I.flg en artikel i Berlingske Tidende(*) truer den iranske ambassade i Danmark nu med, at det kan få konsekvenser for danske medier og politikere, hvis de udtaler sig kritisk om situationen i Iran.

Som det bemærkes i artiklen, er denne udmelding ganske opsigtsvækkende, fordi undenrigsministeren og flertallet af andre danske politikere faktisk har været yderst tilbageholdende.

Logikken må vel derfor tilsige, at styret i Iran mener, at kun fuldkommen tavshed en tilstrækkelig tilbageholdenhed.

Det beskriver på tydeligste vis et af dilemmaerne i den nye politik, som US-præsident Obama har gjort sig til eksponent for, og som en stor del af vestens øvrige ledere har applauderet; nemlig at tilbyde det iranske styre at indgå i en dialog.

Det må være svært at etablere en meningsfuld samtale med folk, der rasende skriger "Hold kæft!", hver gang man siger noget til dem.

Det er nu langt fra et nyt fænomen. Vestlige ledere har før stået overfor tyranner, og de har også før forsøgt sig med såkaldt dialog.

Et godt eksempel var Chamberlains forsøg på at tale sig til rette med Hitler.

Det var som bekendt ikke ligefrem nogen succes. Når Chamberlain momentvis var reelt kritisk, reagerede "Der Teppichfresser" med et af sine herostratisk berømte raserianfald og truede med bål og brand.

Churchills kommentar var bidende: "Han (Chamberlain) kunne vælge mellem vanære og krig. Han valgte vanæren og fik krigen alligevel."

Chamberlain læste aldrig Mein Kampf. Måske var det derfor han troede på den dialog, som Hitler på det hånligste havde afvist i sin bog og i et utal af hadfyldte tirader i Völkischer Beobachter. Måske var det grunden til Chamberlains naivitet.

Gad vide om grunden til de vestlige lederes tro på dialog er, at de ikke kan huske, hvad Khomeini sagde for snart 20 år siden: At det intet betød for den islamiske revolution, hvis hele det iranske folk skulle gå til grunde, når blot det fremmede islams sag.

Kilder:

*) http://www.berlingske.dk/article/20090623/verden/90623038/