13.12.2009

Tungt ansvar

Forfatter: Jørgen D. Grønbæk

Danmark står ved afgrundens rand og må vælge: Gud eller Allah, Jesus eller Muhammed. Det er præstestandens opgave og pligt at oplyse og vejlede.

Der er ofte talt og skrevet om det faldende antal medlemmer af Folkekirken, og en religionssociolog angiver den 12. september d.å. i JP., at ”De unge ønsker ikke, at én trosretning skal stå over andre.”

     Dette sidste er en alvorlig anklage mod den aktuelle, statslønnede præstestand, der ikke har sørget for, at de unge har fået den oplæring i den kristne tro, som de er døbt til, en frihedens religion frem for alle andre. Det falder også tilbage på den forrige generations præster, der stod bag undervisningen af den generation af politikere, som har ansvaret for, at Islam blev anerkendt som religion i Danmark – Islam, der overalt i Verden er totalitært og kæmper imod Kristendommen, og hvis lære er i strid med vor Grundlov,

     Hver søndag bekender vi i vore kirker under ledelse af vore præster, og det gentages ved hver eneste barnedåb, at ”Vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen” i modsætning til Trosbekendelsen: ”Vi tror på Gud fader, den almægtige, Himlens og Jordens skaber, på Jesus Kristus, vor frelser, og på Helligånden.” Det er den tro, vished og sandhed alle kristne har levet i siden Jesus råbte sit ”Det er fuldbragt!” på korset, og dermed fuldbragte Guds frelsesplan: forsoning for al Verdens synd, så hvert menneske, der ville tro, havde fri adgang til Himmelen.

     Det kunne se ud som om den åndelige kamp mellem Gud og hans modstander, djævelen eller Satan, var i ro i nogle hundrede år efter Jesu sejrsråb. Men for 1400 år siden, i 622, optrådte djævelen på ny og påberåbte sig selv at være gud under navnet Allah, og han fandt en velvillig profet, Muhammed, som fik belejlige og passende åbenbarelser til sine aktuelle behov, menneskelige, såvel som politiske og militære. Han udbredte sin lære under navnet Islam. Under ufattelige grusomheder, overfald af karavaner, terror, voldtægter og massemord, skaffede han sig magt i Arabien og Palæstina. Muhammed døde i 632; men hans efterfølgere fortsatte, hvor han slap, og i 712 overvandt Kaliffen Omar, med 4000 bevæbnede ryttere Ægypten og brændte uvurderlige kulturværdier, bl.a. det berømte og uerstattelige bibliotek i Alexandria. Efterfølgere fortsatte togterne mod Vest i alle Middelhavslande og op i Spanien, hvorfra Islams horder foretog røveriske terrortogter ind i Frankrig. Spanien kæmpede en hårdnakket kamp i 800 år, før det lykkedes at få bugt med dem. På den østlige fløj trængte Islam frem gennem Mellemøstens lande. Tyrkiet gik hurtigt over til Islam og fortsatte grusomhederne, som var det rene folkemord af Armenierne, og de fortsatte mod Nordvest til de stod foran Wien. Det var dengang Luther skrev den kendte salme: Behold os Herre ved dit ord, trods pavens løgn og Tyrkens mord. I vor tid har vi været vidne til svære forfølgelser med mord og afbrænding af kristne hjem og kirker i hundredtal på Balkan og på det af Tyrkiet besatte Nordkypern. Den tyrkiske regeringstalsmand, Husein Ozel, erklærer om ødelæggelserne på Kypern, at det jo ”bare er krigshandlinger”, og at: ”Det er en osmannisk sædvane”. Så må det være mod bedre vidende, når domprovst Gadegaard for nylig i TV udtalte, at Islam er en fredens religion og er velvillig over for ”bogens folk”, dvs. Jøder og Kristne.

     Allah er Guds modstander og hans lære, Islam, er så helt og fuldt en modsætning til Kristendommen.

