I alle de år jeg har deltaget i tværpolitisk arbejde, har jeg brugt en del tid på at læse aviser. 

For mit vedkommende, har lederartiklerne  altid haft min interesse. Her er de afgørende sager i dansk indenrigs og udenrigspolitik, blevet vendt og kommenteret. 

Kvaliteten, er gennemgående høj.

Nogle rager mere op end andre. En af de skarpeste og  hæderligste lederskribenter i Danmark i nyere tid, er ubetinget chefredaktør Anne Knudsen fra  Weekendavisen.

Hendes format og hæderlighed,  kan man i den seneste udgave af Weekendavisen  læse sig til i lederen ”En tåbe, ti klodsmajorer – og en  pumpkinification”

Her kan læses følgende: 

”Når dette ikke er en let hovedrystende leder om Forsvarets ubehændighed, skyldes det, at Politikens chefredaktør i onsdags publicerede jægersoldaten Thomas Rathsacks bog. Dette på trods af, at Forsvarschefen var gået så vidt som til at ydmyge sig overfor alle landets chefredaktører for at bede os af hensyn til danske soldaters liv og helbred at forsøge at begrænse udbredelsen af værket.

Og på trods af at selv en oppositionspolitiker som SF`S Holger K. Nielsen offentligt gav udtryk for, at man måtte tage det alvorligt, når Forsvaret så indstændigt bad for soldaternes liv.

Men intet lå Politikens chefredaktør fjernere. 

Man taler mod bedre vidende, hvis man påstår, at Forsvaret i dag prøver at forhindre udbredelsen af skildringer af operationer i felten. Det er ikke tilfældet, heller ikke, når skildringerne er uhyre detaljerige som for eksempel Kim Hundevadt: I morgen angriber vi igen om den store offensiv i Helmand i 2007-08.

Og heller ikke, når de er kritiske ; kaptajn Lars Ulslev Johannesens De danske tigre fortæller detaljeret om alle de fejl og tåbelige beslutninger, som førte til de grufulde begivenheder i Musa Qala i 2006, hvor danske soldater modstod en måneds-lang belejring i et bygningskompleks, der i realiteten umuligt kunne forsvares. Og om, hvordan  man havde det største besvær med at overbevise andre enheder om, at hårdt sårede skulle evakueres. 

Det er hverken smigrende for Forsvaret eller vore allierede, men ingen forsøgte at standse bogen. Jægersoldatens bog er overhovedet ikke kritisk, den er næsegrus begejstret .

På den baggrund er der grund til at tage det alvorligt, når Forsvaret beder om at få den trukket tilbage. Selv om vi civilister ikke kan se, hvad skade den kan gøre. 

Ubekymret af overvejelser om de eventuelle grænser for egen viden har Politikens chefredaktør imidlertid ment sig i stand til at fastslå, at der ”intet nyt” er i Rathsacks bog.

Den opfattelse bygger naturligvis på ren, blå luft, efter som redaktører her i landet typisk har følt sig meget for fine til at aftjene værnepligt for slet ikke at tale om at risikere livet andre steder end ved middagsbordet. 

Når Politiken ydermere kan fastslå, at Taleban naturligvis allerede kender ”detaljerne i  Jægerkorpset operationsmåde, bringer det først og fremmest tankerne hen på et velkendt fænomen fra efterretningsarbejde. Enhver forhørsleder kan berette, at man får de mest omfattende og nyttige oplysninger ud af folk, der tror man allerede ved det hele. Hvis Taleban faktisk kendte Jægerkorpsets taktik i detaljer, havde vi allerede haft døde jægersoldater at begrave.

Tager man udgangspunkt her, er det forunderligt, at den tidligere jægersoldat ikke er klar over, hvorfor specialstyrkerne har tavshedspligt om deres operationer.

Han burde have vidst, at han bragte kammeraters liv i fare ved i detaljer at fortælle om, hvordan man for eksempel sikrer en af de observationsposter bag fjendens linjer, som Jægerkorpset er berømt for i hele NATO.  

Og hvis han ikke selv kunne huske, hvad fjenden har brug for at vide, så ville det have  været uhyre nyttigt, hvis hans forlægger havde spurgt, om det nu var trygt at fortælle alverden disse detaljer, og søgt professionel vejledning.

Og det havde været storartet, hvis der havde været nogen i Forsvaret som kunne rådgive sagligt, før værket blev sendt til trykning. 

Ansvaret for at have gjort bogen til en bestseller ligger imidlertid hverken hos forfatteren, forlæggeren eller Forsvaret, som ganske rigtigt ikke havde videre held med i al stilfærdighed at få bogens udbredelse begrænset.

Det ansvar ligger hos Politikens ansvarshavende redaktør, som har tyvstjålet manuskriptet, kastet det i grams for offentligheden  og dermed med åbne øjne taget ansvaret for en øget risiko for død og lemlæstelse blandt danske soldater. 

For det er jo den eksplicitte grund til, at Forsvaret bad os om at holde bogen for os selv: livsfaren. Chefredaktørens foragt for sagkundskaben kan naturligvis til dels forklares med den bekendte pumpkinification ( apokolocyntosis, ”græskar -gørelse”; det var, hvad Seneca omkring år 50 skrev om kejser  Cladius`ophøjelse til gud i levende live).

Men det må desværre også forklares med, at det ikke er i chefredaktørens kredse, danske soldater rekrutteres. Det er ikke hans børn, det drejer sig om.

Andres sønner og døtre sætter livet på spil derude. Andre sønner kommer hjem uden ben eller arme. Andres sønner dør derude. Sønner og døtre af de snotdumme danskere, der for manges vedkommende stemmer forkert og som ikke går ind for Kirkeasyl og andre af  Politikens lovovertrædende mærkesager.. Netop de folk, avisen evindeligt forsøger at opdrage på. 

Død og lemlæstelse er reelle, virkelige fænomener, som militæret uddanner sig til at prøve at undgå, men som danske soldater i krig har konkrete erfaringer med.

Det allermindste, de kunne forlange til gengæld er dog, at vi herhjemme ikke gør missionen endnu farligere, end den i forvejen er. Det har  Politiken gjort. Selv, hvis den alvidende chefredaktør skulle møde op for at sige undskyld ved kisterne og bårerne, vil det stadig være en hån. ”

Kilde: Weekendavisen. Nr. 38 – 18. September  2009.

            Lederartikel af  ansvarshavende Chefredaktør  Anne Knudsen.

            Fremhævelse:PVJ.