Filosof  Kai  Sørlander,  giver i en længere artikel i Weekendavisen nr. 42 – 16. Oktober  et svar på , hvad forskellen er på  sekulære politiske kræfter, og  politisk religiøse kræfter. 

Under overskriften ” Demokratiets selvforsvar ” skriver K. Sørlander bl.a.: 

Demokratiet  kan misbruges af dem, som  vil det til livs. De fundamentale demokratiske friheder -  såsom ytringsfriheden og forsamlingsfriheden  - er nødvendige for, at en opposition til regeringen kan formulere sit program og arbejde for en demokratisk magtovertagelse af regeringsmagten. 

Men de selv samme friheder kan også udnyttes af antidemokratiske  bevægelser. De kan bruges til at agitere for en omstyrtelse af demokratiet og for en anden politisk orden.” 

Det har Europa og Rusland  erfaret i det 20-århundrede under store omkostninger. Hitler, Lenin og Stalin, var just ikke venner eller tilhængere af det repræsentative demokrati, - hvad de i øvrigt  ikke skjulte, - længe før de fik magten. 

Værre er det, når en politisk-religiøs bevægelse som islam, begynder at manifestere sig på et sekulært område som det europæiske. Her påberåber Islam´s tilhængere sig  fuld frihed til at tilegne sig magten i samfundet, endda med hjælp fra andre islamiske lande. Her må grænsen for demokratiets frihed stoppe. 

Om det skriver Kai Sørlander  følgende: 

”Skal vi i dag  pege på en bevægelse, som bruger de demokratiske frihedsrettigheder til at undergrave demokratiet, må det klareste eksempel være islamismen.

Den vil bruge de demokratiske friheder til at fremme en samfundsorden, hvor lovgivningen ikke længere bestemmes gennem en demokratisk procedure, hvor alle er ligeværdige uanset religion, men hvor lovgivningen bestemmes ud fra den islamiske sharia. 

Dette ideal er lige så antidemokratisk som det nazistiske og det kommunistiske. Og der er islamister, som er lige så åbenmundede som Goebbels og Stalin med hensyn til deres mål. 

Derfor kan man umiddelbart slutte, at demokratiet bør forsvare sig imod islamismen efter ganske de samme retningslinjer, som allerede er formuleret i det foregående.  

Derunder kan også argumenteres for, at demokratiet ikke bør godtage, at islamiske teokratier som Iran  og Saudi-Arabien  finansierer stormoskeer, der må forventes at ville arbejde for en islamistisk vækkelse.” 

Ja, her bør det sekulære/kristne Europa  sætte en grænse.

Det samme gælder med burka og tørklæde. Disse to beklædningsstykker er udelukkende en  ” reklame-søjle ” for Islam, og bør derfor være helt ude af det offentlige rum.

Kilde: Weekendavisen nr. 42. 16. Oktober 2009.

            Filosof Kai Sørlander

            Fremhævelse: PVj.