Nation eller  multietnisk Banegård! 

Som jeg har omtalt tidligere her på DDF´s  hjemmeside,  er Det Konservative Folkeparti  i den situation,  at man  ikke længere opfatter  Danmark som værende  et land og en nation for Det Danske Folk.

Sådan har det ikke været tidligere.

Her var overskriften  Gud Konge og Fædreland.

Det indebar en dyb forpligtigelse til at indrette det danske samfund, som et nationalt fædreland for alle.

Det vil sige, en social ansvarlighed over for de svageste, et  troværdigt forsvar, og  frihed for den enkelte borger til at udøve sin gerning.

Kort sagt, et anstændigt  politisk parti, der ikke var bundet af nogen særinteresser. Og hvis fundament var, at bevare  det bærende i dansk kulturarv.

Eller som Den Danske Forenings tidligere formand Dr.phil. Sune Dalgård, kort kunne udtrykke det. ” Landets brød til landets børn.”

Denne enkelte opfattelse, har ikke vundet genklang i de seneste mange år.

Man kan roligt hævde, at Det Konservative Folkeparti igennem de seneste 25 år har forandret sig. Her har man ubetinget  støttet  mulitietniseringen,  - så meget, at det ikke er muligt at se forskel på venstrefløjen/ inkl. Det Radikale Venstre og det Det Konservative Folkeparti.

Det er en trist  konstatering.

Årsagen er muligvis at finde i det tætte samarbejde med Danmarks  Liberale Parti  Venstre, der lige siden systemskiftet i 1901, har været et rent interesse -parti. Det står netop i denne tid tydeligt frem.

Landets statsminister Lars Løkke Rasmussen, har overhovedet ikke nogen sans for, hvad det vil sige at være  national-konservativ eller national-liberal.

Han er først og fremmest liberal. Hans billede af Danmark, er just et land-område, hvor der skal være plads til alle.

At dette standpunkt har betydet, at en multietnisk ghettoisering af Danmark, - på bekostning af  tusindvis af danskeres hverdag, ja det bekymrer ikke Lars Løkke Rasmussen.

Han er og forbliver en samfunds-administrator.

Det er ikke denne type leder, Danmark har brug  i fremtiden.

Alle kan efterhånden se, at Danmark er ved at  ændre sig i negativ retning. Det er den altfortærende rettighedstænkning, der dagligt æder sig ind på knæsatte normer, og tilsidesætter  alt hvad der er dansk sædvane.

Men modstanden mod denne opløsende kurs, er ved at indfinde sig.

Om dette har historie-studerende Christian Houlberg Skov skrevet en længere artikel, der er blevet bragt i Kristeligt Dagblad den 5. februar, under overskriften ” Dansk konservatisme og Tidehverv”.

Her kan bl.a. læses følgende:

”Hvis man ikke havde opdaget, så må den seneste tids debat om tonen i islamdebatten have understreget det. Dansk politik er forandret siden 2001. Ifølge mange respektable mennesker har det i ni år været de gode, der græd, og de onde, der lo.

Den væsentligste forandring var præsterne Søren Krarup og Jesper  Langballes indtagelse af Folketinget for Dansk Folkeparti og dermed en selvbevist konservatismes indtog i den offentlige debat. Her var en konservatisme, der slet ikke mindede om den spidsborgerlige tandløshed, der hidtil havde vundet hævd på betegnelsen.

2001 var den foreløbige kulmination på en lang udvikling, der har placeret Krarup og Langballes bevægelse, Tidehverv, som den væsentligste inspiration og kilde til nytænkning af dansk konservatisme.

Denne tidehvervisering er, kan man indvende, i første omgang gået uden om Det Konservative Folkeparti. Dette har dog nu ændret sig. Det tidehvervske indslag i dansk konservatisme lader sig ikke længere fornægte. I samme grad som Tidehverv er blevet konservativt, er konservatismen  blevet tidehvervsk.”

I slutningen af artiklen, skriver Christian Houlberg Skov bl.a. følgende:

”Den aktuelle værdipolitiske nyorientering i Det Konservative Folkeparti, hvor der udvises en stadig klarere vilje til et opgør med liberale dogmer og borgerlig pænhed viser, at den fanden ivoldske, tidehvervske  konservatisme også her har hul igennem.
Det er så historiens ironi, at konservatismen gennem Tidehverv har genfundet den særdeles sekulære og kirkefremmede Harald Nielsen: at denne ateist optræder som missing link mellem Tidehverv og dansk konservatisme.

Med Tidehverv har konservatismen genopdaget sig selv. Men det er på et helt grundlæggende plan en spænding mellem hovedstrømningen i den konservative ideologi og Tidehvers radikale eksistensteologi.”

Poul Vinther Jensen

Kilde: Kristeligt Dagblad den 5. Februar 2010.

             Kronik af  Christian Houlberg Skov.

             Fremhævelse: PVJ.