Folk gør meget for egen vindings skyld fremgår det af den seneste tids hændelser.

På baggrund af, at al kritik af såvel hæren som politiet på forhånd afvises som et udtryk for illoyalitet og dermed destruktivitet og derfor noget man hverken ønsker at drøfte eller tage stilling til, er det ikke mindst på baggrund af den seneste tids hændelser i forsvarsregi spørgsmålet om det betimelige i, når såvel det politske system som embedsværket benytter sig af notoriske løgnhalses ydelser, og oven i købet betaler disse vel.

Underforstået og akkompagneret af anerkendende skulderklap og forsikrende smil:

Du er en af vore.

Her er imidlertid tale om folk blottet for moral og ære.

Folk for hvem sagen i sig selv kommer i anden række.

Og de selv og egen forfængelighed altid i første.

For deres tilværelse drejer sig i grunden om gods og guld.

Og om sikkerhed og prestige som følge heraf.

De evner end ikke at se egen lidenhed.

Dette er begyndelsen.

Toppen af isbjerget.

Folk og fæ er blevet uddannet.

Underklassen er blevet økonomisk middelklasse.

Og deres afkom  er rykket op i overklassen.

Begge uden at medbringe anden kultur end den rædsomme nemlig;  til hver en tid først og fremmest at sætte sig selv i højsædet.

Gerne på andres bekostning:

For man kan altid bare lyve lidt; det gør ikke noget, så længe det ikke bliver opdaget.

Bortforklaringer, undskyldninger og undtagelser hænger i vore dage på træerne.

Hvorfor vi også dybest set nationalt synes på vej til at være blottet for begreber som ære og respekt, lov og orden samt tro, håb og kærlighed.

Begreber som navlestrengen burde hænge fast i.

I stedet sejler vi i stigende grad målløst rundt på troløs –og håbløshedens grænseløse hav.

I panelvarmernes  paradis, hvor såkaldt pænhed og moral afløser frisk og naturlig frimodighed.

Hvor spørgsmålet om, hvor pæne borgerne er , og hvor pænt de opfører sig er væsentligere end det reelle spørgsmål nemlig om, hvad de indeholder og dermed hvad den enkelte kan bruges til og ikke mindst, hvad den enkelte kan bruge sig selv og sin tilværelse til.

Der, hvor en eller anden uudtalt og selvopfunden moral og etik har afløst respekten for det enkelte menneske.

Et mareridt er begyndt.

Sat i gang af såkaldt medfølelse.

Såkaldt; fordi den ikke tager realiteterne i ed nemlig:  Den enkeltes forudsætninger.

Ofte startet af kvinder, der under opvisning af stor og følsom livmoderlighed intet udretter men i stedet bare løber i ring.

Hvorved den enkeltes ansvar og skyld også løftes af den enkeltes skuldre.

Men i samme øjeblik tømmes den enkeltes tilværelse for indhold og mening.

For de gode feer ser det sørme som deres personlige opgave at sørge for staklerne.

Som sagt:

Både på kapacitetens, på sagens og ikke mindst på andres bekostning.

Vel at mærke!

En kendsgerning det ædle formål synes at skygge for, hvorfor det ansvar og den skyld som Kristus har givet os friheden til og pligten til selv at løfte, og forvalte er taget fra den enkelte af andre mennesker i den håbløse tro, at det er en lise.

Hvilket det ikke er.

For i stedet for raske kvinder og mænd, selvbevidste og ansvarsfulde, stærke og ihærdige ses i stedet kvinder og mænd blottet for ansvar og selvrespekt rede til til hver en tid at dække sig under kollektivets brede umoralske vinger.

Skruppeløs –og uduelighed til fordel for ansvar og skyld.

Et meget dårligt bytte.

Ikke sandt?

Søndag den 4. Oktober 2009.