     Kristendommens grundlære er kærlighed og sandhed, medens Islams lære er had, løgn, terror, vold og mord. Enhver kan ved at læse de to religioners bøger, Bibelen og Koranen, erkende det.

Koranen: Allah forbande den, som siger: Kristus er Guds søn. (Sura 9,30).

Bibelen: Jesus siger: Jeg er opstandelsen og livet. Den som tror på mig skal leve om han end dør. (Johs.11,25).

Koranen: Lad os sende forbandelse over de vantro. (Sura 2,89; 2,159; 2,161; 3,61; 9,30; 11,18).

Bibelen: Velsign og forband ikke. (Rom. 12,14).

Koranen: Muhammed er Allahs sendebud, og de, som følger ham, skal være hårde over for ikke-muslimer, men gode mod hinanden (Sura 48,29) Tag derfor ikke nogen vantro som venner, førend de overgiver sig til Allahs sag; men hvis de vender jer ryggen, så grib dem og dræb dem, hvor I finder dem. (Sura 4,91).

Jesus siger: Elsk Gud af hele dit hjerte, sjæl og sind og din næste som dig selv. (Matt.22,37).

     Det er kun 70 år siden en af Islams topledere, stormuftien af Jerusalem, Haj Amin al-Husseini, vejledte Hitler og hans topfolk i, hvorledes man bedst kunne udrydde Jøderne – med kz-lejre og gaskamre..

     Den bosniske præsident, Izetbegovic´s manifest lød bl.a. sådan:

     ”Der kan ikke blive tale om nogen fred eller sameksistens mellem Islam og ikke-muslimske sociale og politiske institutioner. Den islamiske bevægelse skal og kan tage magten, så snart den er moralsk og antalsmæssigt stærk nok til det, ikke blot for at ødelægge den ikke-islamiske magt, men også for at bygge en ny islamisk magt op i stedet.”

     Det burde være en selvfølge, at enhver præst(sjælehyrde) hver eneste søndag vejleder sin menighed i hvem, der er den sande kærlighedens Gud, skaber og opretholder af alle ting, og hvem der er hans svorne modstander, djævelen, ødelæggeren Allah. Derved ville enhver have forudsætning for at tage stilling: Gud eller Allah, Jesus eller Muhammed. Jeg er en nogenlunde flittig kirkegænger; men aldrig har jeg hørt en eneste præst sige dette; men svigefulde fortsætter de hykleriet med at ”forsage djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”.

     Barnedåben? - Ja, den synes efterhånden blot at være et vel-instrueret skuespil, hvor gudmødre/fædre uden tanke om konsekvenserne svarer JA ved præstens nik eller blink på de rette steder. Formaningen til oplæring i den kristne børnelærdom, ”så de kan blive i Kristus, ligesom de nu ved dåben er indpodet i ham”, hører man tålmodigt på; men bliver den efterfulgt? Aflægger præsten nu og da besøg i hjemmene, så han kan danne sig et indtryk og evt. vejlede om, hvem, der ”er børnevennen stor”, og som ”bærer barnet op til Gud på armen”,  i modsætning til hvem, der blot har brug for børnesoldater til terror? – Besøget kunne måske endog give anledning til sjælesorg.

     Min barndoms præst havde det mål, at der i hans pastorat ikke måtte være et hjem, som han ikke besøgte mindst én gang om året, og opdagede han, at der var sygdom, så aflagde han ekstra besøg. Der savnedes ikke tilhørere i hans kirke, og der hørtes ingen tale om at melde sig ud af kirken.

     Danmark står ved afgrundens rand og må vælge: Gud eller Allah, Jesus eller Muhammed. Det er præstestandens opgave og pligt at oplyse og vejlede.

Seneste INDSIGT-UDSYN

Den seneste udgave af INDSIGT-UDSYN er sendt ud til vores abonnementer og medlemmer. Du kan læse den forrige.
 

Læs Danskeren INDSIGT-UDSYN

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

OPGØRET >>>



Reconquista>>>