Wafa Sultan er en syrisk psykiater, som nu lever i USA. Hun lavede det berømte

indslag på Al Jazera, hvor hun talte den muslimske gejstlighed midt imod: "Du må for min skyld gerne tro på sten, så længe du ikke smider dem efter mig".

Hun deltog i Trykkefrihedsselskabets konference med Gert Wilders.  

Ved Wafa Sultan

Hvem skal vi tro?

Efter præsident Obamas Kairo-tale reagerede mange af mine mellemøstlige, arabiske

læsere med forvirring. Som en af dem gav udtryk for: “Hvem skal vi tro, Obama eller

dig?” Navnlig i hans erklæring om, at “Amerika og Islam deler fælles principper,

principper om retfærdighed, tolerance og værdighed for mennesker.“

Sandt nok, ved at læse den arabiske presses reaktion på hans indlæg er det klart, at

mange muslimer nu elsker Obama. Når alt kommer til alt, introducerede han dem for en

fortælling, der bekræfter deres konspirationsteorier og deres identitet som ofre for

Vesten.

Derfor gav de arabiske medier udtryk for deres tillid til, at den tale vil fremkalde

en “ny holdning til islam og muslimer efter århundreders aggression og

fjendtlighed.” (Al Ahram-Egypten-MEMRI) Mere end noget andet bliver jeg mindet om en

historie af Nizar Qubbani, den berømte syriske digter.

Hans unge søn var læge og led af et akut hjerteproblem. Da Nizar spurgte sin søn om

hans hjertetilstand, tegnede sønnen et rødt hjerte. Da faderen nu var digter,

fortolkede han tegningen som et tegn på et levende og sundt hjerte og fandt stor

trøst i at antage, at dette var et tegn på bedring.

Efter sønnens død skrev Nizar et digt, der beskrev hans følelser som sønderknust

far. Han følte ubærlig sorg, da han erkendte, han havde fejlfortolket tegningen.

Tydeligvis var sønnens tegning af et rødt hjerte ment som intet håb for hans

blødende hjerte, mens faderens forståelse af symbolet som en forhåbning var forkert.

Digteren og lægen opfattede virkeligheden på helt forskellige måder, der ligner det

modsætningsforhold mellem præsident Obamas opfattelse af den islamiske verden og

min. Sandheden er imidlertid, at kun en realitet eksisterer.

Obama er politiker og en meget klog en. Men hans tale afslørede, at hans opfattelse

er urimeligt påvirket af naive ønsker. Hans opfattelse af islam og den virkelige

islam behøver at blive synkroniseret. Jeg er en læge og realist, der har levet og

oplevet effekten af min arabiske kultur og den islamiske religion siden barndommen.

Præsidenten leflede for muslimerne: roste deres resultater, medfølende i deres

klager, og undskyldte for uretfærdigheder, der var gjort mod dem gennem århundreders

kolonialisme - uden en eneste gang at nævne historiens hæmningsløse og voldelige

arabiske kolonialisme.

Han undgik enhver omtale af jihadiske principper og den islamiske politiske ideologi

om overherredømme over ikkemuslimer - principper, der er forankret i

sharia-lovgivningen. Disse undervises og sanktioneres åbent ved

Al-Azhar-universitetet, der var vært for ham, det førende center for sharia-studier.

Obama understregede den formodede amerikanske mishandling af terrorister og

undskyldte for tortur i Guantanamo, forglemmende, at islamiske regimer er brutale

mod deres egne folk.

Præsidenten tog ikke betydelige, amerikanske bidrag i betragtning, hverken i

soldaterliv eller humanitær bistand til muslimer over hele kloden, ydet gennem

historien - på trods af muslimske angreb på Amerika og amerikanerne. Kort sagt, dele

af hans tale lød som af en ny pan-arabisk Messias, der var kommet for at hjælpe den

arabiske verden tilbage til dens retmæssige verdensherredømme.

