Sct. Hans  ligger bag os, ligeså gør Tour de France.

Nu går tiden imod høst og slutningen af de lyse nætter for denne gang.

Dermed er allerede mere end den første halvdel af året 2009 lagt bag os.

Vi husker bl. a. den velbegavede Morten Messerschmidts succesfulde EU valg og statsministerskiftet.

Anders Fogh Rasmussen, han som på sin hjemegn er kendt som Røde Anders uddeler af årets Laksepris, blev omsider Generalsekretær.

Store stillinger og tillidsposter.

En mand af format.

Skulle man mene.

Var det ikke også Anders som forhandlede resultatet på plads og fik de genstridige polakker med i EU?

Endte de ikke med at få en bunke penge?

Penge som ingen rigtig længere ved, hvor befinder sig.

Penge, den polske mafia sandsynligvis har taget sig kærligt af.

For pengene er hverken gået til innovation eller arbejdspladser.

Er de?

De mafia styrede polakker er vel stadig lige fattige?

Forhold, samvittighedsfulde og effektive europæiske arbejdsbier forventes at finde løsningen på.

På samme måde som vi forventes at arbejde for de sydeuropæiske befolkninger, og nu også senest   den europæiske bag -og fattiggård:

Resterne af det slaviske Europa, nemlig Balkan.

Hvorfor overlod vestens ledere i grunden ikke opgaven at rette op på forholdene der til russerne?'

De har historisk erfaring og et råt og hjerteligt tag på den slags, som man har i den kulturkreds.

De står således slaverne nær såvel sprogligt som kulturelt.

Den afgåede statsminister pålagde sin efterfølger Lars Løkke Rasmussen at gøre Danmark til fuldgyldigt medlem af EU.

Uden forbehold.

Et mål manden med alle til rådighed stående midler søger realiseret.

Et spand han ikke er ubekendt med.

Hvorfor fremmede embedsmænd, dommere og andet ikke demokratisk valgt godtfolk allerede bestemmer Danmarks politik.

Et faktum EU tilhængere hjertens gerne overser, finder i orden, eller måske i virkeligheden er ligeglade med.

Er de i bund og grund blinde bureaukrater?

Derimod, hverken liberale eller frihedselskende, som lægger vægt på det enkelte menneskes mulighed for at leve i ansvar og skyld og i frimodighed i troen på Gud?

Imens medierne dyrkede tvivlen om udfaldet af Generalsekretærposten var der intet nyt fra den danske politiske front.

Partierne lå i læ; idet man kappedes om at tie.

Skønt alle muligheder for at fremlægge og vise sin politik i ro og mag forelå både før og efter og evt. parallelt med EU valget, som ikke fyldte ret meget.

Dermed forblev roen uforstyrret.

Hvilket kunne give anledning til at spørge om danske politikere ikke finder det nødvendigt med en politik?

De forgangne 35 års fejlslagne indvandringspolitik med de heraf følgende problemer gør man stadig intet af betydning ved.

Nogle kan end ikke få øje på problemet.

Samme evner ikke en gang at håndtere en mindre gruppe mennesker.

Ligesom man bestandigt lader hånt om den stigende grænseløshed og følgerne heraf.

I stedet peges på lappeløsninger, hvor mennesker som i forvejen er ofre for ulykkelige omstændigheder yderligere offer gøres.

På samme måde som de mange indvandrede muslimers afstandtagen til basale demokratiske rettigheder og pligter heller ikke gør indtryk.

Danmark og Danmarks fremtid synes i stadigt stigende grad i ignoranters hænder.

Både de som påtaget sig at varetage landets interesser; men ikke mindst de der højtideligt har påtaget sig at agere demokratiets vagthund.

Begge må se at træde i karakter.

Snarest.

Hvis det er muligt.