29.01.2005
Information er begyndt at informere
Forfatter: Poul Vinther Jensen
Også på dagbladet Information har man langt om længe indset, at multikulturalismen er en blindgyde
Debatten om indvandring og flygtninge i Danmark er nem at sætte dato på.
Den begyndte for alvor den dag, sognepræst Søren Krarup indrykkede en annonce i Morgenavisen Jyllands–Posten, søndag den 21. september 1986.
Før den dag var der ikke nogen bred debat, - dog havde Søren Krarup og enkelte andre i flere år talt imod, at Danmark skulle have nogen indvandrerlovgivning.
Krarups logiske argument var, at Danmark ikke er noget indvandrerland !!
Dette synspunkt måtte sognepræsten i Seem høre en del for.
En af de hårde kritikere var Dagbladet Information. Her var der ingen kredit af nogen art. Det var den skinbarlige racisme og fremmedhad.
Nu er der gået 18 år. Problemerne omkring multietniseringen af Danmark og det øvrige Europa er til at få øje på.
Det har man også erkendt på Dagbladet Information.
I en ledende artikel den 10. januar 2005 under overskriften: ”Stammelogik nej tak” kan man læse følgende:
”Multikulturalismen som ideologi ville et samfund, hvor alle kulturer og etniske minioriteter lever side om side, i gensidig respekt og tolerance.
Det var en progressiv tanke der, hvor den var et opgør med racismen, monokulturel nationalisme og andre totalitære ismer, der foragter alt fremmedartet.”
Til lederskribenten vil jeg sige:
Der er intet totalitært i at være monokulturel, som eks.vis Danmark, der har været det igennem 1000 år.
Nationalismen kan i ekstrem grad være negativ. Men hvis man taler om ægte rodfæstet kærlighed til fædrelandet, da er det en styrke for et folk og en nation som den danske.
Jeg kalder det at være national.
I øvrigt er Danmark ikke et ideologisk projekt, man kan tillade sig at eksperimentere med.
Vi er et folk!!!
Ikke en befolkning! Og slet ikke en stamme. Vi et folk i eksistens med en konkret historie.
Vi modtager gerne fremmede i vort land, når der er en naturlig begrundelse herfor. Det har vi kunnet igennem alle de 1000 år.
Foragt for det fremmede, det har jeg aldrig mødt i Danmark!!
Jeg minder i al stilfærdighed om de danske jøder under anden verdenskrig. De kom over Øresund og andre steder, - i god behold.
Det var ikke risikofrit for dem, som deltog i redningsaktionen.
Jeg henviser til de tusindvis af adoptivbørn fra Asien, Afrika og Sydamerika, der har fået en tryg opvækst og tilværelse i Danmark.
Men De kan jo blot læse i Danmarks første forfatning: Jyske Lov fra 1241!
Her står der i fortalen:
”Det er kongens og landets høvdingers embede at overvåge domme og gøre ret og frelse dem, der tvinges med vold, såsom enker og værgeløse, børn, pilgrimme og udlændinge (utlandz mæn) og fattige – dem overgår der tiest vold.”
Nej, der er ingen had og fremmedforagt i Danmark.
Men jeg har derimod stiftet bekendtskab med en ideologisk planlagt kampagne for en masseindvandring af væsentligt fremmede mennesker.
Fra kulturer, der er fjendske og hadefulde overfor de værdier, det danske folk sætter højt.
Her især kvinders ligeværdighed og lige ret!!
Derfor er samhørigheden i Danmark og mange andre europæiske lande ved at revne.
Hadet vokser i de multietniske europæiske lande. Mordet i Holland på Theo van Gogh har sat tankerne i gang hos mange. Det er tid til besindelse.
Jeg kan se i Deres lederartikel, at De selv er ved at få bange anelser overfor den negative udvikling, de europæiske lande er inde i. Det er for mig opløftende at læse dette i Dagbladet Information.
Jeg tillader mig at citere en sammenhængende del af Deres leder:
”Det er dog en farlig blindgyde. I praksis er multikulturalisme lige så galt afsporet som den nationalistiske monokulturalisme.
Den første ideologi er den sidstes spejlbillede. Ledende politikere og intellektuelle i Europa er begyndt at gøre op med multikulturalismen som ideologi. Den er slået fejl. På dramatisk vis.
Hvor den ville skabe fredelig samkvem mellem forskellige kulturer, er den endt som passiv accept af ghettoer, marginalisering af indvandrere og manglende integration.
Ideologien bruges til tider af velstillede folk til at maskere egen social ligegyldighed som ´respekt´ for forskellene – så man ikke kommer i kontakt med de fremmede, fattige og forhutlede i de nye ghettoer.
Eller også griber minioritetsfolk ideologien for at ekskludere sig fra resten af samfundet. Og forskanse sig i en stammementalitet, hvor individets frihed underordnes gruppens kultur.
Det er led i en undertrykkende magtpolitik, der i yderste konsekvens ender i kulturel apartheid.”
De har med Deres ledende artikel ramt situationen ganske præcist!
Men frie mennesker, de lever ikke i en ideologisk ramme, - de lever i virkeligheden. Ideologiske gymnasiale fristile, det er dukkehuse. Her kan voksne mennesker ikke leve.
Heller ikke her i Danmark.
Vi kan derimod leve som danskere i Danmark på godt og ondt, - under lov og ret.
Det er det, der skaber et folk!!
Men Deres analyse af fremtiden er desværre korrekt.
Vi er allerede i en kulturel og social apartheid, hvor hold A forskanser sig i deres bekvemme ”ghettoer.”
Hold C, der bor sammen med de fremmede i ghettoerne og er omringet af en fremmed kultur, - deres distriktsskole er ødelagt og kan ikke længere regnes for at være en dansk skole. De er afskrevet af deres egne landsmænd og politikere.
Det er i folkelig forstand en katastrofe!!!
Hold B håber på, at det går, og at det ikke rammer deres hverdag eller kvarter.
Men her regner de forkert.
Den demografiske udvikling i Danmark fortæller, at det islamiske islæt vokser ganske betragteligt i årene fremover, - med alt, hvad det vil indebære af polarisering og øget vold og kriminalitet.
Ingen såkaldte ansvarlige myndigheder aner, hvad de skal gøre og gribe i, udover at bevilge en masse penge, der ikke ændrer ved noget som helst.
Det er det, man kalder ansvarsløshed eller opløsning.
Sådan går det, når ideologiske projektmagere i deres politiske forfængelighed sidder og bygger deres utopia.
Det ender som den franske forsker Gilles Kepel har udtalt ’med en balkanisering af samfundet.’
Jeg ved, der findes mange skarpe og kløgtige hoveder på Dagbladet Information.
Jeg vil opfordre redaktionen til fremover at afdække alle de negative aspekter og konsekvenser, der er ved en fortsat multietnisering af Danmark.
Vi er, som Søren Krarup så ofte har sagt, ” ikke et indvandringsland.”
Må denne holdning møde respekt hos de danske vælgere på valgdagen den 8. februar.
Kilde: Dagbladet Information, mandag den 10. januar 2005.
|