Som svar på et debatindlæg i Berlingske af Mona Aweis svarer Jose M. Ferrer .

Den Danske Forening har i sagens interesse tilladt sig at plukke fra begge; idet vi håber på forfatternes forståelse, og samtidig opfordrer til at begge indlæg læses i deres helhed, hvis det er muligt.

Først et ganske kort referat af Mona Aweis’ indlæg som blev bragt under overskriften:

Må vi være her. Med undertitlen: Fairness.

Mona er født i Danmark af palæstinensiske forældre. Hun føler sig uvelkommen. Det er svært at blive integreret når man hele tiden får at vide, at man er en belastning. Selvom man forsøger at etablere et liv side om side med danske naboer og kollegaer.

Fornuftige og mærkbare løsninger på de reelle problemer kommer der ikke mange af. Ligesom den hårde tone i debatten ikke skubber integrationen af udlændinge frem.

De fleste unge med anden etnisk baggrund tager en uddannelse, og  de bidrager med konstruktiv viden og arbejdskraft.

”Faktisk var henholdsvis 74 og 87 % af de unge indvandrerere og efterkommere, der enten var i arbejde eller uddannelse i 2008”, skriver hun.

Mange arbejdsgivere har fået øjnene op for os med anden hudfarve og at ikke danske navne har ressourcer som de kan trække på.

Politikere må stoppe generalisering og deres benyttelse af hele minoritetsbefolkningen som syndebuk, hver gang en lille gruppe skyder på hinanden eller sætter ild til biler.

Vores land bliver taberen hvis velfungerende borgere rejser.

Men der er nogle blandt indvandrerne, der trænger til at finde sig noget fornuftigere at foretage sig end at skabe uro.

Endelig sluttes med en opfordring til at være mere fair når udlændingene debatteres.

                                                                 ***

Må vi også være her? Spørger Jose M. Ferrer.

Han fortsætter:  Babelstårnet kunne ikke bygges færdigt, fordi man talte forskellige sprog.

Desuden bliver danskerne stødt når kvinder kaldes luder og mændene pjok, fordi de hjælper derhjemme, og fordi de ikke smadrer ansigtet på folk, der opfører sig dårligt, og at Danmark er et lorteland, selvom I bliver kede af det, når I bliver udvist.

Herefter spørger forfatteren:

Hvorfor er det kun os der skal gøre noget for integrationen uden, at I gør noget til gengæld?

Der sker ikke noget i den retning i moskeerne.

De lærde, imamerne taler hverken dansk eller ved noget om dansk tankegang, ide –og religionshistorie.

Hvordan skal man så kunne vejlede folk i det fremmede, spørger han?

I stedet for at lære af vore dyrekøbte erfaringer, holder I fast på det I er flyttet fra.

Også selvom mennesker og deres ideer er blevet ofret igennem tiden.

Skønt de viste sig at være rigtige.

I skal være hjerteligt velkomne her, hvis I vil deltage i samarbejdet, slutter indlægget.

Reds bemærkninger:

For at begå sig, for at blive betragtet som og behandlet som et voksent menneske er det en forudsætning at man kan tale rent.

Samtidig forventes det, at man opfører sig i overenstemmelse med god tone.

Ligesom det forventes, at kendsgerninger anerkendes og tages i betragtning både i tale gerning.

Er det virkelig så vanskeligt at forstå?

Konklusion er den, at de af fremmed herkomst, som demonstrerer lyst, vilje og evne til at være her, naturligvis skal være velkommen.

Sådan har det altid været.

Hvorimod de der med deres adfærd mere end antyder, at der ingen grund er til at tro, at nogen af parterne nogensinde får glæde af deres ophold  her, de må som naturlig konsekvens heraf forlade landet.

Dato: Den 14. Oktober 2009.

Kilder :

Berlingske Tidende. Den 11. Oktober 2009. Mona Aweis. Statskundskabstuderende, Socialistisk Folkeparti.

Berlingske Tidende. Den 13. Oktober 2009. Jose M. Ferrer, oversætter.