I Paul Johnson fremragende  bog  ”Intellektuell” hvor han beskriver og hudfletter en række personer, der selv opfattede sig som betydelige personligheder, som den øvrige menneskehed skulle være taknemmelige for,  har kapitlerne nogle barske overskrifter.

1. Jean Jacques Rosseau: - interessant afsind. 

2. Shelly: - hjerteløse fantasier.

3. Karl Marx: - et brøl af gigantiske forbandelser. 

4. Henrik Ibsen: Tværtimot . 

5. Tolstój: Guds storebror.

6. Ernst Hemingway: – kunst er ikke nok.

7. Bertolt Brecht: Et hjerte af is .

8. Bertrand Russell: Logisk Pjank og Pladder.

9. Jean- Paul Sartre: - en lille bolle pels og blæk. 

10. Edmund Wilson: En brand i Branden.

11. Victor Gollancz: - en slidt samvittighed.

12.  Lillian Hellmann: Løgn i Læssevis.

I udlændinge og multietniserings-debatten har der også været mange personer, som hævede at de sad inde med tilstrækkeligt viden til at kunne anbefale den danske befolkning en stor indvandring fra den islamiske kulturkreds og andre.

Det var ifølge ”profeterne”, nødvendigt for Danmarks fremtid. Det var stærkt berigende. En økonomisk  gevinst, o.m.a.

Der var i midten af firserne en hel del, der sluttede op om det multietniske/multikulturelle projekt. Var man ikke med, så var man en indsnævret dansker, med racistiske og nationalistiske tendenser.

Advarsler fra bl.a. Den Danske Forening, blev nedgjort af store dele af dagspressen. Politikerne kiggede ned i gulvet, og kun få af dem ville blande sig i denne  turbulente debat, i angst for at støde vælgergrupper fra sig.

Nu står vi så her ca. 25 år efter med nogle uløselige ghetto-problemer. Vi har røverier, - en del bevæbnede i et enormt antal, målt efter danske forhold.

Der skydes med skarpt flere gange om ugen, de økonomiske omkostninger ved denne udvikling, andrager mange milliarder kroner hvert eneste år.

En udgiftspost så stor, så man nu i en krisetid taler højt om at nedsætte alle sociale ydelser, både til de gamle, skolebørnene, de syge, og dem på overførselsindkomster. Det er ikke noget rosværdigt resultat.

Dertil, er debat-klimaet i Danmark ved at udvikle sig til et ”missionshus”. Den frie ytring har fået trange kår; luften er fyldt med krænkelse, mindretalsbeskyttelse, og meget andet, - det er ikke dansk debat-tradition. 

Til de entreprenante advokater for den skæbnesvangre multietnisering af Danmark, må man stille det spørgsmål:

Hvad har I tænkt jer at gøre ved dette?

Mit spørgsmål, vil jeg stille til et udsnit af alle de fremtrædende personer, der har hævdet, at det var stærkt berigende for Danmark.

Det er bl.a:

Benny Andersen, Jytte Andersen, Elisabeth Arnold, Margrethe Auken, Per Arnoldi, Dorte Bennedsen, Ritt Bjerregaard, Freddy Blak, Jacques Blum, Jens Jørgen Bolvig, Peter Brixtofte, Susanne Brøgger, Jacob Buksti , Anne Baastrup,  Mimmi Jakobsen, Marianne Jelved,  Asger Baunsbak Jensen,  Anker Jørgensen, Morten Kjærum, Britta Schall Holberg, Flemming Kofoed Svendsen, Kjeld Koplev, Kirsten Lee, Torben Lund,  Mogens Lykketoft,  Lissa Mathiasen, Arne Melchior, Bent Melchior, Georg Metz Søren Mørch, Ove Nathan, Elsebeth Gerner Nielsen, Flemmimg Chr. Nielsen, Holger K. Nielsen, Arne Notkin,  Niels Helveg Petersen,  Birthe Philip,  Samuel Rachlin,  Poul Nyrup Rasmussen,  Klaus Rothstein, Mikael Rothstein, Tøger Seidenfaden,  Hanne Severinsen, Jørgen Bæk Simonsen, Finn Slumstrup Henrik Svane,  Søren Søndergaard Villy Søvndal, Preben Wilhjelm, Birthe Weiss, Uffe Østergaard og Frank Aaen.

Kilde: Paul Johnson, ”intellektuell.”

             Fremhævelse:PVJ.