Karen Thisted,  - og  den radikale væmmelse.

Ekstra Bladets kommentator  Karen Thisted, har til min store glæde fået  mange ”tæv” for  sin ondsindede Klumme i Ekstra Bladet  den 5. Januar. Det gælder overalt i dagspressen.

Det er her hun omtaler bladtegner  Kurt Westergaard som en kujon.

Hans tegning af profeten Muhammed  er for længst dømt  åndssvag af Ekstra Bladet det er det, man  bruger som alibi, for ikke at ville genoptrykke den verdenskendte Muhammedtegning. Karen Thisted går videre, og kalder K. Westergaard  opmærksomhedssøgende.

Hendes anklage over, at K. Westergaard  valgte ikke at bringe sit barnebarn  med ind i sit sikringsrum lyder hult og  skingert. Det var en speciel situation, ingen andre kan sætte sig ind i. Med en økse mand i dagligstuen, er der ikke mange sekunder at arbejde med.

Kurt Westergaard havde ingen livvagter i denne situation.

Det har man derimod i Politikens Hus, her er der både Sikkerhedschef, og sikkerhedsvagter!!

Så Karen Thisted, hun kan sidde sikkert og roligt på sin pind og skrive hadefulde artikler mod medmennesker der lever i en truet dagligdag. Det gør hun gerne. For hun hader mennesker, der tør stå op imod den kontante trussel som de islamiske fundamentalister udgør.

Det passer ikke ind i hendes billede, at en kultur-radikal person som Kurt Westergaard, frit vælger at gå op imod totalitære kræfter. Uagtet hvilken etnisk baggrund disse kræfter har.

Derfor er han en kujon, og opmærksomhedssøgende. Det er utroligt, at en mand som chefredaktør Poul Madsen  vil lægge  spalteplads til en så nederdrægtig  tilsvining af landets mest truede person.

I en større artikel i Weekendavisen nr. 15. Januar, skriver cand.scient. pol  Søren K. Villemoes ( medstifter af ytringsfrihedsnetværket  Fri Debat) og cand.mag. i historie Gunnar Adriansen, om  Karen Thisteds bevæggrunde til at nedgøre Kurt Westergaard. Her kan bl.a. læses følgende:

”Thisteds væmmelse  ved Westergaards person betyder, at hun helt kan undlade at forholde sig til størrelser som ytringsfrihed og overfaldets politiske kontekst.

En karikaturtegner er forsøgt brutalt myrdet i sit eget hjem på grund af en religionskritisk tegning, men det er ikke centralt for Thisted. Det centrale er hendes personlige væmmelse ved Kurt Westergaard.

Hermed bliver Thisteds kommentar et udtryk for en ny tilgang til politik, som vi desværre har set mange eksempler på i Europa det sidste årti, og som vi nu ser eksporteret til Danmark.

Tendensen er den radikale væmmelse. Det er en ny position, der indtages af mange mennesker, der på et eller andet tidspunkt er druknet i den igangværende politiske diskussion om borgerrettigheder, multikulturalisme, islam, integration, sekularisme og ikke mindst ytringsfrihed, der, har raset på det europæiske kontinent de sidste ti år.”

Den store artikel i Weekendavisen slutter med et  citat af den tyske filosof  Hannah Arendt, der har beskrevet den radikale  ondskab som ondskab.

Willemoes og Adriansen slutter med følgende:

”Det samme kan siges  om den radikale væmmelse. Det er en væmmelse, der er så radikal, at den heller ikke kan erkendes rationelt. Den skal føles.

Og når først man har fået den ind under huden, ophører ens politiske  modstandere med at være medborgere med andre politiske holdninger. De reduceres til moralsk fordækte forbrydere, der hverken fortjener vores opmærksomhed vores omsorg, eller vores rettigheder.”

Poul Vinther Jensen

Kilde: Weekendavisen Nr. 2 – 15. Januar 2010.

            Artikel af Søren K. Villemoes og Gunnar Adriansen.

            Poul Vinther Jensen.