Hvis ikke mig – hvem så ?

Det handler ikke om at reformere islam men om at reformere indersiden af hovederne – den kulturbestemte mentalitet – hos de muslimer, der har valgt at tage ophold i Danmark: Det skal bankes ind i deres hoveder, at de er nødt til at begrænse og henlægge deres religiøse liv til privaten bag hjemmets fire vægge og opføre sig nøjagtigt ligesom de danskere, de lever iblandt. Faktisk, i religiøse sager, at gebærde sig nøjagtigt som kristne danskere og flertallet af herboende jøder eller buddhister, der ikke slår anderledes tænkende i hovedet med deres religion endsige skiltermed den..

Hvis ikke muslimer får tvunget sig selv til at gøre det, virker de irriterende og frastødende på danskere og trækker store veksler på almindelig dansk velvilje ved stædigt at demonstere og fremhæve deres islamiske verdensanskuelse. De opnår derved kun at begrænse deres egne muligheder for at tjene penge og gøre karriere. Og derved påkalder de sig som eneste resultat den ”diskrimination”, de ideligt hyler op om. De bør gribe i egen barm og indse, at de ”usynlige barrierer”, de møder, er selvforskyldte i kraft af deres optræden i stedet for at give andre skylden for deres manglende succes.

Det var budskabet fra Cherif El-Ayouty – 64 år, civilingeniør, født, opvokset og uddannet i Egypten samt bosat i Danmark, hvor han med økonomisk succes har arbejdet flittigt og loyalt på lige fod med danskerne siden 1969. Han erklærede sin uforbeholdne kærlighed til Danmark og glædede sig over at kunne præsentere sine synspunkter som hovedtaler på et medlemsmøde søndag den 11/10 i Den Danske Forening.

”Hvis ikke jeg gør noget, hvem skal så gøre det?” – sagde Cherif. Hans reformideer er beskrevet i hans nyudkomne bog, ”Nutidens Muslim”, og hans vil give sit projekt et års tids chance. Virker det ikke, er der kun ”plan B”-tilbage: At kæmpe for forsvaret af danske værdier i Danmark i danskernes rækker. Hvis nogen – gæt hvem – vil skyde efter ham på gaden, ville det på ingen måde forbavse Cherif.

Cherif El-Ayouty talte med energi, godt humør, stor åbenhed og lydhørhed over for mange kritiske spørgsmål og indimellem ret bidske bemærkninger fra den fremmødte DDF-forsamling. Salen var lige så interesseret, som den var skeptisk. Mange, om ikke alle, deltagere i mødedebatten ønskede Cherif alt muligt held og lykke med sit forehavende men lod også forstå, at de ville håbe, at Cherif havde ret. Men også, at der skulle en del til at få dem til at tro på det.

Keld Rasmussen