Resultatet ved Europa-Parlamentvalget var på et punkt klar.

Den europæiske venstrefløj og de europæiske Socialdemokratier blev svækket, mens den liberale gruppe gik frem. Det mest opløftende var dog, at de mindre nationale partier fik et fint valg i adskellige lande.

Det vil betyde, at der nu er nogle skarpe hoveder, der kan være vagter over for den nationale jurisdiktion. Det er der et stort behov for, i snart mange år har Europa-Parlamentet tilranet  sig beføjelser, der ikke tilkommer Parlamentet. 

Om dette alvorlige anliggende, skriver den britiske professor Roger Scruton bl.a: følgende: 

"Den Europæiske Unions arkitekter har altid været opmærksomme på, at Unionen kun kan opnå autoritet ved at kolonisere nationalstaternes territoriale jurisdiktioner. De har også inderst inde erkendt, at national loyalitet er en forhåndsbetingelse for territorial jurisdiktion. 

Heraf den hemmelighedsfuldhed, der forfægtedes af Jean Monnet, nødvendigheden af at skjule målet for det folk, hvis velvilje måtte bibeholdes og udbyttes.

Af samme grund har EU påtvunget sine love gennem direktiver udstedt til nationale parlamenter i håb om at ko-optere eksisterende loyaliteter for at sikre, at disse love respekteres og anvendes. Formålet har været at holde national suverænitet på plads lige akkurat så længe, som det er nødvendigt for at sikre den struktur, som pludselig kommer til at erstatte den. 

Det er det punkt, vi er ved nu. Endnu er det sådan, at nationale lovgivende forsamlinger, nationale politikorps og nationale domstole er blevet udskrevet til hvervet med at påtvinge bureaukraternes dekreter. Men når det påtænkte europæiske politikorps bliver til, med kontinent-omspændende beføjelser til udlevering for forseelser, der ikke er anerkendt i vor egen sædvaneretslov, vil vi blive konfronteret med virkeligheden. 

Man må håbe, at vor politikerklasse, før den tid kommer, vil vågne op til erkendelse af den ekstreme fare, hvori de vil anbringe de europæiske nationer. 

Den fremsatte EU-forfatning eksemplificerer, ligesom FN-Charteret, en forbryderisk blindhed over for den menneskelige natur, en afvisning af, at mennesker er skabninger af kød og blod, med begrænset hengivenhed og territorialt instinkt, hvis primære loyalitet formes af familie, religion og hjemland, og som - berøvet deres hjemland - vil forfægte deres identitet på andre og mere krigeriske måder. 

FN`s Charter om Menneskerettigheder, den  Europæiske Menneskerettighedskonvention, hører begge til den slags utopisk tænkning, som ville foretrække, at vi var født ind i en verden uden historie, uden forudgående tilknytninger, uden nogen af de kød-og-blod-lidenskaber, som fra begyndelsen gør regering så nødvendig.

I disse dokumenter opstår aldrig spørgsmålet om, hvordan man overtaler folk til ikke blot at kræve rettigheder, men også til at respektere den; om hvordan man opnår lydighed over for en retsorden eller en disposition om at behandle fremmede retfærdigt og rimeligt.

Desuden har de dømmende forsamlinger, etableret i Haag og Strasbourg, formået at udvide listen over menneskerettigheder ganske i flæng, eftersom de ikke har problemet med at håndhæve dem. Byrden af transnational lovgivning falder altid på andre forsamlinger end dem, som opfinder den. 

Resultatet er, at nationale jurisdiktioner, som har inkorporeret FN-charteret og den Europæiske Konvention, nu er tvunget til at tildele rettigheder til alle ankomne, uanset borgerskab og derfor uden pligter for dem, som gør krav på rettigheder.

Indvandrere, der kommer illegalt ind i Storbritannien kan rejse krav om "asylret" under FN´s Konvention om Flygtninge og Asyl. Dette sammen med Menneskerettighedserklæringen, som delvis inkorporerer den Europæiske Konvention i engelsk lov, skænker faktisk borgerskabets fulde beskyttelse og rettigheder, selv om, der ikke er tale om, at asylansøgeren bliver anmodet om at betale skat, om at kæmpe for landet i krigstid eller om at indfri nogen forpligtigelse anden end den almindelige forpligtigelse til at overholde loven. 

Asylansøgerne kan endog forlange velfærdsydelser og lægge sag an mod lokale kommuner, som ikke kan fremskaffe acceptable boliger - et forunderligt fænomen, som har chokeret indfødte britiske borgere dybt.

Det er ét eksempel på, hvordan universalistiske opfattelser af rettigheder, defineret uden henvisning til historie eller borgerskab for at omgå den hengivenhed, på hvilken pligtfølelse til syvende og sidst er grundet, eroderer nationalstatens autoritet.

Og ved at erodere nationalstaten, som er den eneste stat, som reelt har bevarelse af rettigheder på sin dagsorden, bidrager de derfor selv, i det lange løb, til erosion af rettigheder."

Kilde:"Nationernes Nødvendighed" Roger Scruton

         Fremhævelse:PVJ.