17.03.2010

De intellektuelle

Forfatter: Poul Vinther Jensen

Rigtige meninger med ringe forankring

 

I de seneste 30-35 år, har de vesteuropæiske lande  været igennem en proces,  hvor en lang række intellektuelle  personer, har forsøgt at fortælle Os, at vores verdens-del  har udbyttet de stakkels fattige mennesker  i de ikke  industrialiserede lande.

Det passer ikke.

Al erfaring fortæller os, at der hvor den hvide mand har forladt et område, har resultatet været, at  meget er gået stå, og nød og armod har været resultatet, bl.a.  i kraft af en uhæmmet befolkningstilvækst.

Ifølge FAO, FN´s  fødevareorganisation, var der i  1990 750. Millioner sultende og underernærede . Men for kort  tid siden meddelte FAO, at der nu er over  1.  Milliard sultende  i Verden. Det er en  meget alvorlig situation, som alle lande i verden vil blive berørt af.

Denne triste udvikling,  har fundet sted i en tidsperiode, hvor de rige lande har anvendt  enorme økonomiske midler, især på  det afrikanske kontinent, uden nogen fremgang.

Årsagen er, at en lang række intellektuelle  personer i den vestlige verden, har plæderet for, at Vesten ikke, skulle blande sig i indre anliggender. Det har ligeledes været god latin, at vestlige firmaer og stor-landbrugere  skulle trække sig ud af Afrika, og en del asiatiske lande med den begrundelse at man udnyttede befolkningen.

Den samme  intellektuelle elite, har samtidig plæderet for, at Vesten var moralsk forpligtiget, til at modtage adskillige millioner fattigdoms-flygtninge i de vestlige lande. En kurs der har været fulgt i de seneste 40 år. Resultatet er katastrofalt, især i Europa, der nu er hjemsøgt af en stor arbejdsløshed, og en dyb økonomisk  krise. Dertil en befolkningsmæssig  destabilisering af en lang række europæiske lande.

Det  er ikke den dybe forstand der her har været i anvendelse. Europa, er som bekendt verdens tætteste befolkede område, og står i dag med millioner af uudannede europæere, hvis arbejdspladser  i disse år holder flyttedag til Asien og andre områder, hvor arbejdslønnen er en femtedel af, hvad den er i de europæiske industrilande.

Hvis man skal lave en status over  denne tidsperiode, må de skyldige være dem, der har  nedgjort den vestlige  tilstedeværelse i de berørte U-lande.

Det  er helt kontant sagt, den såkaldte humanistiske venstrebevægelse, der har besat ledende stillinger i regeringer og internationale organisationer overalt i den rige del af verden. Her var den hvide  igangsætter ikke i høj kurs,  - det var jo kapitalisme og udbytning.

Deres svar var, at verdens naturrigdomme skulle fordeles retfærdig. Igen en planøkonomisk tænkning, der altid ender med at teorierne ikke holder i den virkelige dagligdag. Det er hvad verden har oplevet igennem mange år. Det, der er brug for, det er  den hvide mand og hans overlegenhed på at lede og drive virksomheder. Her vil nogle råbe udbytning.

Og hvad så, - det er jo netop det, de fattige lande har brug for. Driftige vestlige  entreprenører, der kan drive virksomheder ud fra rationelle principper. En erfaring, der har sin rod i den sekulære tradition.

Det  er det, der mangler i dag rundt om i de underudviklede lande.

Lande, der fra naturens side, er i besiddelse af store naturrigdomme, men det hjælper jo ikke noget, hvis ikke man praktisk  formår at udnytte disse rigdomme.

Det er det, der er situationen i mange U-lande.

Om de intellektuelle, skriver  den engelske journalist og historiker Paul Johnson i sin fremragende bog ”Intellektuelle”  bl.a. følgende:

”I løbet af de seneste tohundrede år er intellektuelles indflydelse vokset støt.

Når vor verden er blevet, som den er i dag, er dette de verdslige, ikke gejstlige intellektuelles værk. Set i historiens lange perspektiv er dette på mange måder et nyt fænomen.

Vel har intellektuelle i deres tidligere fremtoninger som præster, skriftkloge, og  sandsigere fra første færd stræbt efter at lede samfundet, men i deres virke som vogtere af religiøst bestemte kulturer, hvad enten disse så har været primitive eller sindrigt udtænkte, blev deres moralske og ideologiske forkyndelser alle dage holdt i tømme af ydre autoritet og nedarvet tradition.

De var ikke, og kunne ikke være, frie tænkere, sindets eventyrere.

Med den  klerikale magts tilbagegang i 1700-tallet dukkede en ny mentorskikkelse op, som udfyldte det opstående tomrum og fangede samfundets øre. Den verdslige intellektuelle kunne nære en gudstro, være skeptiker eller være ateist, men han var fuldt opsat som nogen pave eller ypperstepræst på at diktere menneskeheden, hvordan den havde at opføre sig og bestride sine anliggender.

Han påberåbte sig fra første færd at nære en ganske særlig og kærlig omsorg for menneskenes vel og en evangelisk pligt til at varetage den ved forkyndelse. Han greb sit selvbestaltede hverv an på en langt mere uhæmmet måde end sine gejstlige forgængere.

Han følte sig ikke bundet af nogen form for åbenbaret religion.

Fortidens samlede visdom, traditionernes arvegods, anernes erfaringsgarvede forskrifter eksisterede kun for, at han valgfrit kunne godtage eller forkaste af det, hvad hans egen tænkning måtte lede ham til. For første gang i menneskehedens historie, og med voksende selvsikkerhed og dristighed, trådte mænd frem og påstod, at de var i stand til at diagnosticere samfundets onder og helbrede dem ved deres egen, uhjulpne begavelse. Ja, ydermere at de kunne anvise foranstaltninger, hvorved ikke blot samfundets struktur men også menneskenes fundamentale adfærd ville kunne omdannes til det bedre.

Til forskel fra deres præstelige forgængere var de ikke én eller flere guders tjenere eller fortolkere; de var deres afløsere. Deres helt var Prometheus , som stjal ilden fra Olympens guder og bragte den tilbage til menneskene.”

Paul Johnson  rammer præcist:

Det nye præsteskab, sidder i dag rundt om i de store internationale organisationer, her træffes der afgørelser til  enorme beløb, og med store konsekvenser  - uden noget selvstændigt ansvar. Men dette præsteskab har overtaget magten, de bestemmer, hvad der er godt eller ondt. De kan i stort omgang via de globale medier sætte den dagsorden der passer ind i deres ideologiske tankesæt.

Men de kontante udfordringer, såsom befolkningstilvæksten i  bl.a. Afrika, hvor befolkningen er forøget fra  647 millioner i 1990, til 1010 millioner i år, det har de intellektuelle beslutningstagere ikke noget bud på.

 

 

Kilde: ”Intellektuelle” Paul  Johnson.

            Fremhævelse: PVJ.

Seneste INDSIGT-UDSYN

Den seneste udgave af INDSIGT-UDSYN er sendt ud til vores abonnementer og medlemmer. Du kan læse den forrige.

BESTIL BØGER HER

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810