24.05.2009

Hvem gør noget?

Forfatter: Bjarke Rosenkilde



Hvem gør noget? 

Altså.

Sætter liv og lemmer på spil for 30.000 kr. om måneden.

I Danmarks tjeneste.

Imens er Far ja, eller Mor ikke hjemme det næste halve år.

Inden da er han et år på kursus.

Samtidig går familien ned i løn.

For den anden part må selvfølgelig blive hjemme.

Imens atter andre udsendte har det dobbelte i løn.

For den halve indsats.

Vi må spørge:

Hvad er meningen?

Hvis veluddannede danske soldater skal udføre krævende opgaver i den globaliserede verden, må de have noget for det.

Ellers kan ingen med rimelighed forvente, at nogen stiller sig til rådighed og dermed er med til at gøre en forskel på dansk vis.

En hjemvendt soldat må, udover den tillid og respekt denne bør kunne forvente at blive mødt med efter at have gjort tjeneste for sit land, have noget på kistebunden.

Man vender ikke uden videre hjem fra ørkenens glødende sand, og op til to års militærtjeneste for uden omstillingsproces at indgå i civilt arbejde og dermed tjene til familiens behov.

Der er vel ingen grund til at presse mennesker unødigt også økonomisk, fordi de har valgt et arbejde, og i den forbindelse løser de dermed forbundne opgaver .

Opgaver kun et fåtal evner at løse.

Når derimod en politimester påstår, at de opgaver, som skal løses i forbindelse med de til Danmark indvandrede muslimer, er af social karakter, og samtidig at løsningen af disse haster, må vi med beklagelse endnu en gang fastslå:

Ja, hvad sagde vi?

Det er jo netop denne udvikling foreningen højlydt har advaret imod den seneste snes år.

Med forhånelse og forfølgelse til følge.

Hvilket dens robuste nuværende og tidligere medlemmer ærlig talt har været i stand til at leve med.

I modsætning til andre, hvis habitus er af en karakter, at de tilsyneladende pr. refleks lader sig offergøre.

Skønt de altså iflg politmesteren fremstår som eksperter i selv at skabe ofre.

I en grad som i det mindste set med politimesterens øjne gør fremtiden udsigtsløs.

Men når politimesteren uden videre kan fastslå, at problemerne er sociale, må vi have lov at sige:

Vi var ikke klar over, at psykolog, og behandler også er en integreret del af en politimesters uddannelse.

Det er jo netop ikke længe siden, at psykolog og behandler Asbjørn Sennels tidligere Københavns Kommune slog fast, at folks opførsel skal ses i lyset af:

1.        Deres opdragelse.

2.        Deres kulturelle baggrund.

3.        Deres religiøse udgangspunkt.

Derfor undrer det os, når en politimester i modsætning hertil kan fastslå det modsatte nemlig, at årsagen til uro, vold, hærværk, narkokriminalitet, chikane, m.m. udelukkende kan og skal ses i social sammenhæng.

Et desværre ikke nærmere defineret udtryk.

Ordet social synes blot at have en magisk klang.

Og dermed i sig selv at indebære en løsning.

Visse steder.

Andre ved udmærket, at det plejer at betyde: dialog og flere penge.

Hvilket flere års erfaringer allerede har vist er udsigtsløst.

Ved tidligere lejligheder har vi her på Den Danske Forenings Hjemmeside rejst spørgsmålet:

Hvor går grænsen imellem terror og uro, chikane, vold og narkokriminalitet?

Set i lyset af politimesterens udsagn synes spørgsmålet stadig mere aktuelt.

Et problem blogger cand.mag. Morten Uhrskov Jensen tidligere har anvist løsningen på.

En løsning som også har været bragt her på siden for nylig.

Lad os for god ordens skyld repetere dette forslag her i en forkortet udgave:

1.        Stop for og tilbagerulning af alle religiøse særkrav: Herunder mad, bederum, svømmehalsforhold mm.

2.        Udvisning ved selv beskeden kriminalitet.

3.        Forøgelse af straframmerne for grov vold og voldtægt. Eksempelvis fra 2 – 10 år.

4.        Repatriering. Dvs. tilbage til fædrelandet. Evt. med en økonomisk gulerod.

 

Man kan konkludere, at skønt Den Danske Forening igennem årene dels har været først med og dels har haft ret i sine antagelser, undgås med flid bestandig råd herfra.

Foreningens udgangspunkt har været at søge at undgå, at dette problem opstod.

Nu er det trods alle advarsler opstået.

Alligevel, vender man, dvs. de ansvarlige de, der er sat til at løse opgaverne, ikke blot den anden kind til.

Nej.

Man vælger sandelig at vende ryggen til løsningen.

Så det med at gøre en forskel, at løse problemer, man selv eller ens forgængere står med hovedansvaret for at have skabt, det viser sig desværre atter at være tom snak.

Man taler, imens man går i ring.

Hvilket som tidligere påpeget langt fra er nok.

 

 

 

Læs INDSIGT-UDSYN her

BESTIL BØGER HER

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller støt vores arbejde økonomisk.

 

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810