06.06.2009
Grundlovstale 2009 i Borum Eshøj
Forfatter: Tomas Kierstein
Jeg vil begynde med at citere et afsnit, fra en tale, der er næsten ligeså gammel som Grundloven. Den blev holdt af Grundtvig, i Rigsdagen, i anledningen af de første tildelinger af indfødsret til udlændinge:
”....hvis den danske rigsdag, som desværre regeringen hidtil over en overdreven, eller rettelig misforstået gæstmildhed eller verdensborgerlighed, eller kristenkærlighed, hvad man nu vil kalde de dyder, som man i al beskedenhed selv har tillagt sig, om man derover vil glemme den tørre og nøgne sandhed, som alle tider forkynde, at ethvert folk, der ikke sætter den højeste pris på sin arveret og indfødsret til sit fædreland og sit modersmål, at et sådant folk, det giver nødvendigvis sig og sit modersmål og hele sin dannelse i de fremmedes hænder, og må tage skade for hjemgæld, når det, som det altid hidtil er sket, og ventelig altid vil ske, når de fremmede opkaster sig til deres herrer og behandle dem omtrent som tyskerne behandle slaver....”
Ser man bort fra det gammeldags sprogbillede, kunne det såmænd stamme fra en tale, der var blevet holdt i den netop afsluttede folketingssamling.
Betragter man de to mest skelsættende og skæbnesvangre beslutninger, som er truffet i Danmark, siden besættelsen, er det svært at få øje på, at de skulle bunde i andet end netop diverse politikeres og meningsdanneres selvtillagte, såkaldte dyder.
De to beslutninger, jeg tænker på, er henholdsvis Danmarks indtræden i EF/EU og vedtagelsen af udlændingeloven af 1983.
Fra forskellige sider har man hørt, at begge disse beslutninger gavner Danmark. I de seneste år er den påstand ganske vidst kommet til at lyde noget mindre insisterende, når det drejer sig om masseindvandringen, men der er dog stadig de, der fastholder det synspunkt.
Men hvad er det for et Danmark, der refereres til? Er det den administrative paraply, bestående af ministerier, departementer, regioner og kommuner? Er det summen af de virksomheder, som er registrerede herhjemme? Er det en række nøgletal på et regneark? Er det nogle såkaldte værdier, der samtidig anses for at være universelt gældende? Er det vort ry i udlandet?
Eller er Danmark først og fremmest danskernes hjem?
For hvordan kan man nemlig udtale sig om, hvad der er gavnligt og hvad der er skadeligt, hvis ikke man først definerer hvem, der skal gøres gavn for? Og hvordan kan man udpege en særlig genstand, uden at det implicit medfører en nedprioritering af hensynet til andre?
Man kan blot prøve at forestille sig en aften i familiens samtalekøkken. Konen spørger manden: ”Elsker du virkelig ungerne og mig?”, hvortil han svarer: ”Ih ja, min skat, ligeså meget, som jeg elsker naboens familie!”
Med mindre konens psykologi er temmelig speciel, bliver hun nok ret stram i betrækket, og dertil såret.
Det er helt enkelt, og vi forstår umiddelbart hvorfor. For det er jo lige nøjagtig det, at manden ikke er andres mand og far, der gør, at han er hendes mand og hendes børns far - af andet end navn.
Det er det, der ligger i selve begrebet et forhold; at ens stillingtagen er klar på det punkt, uanset alt andet. Det er en præmis, et udgangspunkt.
I og med at manden sidestiller sin familie med naboens, ophæver han sit forhold til dem. Men han ophæver også sit forhold til naboens familie. Fordi han ikke har et særligt forhold til nogen, har han i virkeligheden ikke et forhold til nogen som helst. Ingen kan regne særligt med ham. Hvis parti han tager er en gåde, for ingen ved længere, hvor hans hjerte er.
For at bruge Grundtvigs ord igen, kan man sige, at der er en tør og nøgen sandhed, en kendsgerning, som undsiger alle de på overfladen så flotte idealer og selvtillagte dyder, og afslører, at de er hule fraser:
Vil man være alles ven, bliver man ingens ven!
