Københavns Kommune i en nøddeskal: 300 integrationsmedarbejdere, socialarbejdere, embedsmænd og muslimske talsmænd blev i 2008 enige om, at indvandrere ikke har ansvar for den mislykkede integration, og at hvis nogen skal ændre adfærd, så er det os danskerne.

Min egen rapport fra konferencen

Som integrationsborgmester for Københavns Kommune har Jacob Hougaard selvsagt et svært job. 64 procent af alle unge med arabisk baggrund kan ikke læse og skrive efter at have afsluttet den danske folkeskole, omkring to tredjedele af kriminaliteten i København begås af indvandrere, og en stor del af byen er ved at forvandle sig til reelle muslimske ghettoer, hvor hverken politi, brandvæsen eller almindelige borgere kan færdes trygt.

I uge 7 2008 blev København hærget af hundreder af brande påsat af vrede muslimer, som havde fået nok af Muhammed-tegninger og visitationszoner. Dermed var det første muslimske oprør mod vores ytringsfrihed og retssystem en realitet. Kort efter, d. 27. februar, afholdt Københavns Kommune sin første store integrationskonference på selveste rådhuset.

300 deltagere var dukket op: gadeplansmedarbejdere, pædagoger, socialrådgivere, psykologer, imamer og talsmænd for diverse muslimske foreninger. Et bud er, at omkring 50 af de fremmødte havde muslimsk baggrund. Sangeren Isam B fra indvandrer-bandet Outlandish åbnede ballet med et par sange. Man kan selvfølgelig undre sig over, at en integrationskonference åbnes af en mand, som offentligt udtaler, at han nægter at stå på en scene, hvis der også er kvinder med bare arme med i showet. Ikke særligt integrationsagtigt. Men skidt med det - Isam B synger godt, og piger med både lange og korte ærmer vippede foden i takt til “I Danmark er jeg født”.

Bortset fra, at Jacob Hougaard mangler lidt kant og derfor ikke syner meget i integrationsdebatten, så virker han som en fin og ordentlig mand. Han har oven i købet hår nok på brystet til at forlange de private muslimske skoler nedlagt, selvom det formentligt koster både ham og partiet stemmer.

Det første chok kom dog, da det blev klart, at man kan samle 300 københavnere til en snak om, hvordan det går med integration og kriminalitet i vores by, uden at nogen nævner, at indvandrere lige har hærget vores by med hundredevis af påsatte brande og stenkast mod det tililende politi og brandvæsen. Ikke én eneste nævnte det! Enten var folk for politisk korrekte til at turde nævne det, eller også er indvandreroptøjer allerede blevet så almindelige, at ingen mener, at det er relevant at tale om det mere. Øv for et debatklima.

Den næste chok kom, da det viste sig, at alle som én - både danskerne og indvandrerne - var rørende enige om, at det er danskerne, som ikke gør nok for at integrere de fremmede i København. Ingen spurgte de mange tilstedeværende imamer, talsmænd for etniske foreninger og helt almindelige muslimer om, hvad indvandrerne selv kan gøre for at løse problemerne. Heller ikke de tilstedeværende indvandrere kom på noget tidspunkt på den idé, at indvandrerne selv har et ansvar i hele integrationsproblematikken. Dobbelt øv.

Det tredje chok kom ind af brevsprækken d. 9. maj i form af et “Opsamling og idékatalog” fra integrationskonferencen. 118 af de “bedste ideer” fra konferencen samlet i et flot katalog med billeder, grafik og en tak-for-sidst fra integrationsborgmester Jacob Hougaard. Ud af de 118 forslag er der 0 (nul) forslag om, hvad indvandrerne selv kan gøre. Derimod er der masser af krav til politiet og PET, kommunen, danskerne, medierne, politikerne og velfærdssystemet.

Konferencen blev på den måde til endnu et skridt i en retning, hvor de mennesker, som skaber problemerne, ikke stilles til ansvar, og de, som problemerne går ud over, skal sige undskyld og betale festen. Dette forstærker desværre indvandrernes offeridentitet. Både danskerne og Danmark kom ud af Københavns Rådhus’ høje døre med favnen fuld af krav. Det er ikke integrationsborgmesterens skyld. Men det siger noget om debatklimaet i Københavns Kommune og om holdningen hos de mange ansatte, som får løn af det offentlige for at løse vores problemer med integrationen.

Tankevækkende og alle tre gange øv.

Efterspil

På konferencen opfordrede jeg til, at man tog de kriminelle indvandreres kulturelle baggrund med i overvejelserne, når man skal tilrettelægge en effektiv social indsats. Socialborgmester Mikkel Warming bad mig finde et andet arbejde, hvis jeg ville fastholde min holdning. Kort tid efter fik min forstander Jens Asger Hansen grønt lys til at give mig et gyldent håndtryk på 150.000 kr. for at finde et andet job. Det gjorde jeg så - og skrev en bog i mellemtiden.