Præsten Ulrik Vogel er flyttet fra sin embedsbolig i Tingbjerg i København.

Det sker på baggrund af chikane, hærværk, trusler og indbrud.

Til tv2 Lorry udtrykker Søren Krarup telefonisk, at det er ukendt, at man jager en præst ud af sognet.

Han stiller i den forbindelse spørgsmålet om ikke man må konstatere, at vi allerede befinder os i en religionskrig i København?

Hverken præst eller menighedsrådsmedlemmer stiller op til interview i tv 2 Lorry.

Sidstnævnte angiveligt af frygt for repressalier fra banderne i området.

Nu er præsten ude for rækkevidde.

Herefter kommer turen vel til menighedsrådsmedlemmerne. Og formodenlig siden til andre kristne.

Journalisten som står for indslaget hævder:

Hos Socialdemokraterne mener man, at dialog er løsningen, så krisen ikke strammer til.

Herefter følger et indslag fra Rigsdagsgården, hvor socialdemokraten Sophie Hæstorp Andersen siger:

”Folkekirken skal være lige så velkommen i sådan et boligområde som moskeerne er i vores andres boligområder.

Og derfor er det meget vigtigt, at vi kan få et gensidigt religiøst møde således, at vi får løst de her problemer og får sat ro på.

Der er ingen der skal tvinges ud af bydele med baggrund i deres religiøse overbevisning”.

På den ene side spørger Søren Krarup om ikke her er tale religionskrig?

Ganske typisk for socialdemokratiske politikere, mikrofonholdere o.l. er man af en eller grund fuldstændig ligeglade med kendsgerningerne, på den anden side.

Man søger at tale problemerne væk. Vender ryggen til kendsgerningerne.

Det er den udvikling vi har set foregå i vor tid.

Udøvende demokrater, dvs. politikere og demokratiets vagthunde er ude af stand til at se kendsgerningerne i øjnene. Man må spørge, hvad skulle dialog dog hjælpe på bandernes adfærd?

Er ikke både dette og alverdens andre omkostningsfulde tiltag allerede forsøgt?

I dyre domme i årevis.

Hvad har de hjulpet?

Hvilke resultater kan man pege på som giver det god mening at tro at dialog er vejen frem?

Hvem har Sophie Hæstorp Andersen tænkt sig at holde religiøse møder med?

Hvad skal det i så fald hjælpe?

Hvor og hvordan?

Vil hun eller hendes parti –eller meningsfæller garantere ro på i tilstrækkelig grad til at præsten vender tilbage med fornyet gå på mod efter sin lille afstikker?

I øvrigt taler den socialdemokratiske politiker om ”vi på den ene side, og de på den anden” nemlig: vores andres boligområder.

Hvilket vil sige, at hun anerkender, at man reelt ikke kan tale om: Integration.

Men om to vidt forskellige befolkningsgrupper med hvert sit religiøse og kulturelle udgangspunkt.

For ikke at tale om journalistens påstand om, at krisen ikke skal stramme til.

For hvis ikke chikane, indbrud, hærværk og trusler er rigeligt udtryk for at krisen allerede er strammet til, og at præsten som følge heraf er fraflyttet sin embedsbolig, hvad er dette i så fald udtryk for?

Sikke en gang pladder.

Han forsøger at tale den virkelighed væk, han lige har beskrevet.
Hvad er det for en slags journalistik?

Hvad kaldes den på Journalisthøjskolen?

Kan og vil man som ansvarshavende redaktør stå inde for den slags?

Her er ikke tale om journalistik.

Hvad har det med nyhedsformidling at gøre?

Gad i øvrigt vide, hvad Tøger siger til det?

Vor ven på Politiken.

Ytringsfrihedens store fortaler.

Mon præsten og menighedsrådsmedlemmerne i Tingbjerg er omfattet af denne?

Og mon forargelsen har lagt sig på det store demokratiske dagblad efter nyheden om præstens fremprovokerede flytning fra Tingbjerg også har nået Rådhuspladsen?

Ligesom det er spørgsmålet om hvornår vi skal forvente Kirkeasyl og deres tilhængeres demonstration til fordel for præsten og menighedsrådet finder sted?

Hvad mener Tøger og meningsfæller mon om den igangværende religiøse udrensning i Tingbjerg?

Politikens reaktion er imødest med sjælden forventningsfuld spænding.

Kilde: tv2 Lorry Den 8. Okrober 2009.

Dato: Den 10 oktober 2009.