For et par dage siden hørte jeg, at bl.a Ole Sohn slog til lyd for, at vor Grundlov er forældet. Han og et par andre politikere mener, at bl.a Danmarks rolle i FN og EU bør skrives ind i Grundloven.
Vi skal med andre ord formes, efter de ideologiske forestillinger, om universelt gyldige værdier, der er limen i de to organisationer.
Og det samme skal de andre folkeslag, hvis politikere vil det samme. For det er jo det betegnende ved retorikken. Når der tales om verden, om de andre, så tales der netop om dem, som om de var en monolit, defineret af det, som ideologerne regner for de fælles mål.
Men at bruge begreber som ”de andre” og ”verden” på den måde, er et illusionsnummer. ”De andre” er slet ikke formålet, men derimod et middel. Som var de stjerneadvokater, påtager hersemestrene sig at tale på ”de andres” vegne. Ikke for de andres skyld, men fordi det giver deres egen stilling et skær af moralsk vægt, som kan bruges til at lægge pres på dem, der immanent står til en tur med krabasken.
Hvert enkelt folk tages ved øret, som et uartigt barn, der går i den store globale børnehave.
”Se bare de andre, hvor artige de er!”
Og fordi virkelig loyalitet altid er et spørgsmål om pro og kontra - om at sige nej til et, fordi man har sagt ja til andet - er enhver loyalitet, overfor andet end deres ideer, en trussel mod hersemestrenes projekter og visioner.
Derfor betragtes kulturelle og folkelige forskelle med fjendtlighed fra hersemestrenes side. Derfor forlener de enhver forbundethed, til eget folk, kultur og tradition, med negative betegnelser. Vi kender retorikken til bevidstløshed; ”snæversynethed”, ”egoisme”, ”væren sig selv nok”, selvfedme o.s.v.
Men hersemestrene må gerne, som de eneste, tage afstand fra forskellige træk ved kulturerne. De laver sådan set ikke andet, men de revser altid Per i Pouls navn og vice versa.
Det kan de, netop fordi de ikke er loyale overfor nogen som helst. De tilhører i virkeligheden slet ikke nogen kultur og noget folk. De er, i deres egne øjne, neutrale og overlegne opmænd- og kvinder, der repræsenterer det gode, det rigtige og det nyttige – for alle! De er en klasse for sig. De er pædagogerne i den globale børnehave.
Både EU-medlemsskabet og masseindvandringen er resultater af en sådan tankegang. Det er verdensborgerlighedens væsen.
Og fordi vi været fjollede nok, til at lade os tage ved næsen, af den flotte men hule tale, har vi måttet tage skade for hjemgæld: Uløselige og voldelige konflikter i vore gader. Opløsning af fællesskabet i folkeskolen. Trusler mod de, der tager til genmæle imod en næsegrus underkastelse overfor religiøse dogmer, tabuer, o.s.v.
Alt sammen er det resultater af, at vi har ladet os lokke til at glemme, at loyalitet og forbundethed overfor et uomgængeligt indeholder underordningen af alt andet. Og hvis loyaliteten kastes i grams på ideologier og universalistiske projekter, så bliver det de konkrete, levende mennesker – først og fremmest ens nærmeste – der bliver underordnet ideerne. Det bliver halen, der logrer med hunden.
Det er vigtigt at slå fast på Grundlovsdag. For det er forudsætningen for at forstå, hvorfor denne dag er noget særligt.
Det er den netop ikke, fordi indholdet af Grundloven er specielt fantastisk, set i forhold til andre forfatningsdokumenter. Den diskussion er faktisk mere irrelevant i dag, end på nogen anden dag overhovedet.
For Grundlovsdag er undsigelsen af al den slags snogesnak. Den er en uskrømtet besindelse på os selv.
Grundlovsdag er simpelthen noget særligt for os danskere, fordi det er vores Grundlov, vi fejrer.
Og ligesom den tilhører os, de nulevende danskere, så er den udsprunget af de afdøde danskere, og den er en del af det, som vi giver videre til de endnu ufødte danskere.
Det er det, der ligger i at være et folk: at leve både i bevidstheden om en fælles fortid og i forbundetheden på, at der også skal være en fælles fremtid.
|