Stormoskeer og Minareter.

Stormoskeer og Minareter. I Danmark, er  der to  stormoskeer på vej, den ene På Vibevej i Københavns nordvest-kvarter. Den bliver en del af et islamisk kulturcenter, bygningen skal indeholde bederum, amfiteater, konference-rum, bibliotek og rum, hvor  gæste-imamer  kan overnatte.

Facaden ud mod Vibevej bliver 13 meter høj. Moskeen skal have en blå kuppel, og dertil to høje minareter på 32 meter. Indtil videre, -  vil der ikke blive kaldt til bøn fra minareterne. Hele projektet, er godkendt af et flertal i Københavns Borgerrepræsentation,  41 medlemmer stemte for, tre stemte imod, mens fem undlod at stemme.

Projektet vil koste omkring 40-50 millioner kr.

Det andet moske-projekt, som er betydeligt større, skal ifølge arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group (BIG)  være både med kuppel og minareter inspireret fra Irak. Den omdiskuterede moské  med plads til 3000 bedende er en større del af det store byggeprojekt Faste Batteri, der har Bach gruppen fra Viborg  som bygherre.

Moskeens arkitekt Bjarke Ingels,  siger, at man til moskeen har taget udgangspunkt i den islamiske arkitekturtradition, hvor man kontrollerer det dagslys, der kommer ind.

Bygningen er en femkant med symbolik til islams  fem søjler og til de fem bønner. Det to minareter er inspireret af en kombination af Babelstårnet og minareterne på den oldgamle moské i Samarra i det sydlige Irak.

Minareterne er ifølge arkitekten kun til pynt, Da det ikke er tilladt at kalde til bøn fra minareter i Danmark. Moskeen vil blive 46 meter høj og få et etageareal på 5.5oo  kvm.  Byggeprisen er anslået til  at koste mellem 60 og 100 millioner kr.

Københavns Kommunes teknikudvalg har sagt ja til en startredegørelse, der er forløberen for den egentlige lokalplan.

Som det fremgår, er der stor politisk opbakning til de to store moske-byggerier. Den radikale miljø – og teknikborgmester Klaus Bondam, er helt med på disse to  moskebyggerier, og siger ” selvfølgelig skal vi have moskeer, der kan vise at København er en mangfoldig by.”

Det kan ikke komme overraskende.

Det Radikale Venstre, har igennem de seneste 25 år være ivrige fortalere for den multi-kulturelle udvikling. Selvom man i snart en del år har kunnet erfare, at  herboende muslimer i stort omfang holder fast i deres islamiske  værdibegreber.

Mænd og kvinder holdes adskilt, frafaldne og jøder  fordømmes åbenlyst, og de troende organiserer sig omkring politiske mål, som kræver indførelsen af  former for sharia-lov.

Det er ikke blot i Danmark denne tendens har været fremherskende, men  overalt i Europa!!

Ingen i den vestlige elite akademikere, diplomater  og politikere,  forholder sig  til disse fakta.

De ræsonnerer ud fra dette perspektiv, og prædiker pragmatisme, dialog, og samhørighed,  i håb om at muslimernes tilknytning til radikale skrifter vil aftage. Disse to kontrasterende perspektiver stemmer overens med de to ret klart afgrænsede grupper i Europa.

Den første er arbejderklassen. Den anden er de klasser, som George Orwell beskrev som de ” ubestemmelige ” ( læs  typen Klaus Bondam).

Hans kosmopolitiske udsyn, gælder også mange diplomater, forretningsfolk; mainstream-politikere, redaktører og journalister, der ellers har stor glæde af den europæiske sekulære tradition.

De har tjek på globaliseringen og er mest optaget af at fokusere på deres respektive landes internationale image.

Et godt eksempel er  chefredaktør Tøger Seidenfaden´s  knæfald for de mange tusinde muslimer, der truer danske dagblade med  retssager.

Det er ikke så sært, at  store dele af  Socialdemokratiets vælgere, - og en del national-konservative,  har fundet vej til Dansk Folkeparti.

De afviser de islamiske  værdibegreber og praksisser,  men det er  de socialdemokratiske vælgere , der er i kontakt med muslimerne lokalt.

Det samme gør sig gældende i andre europæiske lande. Ikke sært, at Geert Wilders står foran  en kæmpe  valgsejr ved det kommende valg i Holland. Flere meningsmålinger  siger op imod 30 pct.  af vælgerne, vil stemme på Wilders parti.

Ser man på reaktioner ovenpå valgresultatet  ved folkeafstemningen om minareter, hvor 57.5 procent  stemte nej til minareter i Schweiz  . Ja, der stod den schweiziske regering og eliten, og  var flov over deres egen befolkning. Det samme var tilfældet med EU og FN.

Andre  kredse er blevet bekymret. I  begyndelsen af december  var der en todages konference i Moskva,  for Europæiske Rabbinere – en international organisation for flere end 800 rabbinere i mere end 40  lande. Her vedtog man  en resolution, som fordømmer resultatet af den schweiziske folkeafstemning.

Philip Carmel, der er organisationens direktør for internationale relationer, sagde efter konferencen til Reuters bl.a:

” at enhver bevægelse i retning af fremmedhad eller ekstremt nationalistiske holdninger var ”skidt for jøder”

Han tilføjede: ” -Konferencen ”var bekymret over, at jøder kan blive de næste mål i et tiltagende højrefløjs-sindelag opflammet af minaretforbudet.”

Hertil er at sige: Det er ikke selve bygningsformen man skal hæfte sig ved.  Islamisk  arkitektur er i mange tilfælde ”gude-smukt”, men det er det budskab, der udgår fra moskeen der er det centrale.

Rabbinatet  fra Det Mosaiske Troessamfund  deler denne bekymring.

Overrabbiner Bent Lexner mener, at det danske samfund allerede  ,- de seneste 15-20 år har flyttet sig i forhold til den jødiske gruppe.

B. Lexner siger hertil.: ” – I takt med den store muslimske indvandring er jøder i dag blevet en mere fremmedgjort gruppe, end den har været tidligere i Danmark. Vi har for eksempel set det ved debatterne om slagtemetoder og omskæring. Det er noget, der er opstået i forbindelse med den muslimske indvandring, men som også rammer jøder.

Ja, det kan ikke skjules:

Men Bent Lexner  behøver ikke at bekymre sig om de kredse, der  arbejder imod en islamisering af Danmark. Vi bliver til dagligt kaldt fanatikere, muslimhadere o.m.a. men Vi hader ikke nogen. Vi arbejder på at fastholde det sekulære demokrati, vi har kendt  i over 150 år.

Ved den seneste demonstration på Rådhuspladsen i København, til støtte for Israel, hvor der stod flere unge muslimer  med skilte der opfordrede til, at ”dræbe alle jøder”, var  oppositionen mod islamiseringen af Danmark  rigt repræsenteret.

Det  omfattede bl.a. ”Kvinder for Danmark”, ”Den Danske Forening,” Dansk Folkeparti,  ” Trykkefrihedsselskabet”. o.a.

Jeg har hæftet mig ved, at flere danske jøder i denne situation  kom hen for at  trykke  formanden for Trykkefrihedsselskabet  Lars Hedegaard i hånden. I denne situation, kan man med styrke hævde, at   chefredaktør Tøger Seidenfadens  bemærkning  ”når skidt kommer til ære” kom på sin rette plads.

Poul Vinther Jensen

Kilde: Kristeligt Dagblad: Den 8 december 2009, Christina Agger.

            Fremhævelse:  PVJ.