17.05.2009

Det 11. Bud.

Forfatter: Bjarke Rosenkilde



 

Nu skal vi tale pænt igen.

Og drikke eftermiddagsthe med bøjet lillefinger.

Tilbage til de gode gammeldaws dyder.

For at være nær magten skal man nemlig tale dens sprog.

Dermed må dette tema prioriteres højere end selve den politik, som i virkeligheden er baggrunden for, at vælgerne oprindelig stemte partiets kandidater ind i Folketinget.

Partiets oprindelige kurs - den må desværre vige på bekostning af den søgte indflydelse.

For at få indflydelse må man tale i takt og tone med magthaverne.

I modsat fald daler muligheden for at få indflydelse i takt hermed.

Hvordan løses denne gordiske knude?

At tale pænt er jo ikke nødvendigvis det samme som ikke at sige sandheden:

Selvom sandheden er ilde hørt.

Hvilket vil sige, at hvis ambitionsniveauet er tilstrækkelig højt, til omgivelserne straks er i stand til at bedømme og her udfra at kunne sige:

Den går ikke.

Så er det ikke længere tilladt at kalde nogen en opblæst nar.

Selvom det måske er lige, hvad manden er.

Ligesom manden, der fylder vælgerne og medierne med løgn, i pænhedens navn har lov hertil.

Som Paul Ørum i Hanegal sagde om det 11. Bud:

Det gør ikke noget, når bare det ikke bliver opdaget.

Samme mekanismer kan f eks. få kandidater til i al beskedenhed først at tænke og siden at sige højt, så alle kan høre det:

At personlig succes og politik er uløsligt forbundne.

Eller at DR er god.

Ligesom nogen på samme pænheds baggrund kan føle sig forpligtet til at tage en mand i forsvar, skønt denne udtaler sig på den demokratiske debats betingelser om noget, hans udtalelser med al ønskelig tydelighed viser, og som det allerede er blevet sagt før og derpå også fremgår af det pæne forsvar, at han faktisk ikke har spor forstand på.

Manden aner ikke hvad han taler om.

Men siden han er den han er, er han dels nødt til at udtale sig med og dels at blive lyttet til med vægt.

Så når han er eller har været noget ved musikken, dvs. har mange penge, så skal der i modsætning til andre vises behørig respektfuldhed.

Hvilket atter vil sige, at magtens sprog, som det mest naturlige i verden fører løgnens tale og mekanismer med sig.

De glider simpelthen glat med kølvandet igennem brændningen ind på smuldt vande.

Måske en af årsagerne til at H C Andersen  i sin tid skrev:

Klods Hans.

Om nødvendigheden af den lutherske frimodighed.

I modsætning til de opblæstes naragtige selvhøjtidelighed.

Ligesom kristnes tale opfordres  til at være:

Ja, ja og nej, nej.

Samtidig med, at stamfaderen til vor livsopfattelse opfordrer til ikke at bøje nakken.

Det enkelte menneske må leve i ansvar og skyld og i frimodig tro på Jesus Kristus.

Altså: Ikke dikteret, under nogen omstændigheder.

Så det demokrati, som kristendommen oprindelig er basis for, og den heraf følgende svikmølle eller gordiske knude, som politikere frivilligt holder sig selv i, i samspillet med medierne forkludres altså så snart det er i beregnende menneskehænder.

Den selvstændig erhvervsdrivende, der skaber værdierne og holder gang i utallige andre hjul regnes ikke.

Han skal blive ved sin læst, og lade de kloge politikere regere.

For de alene vide.

Naturligvis.

Det er jo magtens sprog.

Det totalitæres sprog.

Det sprog man i virkeligheden gør sig til talsmand for at afvise som gangbart.

Her på siden hylder vi ytringsfriheden.

Derfor må vi endnu en gang, skønt dette ikke burde være påkrævet opfordre DR og andre medier til at løse opgaven som demokratiets vagthund med langt større agtpågivenhed og omhu, og dermed rundhåndethed overfor synspunkter, den enkelte journalist og redaktør måske ikke nødvendigvis evt. som gammel kommunist er enig i.

Hvis balancen borgerne imellem skal holdes således, at samfundet forbliver et tillidsfuldt samfund og dermed et effektivt og velfungerende samfund, hvor det enkelte menneske som følge heraf ikke behøver at være bevæbnet, så er det nødvendigt, at både politikere og medier giver afkald på deres gensidige afhængighedsforhold, og i stedet påtager sig det fulde ansvar herfor.

Gerne i tide.

I modsat fald eroderer og afstumpes de menneskelige værdier til fordel for den pænhed som H C Andersen omtaler i Kejserens nye Klæder nemlig:

Den tomme mængde.

Dermed har den store forfatter for længst advaret imod denne udvikling i pænhedens og anstændighedens navn:

For han har jo ikke noget på, når det kommer til stykket, og hverken hofmænd eller skriverkarle duer til ret meget andet end rødmende og fnisende at gemme sig bag flosklernes gennemsigtige slør.

Der hvor løgnen hersker som god latin.

I modsætning til mudder, døde krager, og udgåede træsko.

I samdrægtighed med løgnen udvikler kriminaliteten sit brohoved; imens borgfreden må vige.

Tag det som en oplevelse, lyder opfordringen.

Tak i lige måde, må vi replicere.

 

 

Læs INDSIGT-UDSYN her

BESTIL BØGER HER

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller støt vores arbejde økonomisk.

 

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810