Den 23. december bringer Jyllands-Posten nedenstående nødvendige indlæg af  Søren Espersen, pressechef for Dansk Folkeparti. Mere findes i sidste nummer af Dansk Folkeblad. Se også www.danskfolkeparti.dk

”ALLE MINE dage har jeg været varm tilhænger af det nordiske samarbejde, af den nordiske pasfrihed og den fælles aftale om, at nordiske statsborgere frit skal kunne bosætte sig, hvor de vil i Norden.

Disse nordiske aftaler betyder, at eksempelvis en svensker fra første dag i Danmark har ret til børnetilskud, familieydelser og social bistand.

Jeg er ikke længere tilhænger af dette samarbejde. For i dag er det nordiske samarbejde truet af Sveriges ekstreme politik på flygtninge- og indvandrerområdet.

Og hvad hjælper det slidsomme arbejde, som Dansk Folkeparti og regeringen i dag gør for at standse masseindvandringen, hvis alverdens flygtninge bare efter nogle års ophold i Sverige som svenske statsborgere kan slippe ind i Danmark ad bagdøren - via broen mellem Malmø og København.

For den nordiske aftale skelner altså ikke mellem den kristne smålænding, hvis slægt kan føres tilbage til den tid, da den første svenske kirkebog blev ført - og den muslimske fundamentalist og koranstuderende, som har boet i Rosengården i Malmø, ikke taler et ord svensk og hader alt vestligt.

Med mellemstation i Sverige er der frit slag på alle hylder for millioner af muslimske indvandrere. Turen over Øresund er kort, og vifter man med et svensk pas, er enhver hindring væk. Dermed betragter jeg i dag Sverige som en større trussel for Danmark end Tyrkiet.

For tiden vil der ikke være nogen anledning til, at folk fra tredje verdenslande, der er strømmet ind i Sverige, skulle bosætte sig i Danmark. Men i det øjeblik, det svenske velfærdssystem bryder sammen - og det gør det - vil der til gengæld være al mulig anledning til at køre over broen.

Statsborgerskab

Sverige har som det eneste land i Europa reelt opgivet at håndhæve indrejse-restriktioner og modtog sidste år knapt 70.000 asylsøgere og familiesammenførte.

Den ekstreme indstrømning til Sverige har medført, at ud af landets ni millioner indbyggere er nu to mio. udlændinge. I Sverige er det, som det var i Danmark før 20/11 2001: Enhver får lov at rejse ind, får lov at blive, får lov at hente sin familie - og det hele på livslang forsørgelse.

Samtidig kan man bare ved at knipse med fingrene opnå svensk statsborgerskab. Det kræver kun, at man i et par år har opholdt sig i landet.

Oftest behøver man ikke engang at knipse med fingrene - myndighederne er nemlig så rare, at de selv kontakter den fremmede og spørger, om det mon ikke snart er på tide, at vedkommende bliver svensker. Og således bliver dagligt tyrkere, pakistanere, irakere, iranere, palæstinensere, marokkanere, libyere, libanesere og andre arabere - i hobetal - svenskere. Får udleveret et svensk pas, som de og deres familier bl.a. kan anvende, når de rejser hjem på ferie.

Her i Danmark kan vi så vælge at trække på skuldrene og konstatere, at det nu en gang er Sveriges problem, idet vi endnu engang grinende konstaterer, at Asien begynder ved Øresund.

Men der er desværre ikke noget at grine af længere.”