Tiden der fulgte.

Det var titlen på opfølgeren til Eric Maria Remarques bog Intet nyt fra Vestfronten,

Sidstnævnte udkom kort efter 1. ste Verdenskrigs afslutning, og vakte i sin tid opmærksomhed med sin ukunstlede beskrivelse af krigen og dens rædsler.

I dens efterfølger beskrives de der vendte hjem, som vindere af slag men tabere efter krig.

For det eneste de unge mænd har lært er jo at slå ihjel.

91. år efter har endnu ikke meget ændret sig på den konto.

I dag sendes unge danske i krig.

Det er et krav, hvis man ønsker at gøre karriere i forsvaret.

Siden, når de vender hjem, har de ret til 18 timers psykolog hjælp.

18 timer.

Værsgod.

Uanset, hvad der end måtte være hændt og hvilke behov den enkelte siden måtte have for assistance.

Det er såmænd, hvad de danske veteraner tilbydes, når de vender hjem fra krigen.

De med sår på legeme og sjæl, fik tidligere at vide, at de kunne se at holde op med at være pyldrede.

Ingen skulle komme der og belemre andre med sine problemer.

Dem måtte man skam klare selv.

Samme bekomst som blev frihedskæmperne og overlevende KZ fanger til del.

Kassen lukkedes.

Samme kasse synes imidlertid at stå på vid gab, når det drejer sig om kvinder med manglende lyst og evne til at forplante sig ad den kendte vej.

De foretrækker i stedet at modtage skattepenge i 100.000. kroners klassen til insemination af sæd fra en såkaldt sæddonor, en mand som de ikke kender.

Siden modtager de som en selvfølge offentlige midler indtil barnets fyldte 18 år.

At inseminations- barnet hverken kender sin far eller levnes store chancer herfor synes, hverken at berøre de politikere som står bag dette besynderlige forhold, eller de inseminerede mødre.

En kedelig form for selvhævdelse på egoismens alter.

Støttet af det offentlige.

Soldater byder man at klare sig selv, skønt de for de færrestes vedkommende, hverken magter at komme i arbejde når de vender hjem fra krigen, eller har nævneværdigt på kistebunden.

De gøres i stedet til ofre for politisk ligegyldighed; imens danske politikere med en forsvarsminister i spidsen lufter en selvhøjtidelighed og selvglæde, som det kan være vanskeligt at finde belæg for.

Også set i lyset af børnenes og de unge menneskers fremtid.

Filmen Deer Hunter vakte i sin tid lignende stor opmærksomhed.

Heraf fremgik også vanskelighederne ved at vende hjem, tage ansvar og finde ind i civile fællesskaber.

Forhold danske politikere ikke synes synderligt åbne overfor.

Hverken nu eller da.