Endnu en overspringshandling

Naser Khader (K) forslår, at de muslimske hovedbeklædninger til kvinder, der dækker hele ansigtet, forbydes i det offentlige rum. DF og S bakker op om forslaget, mens V er imod.

Ser man helt neutralt og isoleret på forslaget, er det jo egentlig problematisk. Det strider mod vore frihedsprincipper, at myndighederne overhovedet blander sig i nogens valg af påklædning, så længe de ikke render nøgne rundt alle steder.

Omvendt adskiller disse beklædningsgenstande sig fra andet tøj, derved, at de har karakter af en uniformering, der ikke blot sender et signal om bærerens selvforståelse:

Det virkelige budskab er en implicit ringeagtsytring, overfor de omgivelser, der ikke bærer samme beklædning. Det strider mod vort mest fundamentale lighedsprincip, fordi det ikke blot signalerer en meningsforskel, men også påstanden om at meningsforskellen sætter en forskel på værdien af de mennesker, der mener h.h.v det ene og det andet.

Men det gælder ikke jo kun for hijab og niqab. Princippet er nøjagtig det samme m.h.t de meget mere udbredte tildækningsformer, hvor ansigtet kan ses.

Hijab og niqab er så ekstreme, at der kan argumenteres mod dem ud fra rent praktiske årsager. Og det er derfor man kun tør fokusere på disse. Khader vil nok næppe turde angribe de mere bløde tildækningsformer. Om ikke for andet, så fordi hans egen mor bærer dem. Men signalet er og bliver det samme. Og derfor er dilemmaet også grundlæggende det samme:

Et forbud strider mod friheden. At de bæres er en hån mod ligheden.

Misæren ligger i, at man overså noget, dengang man åbnede for en masseindvandring af muslimer til Vesten:

Det gamle slogan "Frihed, lighed og broderskab", er ikke universelt. Illusionen byggede på, at man troede, at blot man proklamerede frihed og lighed, så ville broderskabet indfinde sig. Men det forholder sig omvendt:

For at friheden og ligheden kan være i samme hus, fordrer det, at broderskabet er til stede. Broderskabet er et andet ord for en fælles sædelighed; en fælles grundopfattelse, af hvad der op og ned, ret og vrang, og - vigtigst af alt - hvad det vil sige at være et menneske.

Måden, hvorpå man beskytter friheden og ligheden, er derfor at beskytte broderskabet.

Og broderskabet kan ikke designes. Det er en organisk fremvokset forudsætning, og den forudsætning bevares bag grænser.

Det har man i humanismens og idealismens navne ladet hånt om. Derfor står vi i en situation, hvor der reelt kun er tre valgmuligheder:

1) At fortsætte, som om intet var hændt, og overlade vore efterkommere til trældom eller borgerkrig.

2) At forsøge at lappe på problemerne, hvilket dels kun er en udsættelse af ulykkerne, og dels samtidig indeholder risikoen for en meget betænkelig udhuling af friheden nu og her.

3) At gøre grundlæggende op med illusionen, repatriere broderparten af de muslimer, der befinder sig i Vesten, og vende tilbage til en traditionel og restriktiv grænse- og migrationspolitik.

Det etablerede politiske system sidder i saksen. For ser man problemerne i øjnene, vil det betyde et sammenbrud af dets repræsentanters selvopfattelse på afgørende punkter.

For det første vil det nemlig betyde, at man skal indrømme, at man tog fuldkommen fejl, og at mange af de stemmer, som man hånligt har afvist og defameret, i virkeligheden har ret og har haft det hele vejen.

For det andet vil det betyde, at man må påtage sig det fulde ansvar for de ulykkelige personlige skæbner blandt de herboende muslimer, som uværligt vil komme i kølvandet på de nødvendige tiltag.

Forslaget er derfor, selvom det umiddelbart lyder som handlekraftigt, blot endnu overspringshandling.