For 25 år siden, var det højeste mode blandt fortalerne for det multikulturelle samfund at hævde, at det ville blive til stor glæde for det danske folk at leve og bo iblandt mange forskellige nationaliteter og kulturer.

Især Dorte Bennedsen fra Socialdemokraterne og Margrethe Auken SF samt Bernhard Baunsgaard fra Det Radikale Venstre o.a, kunne få julelys i øjnene ved tanken om det farverige fællesskab.

Ingen af de tre politikere har dog nogensinde så meget som overvejet selv at bosætte sig i de kvarterer, hvor det farverige fællesskab udfolder sig.

De valgte mere lukrative adresser til privatboligen.

Der er til gengæld mange andre, der har fået kulturberigelsen at føle. Rigtig mange rundt om i det ganske land.

Ifølge Årbog om udlændinge i Danmark 2004 udgivet af Integrationsministeriet er der sket en ghettoisering i mange boligkvarterer rundt om i landet.

Det har været ganske forudsigeligt, - endda i mange år!!

I nogle af de største ghetto-bebyggelser er udviklingen i de seneste år gået stik modsat af det, som Dorte Bennedsen, Margrethe Auken, og Bernhard Baunsgaard o.a stillede i udsigt. Læs følgende:

I Vollsmose ved Odense boede der i 1993 30% fremmede - i 2003 er det 64%

I Mjølnerparken i København boede der i 1993 64% fremmede - i 2003 er det 92%

I Gellerupparken ved Århus boede der i 1993 68% fremmede - i 2003 er det 84%

I Bispehaven ved Århus boede der i 1993 42% fremmede - i 2003 er det 74%

I Taastrupgård ved København boede der i 1993 53% fremmede - i 2003 er det 71%

Denne udvikling er sket på trods af mange forskellige initiativer for at holde på de danske beboer, bl. a. boligforbedringer o.a. tiltag, - med efterfølgende bevillinger i stort mål.

Dertil skal tilføjes, at de nævnte bebyggelser er centralt beliggende, har fin udsigt, gode lejligheder og store grønne områder. Men alligevel flytter de danske beboer!

Det gør de, fordi de ikke vil bo i et muslimsk område. De ønsker at leve i et boligkvarter, hvor de møder deres landsmænd og hører deres modersmål blive talt.

Jeg tillader mig at stille dette spørgsmål:

Hvornår, erkender de partier og politikere, der har gennemført denne skæbnesvangre udvikling, at deres forkromede planer ligger i ruiner? Og hvad har de tænkt sig at gøre?