For snart mange år siden, var jeg med til et politisk møde I Rosenholm Slotspark, sammen med en kammerat, hvis Far var konservativ . Vi var begge to kun 14. år.

Taleren, var den tidligere indenrigsminister og modstandsmand  Poul Sørensen. 

Men jeg husker dette møde ganske godt.

Poul Sørensen, var en ægte konservativ politiker. Det var Gud, Konge, og Fædreland. Dertil en dyb  forståelse af, at det at betragte sig som national,  -var forbundet med en social ansvarlighed over de svageste i samfundet.  Og samtidig at være fortaler for et Forsvar, der blev taget alvorligt af vore allierede i NATO-alliancen.

Ja, Poul Sørensen var det man kunne kalde en hædersmand. 

Da jeg  sad  og så TV fra Det Konservative Folkepartis  Landsråd, gik mine tanker tilbage til mødet i Rosenholm Slotspark.

I dag, er det Integration. Det Multi-kulturelle, Burka-debat, og bekæmpelse af Bandekriminalitet, der fylder sindene ved Landsrådet.

Man må stille det spørgsmål,.

 Ved Det Konservative Folkepartis  medlemmer i grunden, hvad det vil sige at være konservativ.  Ved man, eller har man gjort sig nogle tanker om, hvor Danmark er på vej hen? 

Det spørgsmål, stiller Hans - Herman Hoppe i en klumme i 180Grader den 6. September. 2009. 

H.-H. Hoppe skriver her følgende:

”Den moderne konservatisme i både USA og Europa er forvirret og forvredet.

Under indflydelse af det repræsentative demokrati, og gennem den – siden Første Verdenskrig  - fortsatte omdannelsen af USA og Europa til massedemokratier, er konservatismen blevet omdannet fra en anti-egalitær, aristokratisk, anti-statslig  ideologisk kraft til en bevægelse af kulturelle etatister – blot en borgerlig fløj indenfor socialismen og socialdemokratismen. 

De fleste selvudnævnte konservative  er  - med rette – bekymrede over familiens forfald, skilsmisser, uægte børn, autoriternes underminering, multikulturalismen, de alternative livsformer, den sociale sammenhængskraft samt udviklingerne indenfor seksualiteten og kriminaliteten.

Alle disse fænomener repræsenterer anormaliteter og er skandaløse afvigelser fra den naturlige orden. En konservativ må derfor vitterligt stille sig  imod disse tendenser, og forsøge at genskabe normaliteten. 

De fleste nutidige konservative ( i hvert fald det konservative establishments ordførere) erkender enten ikke, at deres mål ( som må være at genskabe normaliteten) kræver drastiske , ja endda revolutionære, anti-statslige sociale forandringer, eller også ( hvis de da selv er klar over det)  udgør de en ”5.kolonne”, som ødelægger Konservatismen indefra, og disse må derfor anses som ondartede. 

At dette er tilfældet for de såkaldte neokonservative  kræver her ingen yderligere uddybning. Hvad deres ledelseskræfter angår, kan man i sandhed få den mistanke, at de fleste af disse tilhører den ondartede kategori.

Således har disse ikke en oprigtig bekymring for kulturens tilstand, men de spiller kulturkonservatismens kort for ikke at tabe magten og for at kunne opnå deres egentlige mål om verdensomspændende socialdemokratisme. ”

Det er en skarp og begavet  analyse, Hans-Hermann Hoppe her beskriver af Det Konservative Folkeparti.  Det er et tab for dansk parlamentarisme, at der ikke længere er en nationalt-konservativ  stemme i på Christiansborg.

Man må håbe, at der stadig er nationale” konservative” kræfter ude i landet, der vil tage et opgør, med de holdningsløse kræfter, der forvalter Det Konservative Folkeparti i dag.

Kilde: Klumme i 180GRADER den 6. September 2009. Af Hans-Hermann Hoppe.

            Fremhævelse:PVJ.