28.01.2005
Lyt ikke til Poul Schlüter
Forfatter: Poul Vinther Jensen
Hold de radikale udenfor enhver indflydelse på udlændingepolitikken!
Fhv. statsminister Poul Schlüter har i forbindelse med udskrivelsen af folketingsvalget været ude med et råd til den borgerlige VK-regering.
P. Schlüter er af den mening, at Fogh-regeringen skal forsøge at lave et parlamentarisk samarbejde med Det Radikale Venstre, hvis det er muligt, af hensyn til de mange reformer, der efter Schlüters opfattelse trænger sig på.
Man må undre sig.
Hvis der er nogen borgerlig statsminister, der igennem de seneste tre generationer har mærket Det Radikale Venstres hede ånde i nakken, så er det Poul Schlüter.
Igennem ti år sad den gode Schlüter og var regeringschef.
Men når det kom til de afgørende områder, nemlig udlændingepolitikken og sikkerhedspolitikken, var det ’det alternative flertal’ i Folketinget, der bestemte hvilken kurs, der skulle være gældende under Det Radikale Venstres skråsikre førerskab.
På det sikkerhedspolitiske område måtte fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen rejse rundt i verden og repræsentere ’det alternative flertal’ (VS, SF, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre).
Det skete under protest, men Uffe Ellemann–Jensen valgte at bøje nakken og beholde udenrigsministerposten!!
Det var på kanten af, hvad en regering kunne tillade sig, hvis man tager udgangspunkt i, hvad der er god parlamentarisk skik.
Enten er man regering og regerer, eller også forlader man regeringsbænken.
Det gjorde Poul Schlüter ikke. Men han tog dog til sidst et Natovalg. Men han tog ikke et valg om udlændingepolitikken.
Det fik fatale følger for den førte udlændingepolitik!!
Det var i Schlüter - Ellemann-Jensen – perioden, fundamentet til det multietniske samfund i Danmark blev grundlagt.
Det var dengang, der var næsten ubegrænset adgang til Danmark.
I praksis var det Det Radikale Venstres tryk på Schlüter-regeringen, der var årsagen til den store tilstrømning af flygtninge og indvandrere til landet. Selvom virkeligheden dikterede et stort behov for en stramning af udlændingeloven, var der ingen lydhør hos De Radikale.
Dette parti bærer om nogen ansvaret for alle de problemer, Danmark står i nu.
Det har derfor været en lykke, at Det Radikale Venstre de seneste tre år har været sat udenfor politisk indflydelse på udlændingeområdet.
De seneste dages optræden fra Det Radikale Venstre i forbindelse med det underlødige stormløb på Bertel Haarders og ministeriet Fog Rasmussens udlændingepolitik, fortæller blot, hvor fortvivlede De Radikale er over, at deres verdensfjerne humanisme ikke længere har folkelig opbakning.
Dertil skal lægges, at partileder Marianne Jelved desperat forsøger at bringe sit parti og dets udlændingepolitik i fokus i håb om at kunne blive tungen på vægtskålen ved en kommende regeringsdannelse.
Sker det ikke denne gang, da er det slut for fru Jelved som partileder og hendes drøm om sig selv som statsminister.
En ny generation i Det radikale Venstre vil kræve hendes tilbagetræden.
Derfor skal der lyde en opfordring fra Den Danske Forening til den siddende regering.
Lyt ikke til Poul Schlüter!
Hvis det er muligt, hold da Det Radikale Venstre ude fra - enhver - politisk indflydelse på dansk udlændingepolitik,
fordi
Niels Helveg Petersen, Marianne Jelved, Asger Baunsbak Jensen, Jørgen Estrup, Bjørn Elmquist, Lone Dybkjær, Jens Jørgen Bolvig, Bernhard Baunsgaard, Elisabeth Arnold, Kirsten Lee og deres nye arvtagere i Folketinget har lavet ulykker nok for Danmark.
|