Spørgsmålet.

I det  seneste nummer af bladet DANSKEREN , bringes der 1.del af et essay af den tyske journalist og forfatter Michael Mannheimer, der har sat sig for at dokumentere, hvordan Islam tilstræber verdensherredømmet, med magt og på bekostning  af anderledes tænkende.

Det er med forfatterens tilladelse, at Danskeren her i dansk oversættelse, ved  DDF´s  fhv. Formand Keld Rasmussen bringer dette.

Overskriften er ” Islam og  Islamisme – to sider af samme medalje” her kan bl.a. læsses følgende:

” I tider med vedvarende verdensomspændende terror, der udøves i Allahs navn, stiller den ikke-islamiske verden sig spørgsmålet om islam som tendens er fredelig eller udgør  en undtagelse blandt de øvrige og langt overvejende fredelige verdensreligioner.

I håbet om at forstå og få greb om det tvetydige fænomen islam tyr de intellektuelle eliter til en hjælpekonstruktion, hvorefter de inddeler islam i en fredelig gren af  ” moderate” muslimer og i en ” fundamentalistisk ” eller ”terroristisk” gren.

Den  første gren kalder de ” islam”, den anden ” islamisme”. Men denne skelnen er kunstigt skabt og dølger eller undervurderer den kendsgerning, at islam og islamisme alene er to sider af samme medalje.

Vor verden står i et ægte dilemma: Der findes en religion med navnet islam, der betegner sig selv som ”fredens religion”.

Men i langt over et årti er det overvejende flertal af terroranslag verden over blevet forøvet i ” fredsreligionen” islams navn. I kvantitet og kvalitet overstiger antallet af disse  terroranslag langt det, man i det 20. Århundrede havde vænnet sig til fra venstre – og  højresindede terrorgrupper, og er i mellemtiden vokset til det uoverskuelige: Anslagene løber op i titusinder – og der er ingen ende at se på dem.

Hvorledes kan en fredsreligion begå al den terror, spørger verden?

En undrende verden iagttager, at terroristerne klæder sig som muslimer, at de betegner sig selv som muslimer, samt at de for det meste begår mord med koranen i hånden og et allahu akbar! ( Allah er stor!) på læberne. Lige så forundret fastslår vor verden, at alle terrorister stammer fra de islamiske folk og ikke fra lande, der kalder sig ” islamistiske” eller lignende – og de insisterer heller ikke på streng ideologisk skelnen fra fredelige islamiske  lande.

Hverken på deres fremtoning eller daglige livsførelse kan disse terrorister erkendes som sådanne – det lykkes heller ikke for ” moderate” muslimer. Hvordan skulle man ellers kunne forklare deres reaktioner på en terrorhandling, når ” moderate” muslimer regelmæssig forbavset erklærer, at de skam har kendt en terrorist rigtigt  godt og regelmæssigt er gået til bøn med ham i den samme moskè ?

Med terrorister har man absolut intet at gøre, lyder det alligevel urokkeligt fra moderate muslimer. Og dermed har verden atter et dilemma:

Hvor bliver de verdensomspændende masseprotester af fra det flertal af muslimer, der betegner sig selv som fredelige?”

Ja, dette er spørgsmålet.

Det burde alle regeringer rundt om i den vestlige  lande stille til de såkaldte fredelige muslimske samfund.

Det gælder især i Europa, der er den verdensdel, der kritikløst har åbnet sine grænser på vid gab for den islamiske kulturkreds.

Vi har de i seneste årtier  set  fredelige vestlige samfund, der dag for dag  udvikler sig til overvågnings-samfund.

Samfund, hvor frygten er ved at blive en del af den vestlige dagligdag. Politikere,  meningsdannere  og andre, skal udstyres med livvagter, større folkelige møder, politiske  landsmøder o.a. er under skarp sikkerheds-bemanding.

Det er en udvikling, der er dræbende for et frit demokrati.

Poul Vinther Jensen

Kilde: Danskeren  nr. 1. Februar 2010