11.10.2009
Bedømmelse af Awad Joumáa film.
Forfatter: Poul Vinther Jensen
Set med Kristeligt Dagblads øjne er filmen uhyggeligt snæversynet
I dag den 10. Oktober skriver Kristeligt Dagblads mellemøst- korrespondent Allan Sørensen
under overskriften ” En side af Danmark ” om den netop viste TV-dokumentar , ”Konfrontation i København ” på den arabiske satellit-kanal Al-Jazeera. Bl.a. følgende:
” Filmen lader sig desværre rive med af sin egen dagsorden.
Nemlig at udstille Danmark med grove generaliseringer, der passer som hånd i handske hos den jævne seer i Mellemøsten, der i forvejen har fået idylopfattelsen af Danmark forskruet i kølvandet af Muhammed-krisen.
Der er alt for mange ukritiske spørgsmål i filmen og en udbredt tendens til at udvælge enkeltpersoner, mange af dem anonyme og hætteklædte , til at udtale sig om regering, politi, retssystem, velfærd og andet.
Ikke nogen overraskelse, at konklusionen lyder, at politiet kun går efter unge med anden etnisk baggrund, og at Danmark er et apartheidsystem, der vender sine medborgere ryggen. Forudsat at de er muslimer.
Filmens virkning i Mellemøsten er en forstærkning af det stereotypiske billede, mange muslimer har fået af Danmark. En mere vellykket dokumentar ville have holdt sig for god til at konkludere, at politiet sympatiserer med rockerne, og at de hætteklædte vrede unge mænd repræsenterer det muslimske mindretal i Danmark.
Der findes beklageligvis mange racistiske gråzoner mellem Hells Angels og banderne på Nørrebro i Danmark. Det er dem, der er interessante, men desværre også dem, filmen koncentrerer sig mindst om.
Derfor er al-Jazeeras dokumentarfilm om racisme i Danmark mere en tendentiøs opremsning af enkeltpersoner, end det er en sober og saglig analyse af, hvad der er sket i Danmark i de seneste 10-15 år.
Den dokumentarfilm venter vi stadig på efter torsdag aftens udsendelse på al-Jazeera i bedste sendetid.”
Kilde: Kristeligt Dagblad, den 10 oktober 2009. Allan Sørensen.
Fremhævelse:PVJ.
|