme en afbalanceret og bæredygtig udvikling og sikrer fri bevægelighed for personer, varer tjenesteydelser og kapital samt etableringsfrihed.

Med henblik herpå er det nødvendigt at styrke beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder på baggrund af samfundsudviklingen, de sociale fremskridt og den videnskabelige og teknologiske udvikling ved at gøre disse rettigheder mere synlige i et charter.

Dette charter bekræfter under hensyn til Fællesskabets og Unionens beføjelser og opgaver samt nærhedsprincippet de rettigheder, der bl.a. følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner og internationale forpligtigelser, traktaten om Den Europæiske Union og fællesskabstraktaterne, den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, de socialpagter, som Fællesskabet og Europarådet har vedtaget, samt  De Europæiske Fællesskabers Domstols og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis.

Disse rettigheder medfører ansvar og pligter såvel over for andre mennesker som over for det menneskelige fællesskab og de kommende generationer.

Unionen anerkender således nedennævnte rettigheder, friheder og principper.”

Som man kan se, tales der bl.a. om ”bevarelsen og udviklingen af fælles værdier, - under hensyn til de europæiske folks forskelligartede kulturer og traditioner. ”

Der tales om ” medlemsstaternes nationale identitet og organisering af deres offentlige myndigheder på nationalt, regionalt og lokalt plan.”

Der tales om respekt for ”medlemsstaternes forfatningsmæssige traditioner og internationale forpligtigelser.”

Det er disse rettigheder, nationalstaterne skal fremføre, når de to europæiske Domstole, forsøger at give det indtryk, at det kun er Domstolenes udlægning, der er gældende.

Når det gælder masseindvandring fra den ikke europæiske kulturkreds, står det ethvert medlemsland frit, til at afvise yderligere indvandring.

Alle nationer i  Det Europæiske Fællesskab, kan i fuld enighed beslutte sig for at skabe et Fort Europa. Man har frihed til at vælge, at Europa kun er åben overfor mennesker, der er i pagt med de vestlige frihedsbegreber.

Ja, det er for mig en nødvendighed, - hvis Vi fortsat  ønsker at bevare et frit sekulært Europa. Erfaringen, med 22-23 millioner  indbyggere fra den islamiske kulturkreds, er just ikke opmuntrende.

Poul Vinther Jensen

Kilde. Institut for menneskerettigheder

            Fremhævelse: PVJ.