05.01.2010

Ud med dem!

Forfatter: Ole Hasselbalch

Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard udsat for et attentatforsøg den 1. jan.

Attentatmanden blev ifølge pressens oplysninger familiesammenført hertil for 14 år siden, han har ikke afsluttet sin uddannelse, blev for 4 år siden blevet gift med en somalisk kvinde og har fået to børn. Og så var han i forvejen i PET’s søgelys.

Sagen har skabt krav om, at udvisningsreglerne ændres, således den slags mennesker kan sendes ud, allerede når de kommer i omtalte søgelys.

Pressen inklusive Jyllands-Posten har i den anledning spurgt ”juridiske eksperter” - som den slags anliggender ALTID er Jens Vedsted-Hansen og Eva Smith - om deres mening er herom. Den er – ikke overraskende – at sådant vil kompromittere ”retssikkerhedsprincipperne”.

De to vil altså hellere ofre et par tegnere med deraf følgende fundament for hele den demokratiske samfundsorden - retssikkerheden inklusive?

Enhver stats første pligt er at sikre, at statens borgere kan leve i fred på statens territorium uden risiko for at blive truet. Kommer truslen fra folk fra andre stater, er det statens forpligtelse at fjerne truslen. Det kan ikke komme overraskende for fremmede statsborgere på en stats territorium, at de må regne med at skulle opføre sig sådan, at de ikke kommer i efterretningstjenestens søgelys.

Hvem har i øvrigt skylden for en familiesammenføringsordning, som skaffer os folk som den nu anholdte attentatmand på halsen?

Hvem har skaffet forsørgelse til disse somaliere, så de kunne blive boende her?

Og hvem er egentlig skyld i, at en somalier, der var en potentiel trussel mod danske borgere, ikke er blevet smidt ud af landet?

Vi ved det jo godt, og vi kender også så udmærket de skyldiges manglende evne til at reagere konsekvent i henhold til denne verdens ubehageligheder. For eksempel:

Margrethe Vestager (R) udtaler som reaktion på attentatforsøget, at hun ikke vil have ”sådan noget” i vort land (JP 3/1 10).

Men hvordan vil hun forhindre det, når hun ikke vil have de personer udvist, som kan finde på at lave ”sådan noget”?

Villy Søvndal (SF) siger (JP 3/1 10), at ”det er fuldstændig vanvittigt, at vi har den slags afstumpede mennesker i denne verden, der tror, at de kan intimidere og skræmme sig til det, de vil”.

Men hvordan vil han forhindre dem i det, når han ikke vil have dem sendt derhen, hvor de er ude af stand til at slå en sagesløs dansk tegner ihjel? 

Læs INDSIGT-UDSYN her

BESTIL BØGER HER

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller støt vores arbejde økonomisk.

 

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810