En Sømand går i Land.

Stå aldrig til Søs.

Lad de andre stå.

Sejl eventuelt lidt frem og tilbage på bølgen blå.

Tag turen imellem Københavns Havn og Mellemfortet.

Tøf, tøf.

Ikke som chef.

Som Næstkommanderende.

Således glimrer han ved sin tilstedeværelse.

Indtil sandheden også går op for ham.

Hvorpå en ung Søofficer omsider går i land.

Herfra kan han gøre karriere.

På bedste burekratiske vis læse sig til stoffet.

Imens han gør sig gode venner med drukkenboltene.

Og på den baggrund manøvrerer sig frem.

For det er det der er selve ambitionen.

Hverken at være god, dygtig eller fremragende.

Men at komme frem.

At vise sig.

At være noget.

At være Ham med de overdimensionerede forgyldte skulderblade og sovsekanden.

Når først man har lært sig, at vejen frem består i at gøre sig tilstrækkelig upopulær til, at man er uønsket, går det faktisk af sig selv.

Denne uønskethed akkummuleres, hvorefter man glider op igennem systemet.

Det går som smurt.

Et system, der er skræddersyet til og derfor værdsætter ambitioner af denne karat.

Endelig sidder han som en knast et sted, nogen så gerne vil af med.

Muligvis endda som en der har forsøgt at være en pæn mand.

Men spørgsmålet er aktuelt:

Vidste han det i grunden?

Var han egentlig klar over, hvad der var sket?

Lækagerne.

Var han ganske intetanende herom?

Kendte han ikke sin højrehånd godt nok til at vide, når denne ikke talte sandt?

Og kunne man tilføje:

Er han og hans chef gode venner med Villy?

Er det derfor reelt med Villys gode vilje, at han oprindelig fik sit resort?

Skete dette på baggrund af Villys og forsvarsministererens gode forhold?

Villy stoler på forsvarsministeren, og holder måske af samme årsag hånden over ham?

Hvilket rejser spørgsmålet:

Hvorfor stoler en folkesocialist tilstrækkeligt på en borgerlig minister til at holde hånden over ham?

Har dansk politik, embedsværk og bureaukrati udviklet en ny race?

En ikke for mandig, ikke for kyndig og ikke for kompetent race inden for sit resort.

Derimod ypperlig i papirarbejde, en god bureaukrat.

En mand med selvtillid:

Bortforklaringens mester.

Han tror oven i købet på, hvad han selv siger;  imens han forklarer hvordan, hvorledes og hvorfor det ikke forholder sig.

Dette i vor dage så interessante og højtelskede fænomen:

Alt det, som det ikke er.

Og alt det, som det ikke drejer sig om.

Hyldes disse principper af middelmådige nikkedukker, som har meget høje tanker om sig selv og egen velerværighed og derfor elsker at spejle sig, samtidig med, at de både anerkender og medvirker til og derfor har medansvar for akkumulationen af udviklingen af disse håbløst værdiløse principper?

Man holder for en sikkerheds skyld kæft, så man ikke risikerer at falde i vandet.

Torsdag den 8. Oktober 2009.