Mest foruroligende var præsidentens opfordring til at forsvare muslimer mod negative

stereotyper. En farlig præcedens er skabt, når ytringsfriheden er bragt til tavshed,

og ideologisk kritik er forbudt. Dette, igen, er det stof, som mareridtsagtige,

totalitære regimer er lavet af. Skønheden i den amerikanske forfatning er dens

balance, og den visdom den omfatter ved at sondre mellem det, der bør beskyttes og

forsvares, og det, der bør retsforfølges. Opmuntrende love til at gøre kritik af

islam til en overtrædelse strafbar for loven er bekymrende.

Siden ankomsten til USA, har jeg nydt friheden til at opdrage mine arabiske brødre

og søstre i Mellemøsten, der længes efter reel frihed - og jeg har set succeser. Mr.

Obama stiller spørgsmål ved netop disse succeser snarere end at kæmpe for frihed.

Som præsidenten indleder sin nye opgave med at forsvare muslimer “mod negative

stereotyper,” betyder det, at han på eller anden måde blande sig i og underminerer

den besked? Eller måske betyder det, at han sammen med Organisationen af Islamisk

Konference, de 57 muslimske lande, der arbejder utrætteligt for at fremme en

FN-resolution for at undertrykke stemmer af uenighed mod islam? Jeg er overbevist

om, at vi alle vil komme til at fortryde dette.

Obama går uden om den akutte situation i den islamiske verden med smiger, forfejler

at opmuntre til ansvarlighed for retorik, praksis og adfærd, der skaber stereotyper.

Jeg har ikke hørt en eneste opfordring til den islamiske verden om at åbne sig for

mangfoldighed, til at acceptere kvinder som ligeværdige borgere med samme

rettigheder og beskyttelse i henhold til loven som mænd. Jeg hørte ikke en

udfordring til den muslimske verden om at acceptere andre religioner og deres

mulighed for at praktisere åbent inden for den islamiske verden - hvor praktisering

af kristendom, jødedom og andre religioner kan koste den enkelte hans eller hendes

liv. Jeg har ikke hørt en opfordring til at slette en gang for alle, dhimmi racisme

- shariaens retsfællesskab dikterer, at kristne og jøder er mindreværdige og bør

undertrykkes.

Er disse “... principperne om retfærdighed, tolerance og værdighed for mennesker”?

Derimod ser jeg mit folks hjerter bløde og kender det presserende behov for

selvkorrektion og ærlig undersøgelse af hensyn til hastende reparation. Obama

dingler med guleroden, men skræmmes væk fra tvingende spørgsmål, der koger under

overfladen.

Obamas virkelighed gør mit og andres arbejde, der taler imod intolerante, islamiske

doktriner, mere udfordrende. Han undergraver denne mission ved at formilde misbruget

og den fremmedfjendske politik og gøre det muligt for dem inden for den islamiske

verden at undertrykke andre, til at tvinge andre til deres tro, og at fortsætte

denne stræben med hans velsignelse.

Præsidenten har undladt at mødes med frihedselskende individer, befriede arabere som

mig. Han har undladt at føre den muslimske verden ind i modernisering og afgørende

reformer. Snarere end at råbe: “Huset brænder,” smiler Obama  og fortæller os, hvor

smukt huset er, mens det brænder ude af kontrol og truer med at ødelægge os.

Tilbage til det spørgsmål, jeg fik på min e-mail: “Hvem skal vi tro, Obama eller

dig?” Jeg forklarede min marokkanske læser, at Obama er en politiker, som ønsker at

anvende sød snak og renvaske virkeligheden for at tilfredsstille muslimer.

Jeg er på den anden side er en pragmatisk, arabisk kvinde, der slap ud af det

islamiske fængsel til den frie verden og nu vier mit liv til at udtrykke synspunkter

frit og presser på for en reel forskel i islam. Vi kan ikke få det på begge måder.

Intolerance tolererer aldrig frihed.

Kilde: http://www.hudsonny.org/2009/06/who-should-we-believe.php

.