Når a=b, så er b også = c.

Så ved vi det.

Spændende ny matematik fra finansfronten.

Tilsat lidt historik og andet fra skuffens mørke.

Herunder J.J. Rousseau som progressiv.

Tjah.

Hver sin lyst.

Gamle islamiske -og klanstrukturer, kan ikke uden videre udskiftes, hævder bestyrelsesformand Asger Aamund i sin artikel, Den folkestyrede Muslim*.

Nej.

Og hvordan hænger det sammen?

Kom hønen eller ægget mon først?

Et spørgsmål vi før har stillet her på siden.

Forgæves har det desværre vist sig.

Det blev nemlig ikke til andet end en stilfærdig tur i rundkørslen.

Omtalte hurdle med at definere islam og dens forhold til sine tilhængere og omvendt er åbenbart ikke helt overkommelig.

Hvis man derfor ønsker at tro, at klanstrukturen er bærende element og islam dermed blot et religiøst krydderi, ja så skal man have lov til at følge den logik.

Især hvis ikke man bryder sig om tanken om, at islam kunne finde på at inddele mennesker i to, nemlig:

De rettroende og de vantro.

Og ikke mindst, at de vantro om nødvendigt skal omvendes ved sværdet.

Ligesom det senest er sket i Darfur.

Når man ser som nævnt på tingene er man formodentlig forberedt på, at dette kan afstedkomme reaktioner.

Med at se sådan på tingene menes at:

Ubehagelige kendsgerninger gemmes af vejen, så de ikke skygger for et rankt optimistisk syn på sagen.

Man står heldigvis fast.

 (Indiskret og i parentes sniger sig spørgsmålet ind: Står en tidligere minister og gnækker i kulissen?)

Hvad kan man i grunden bruge den slags til?

Vor anbefaling vil umiddelbart være at lægge det tilbage i skuffens tyste ly.

Indtil for det første kristendom, og ikke mindst for det andet og tredje religiøs og politisk islam har fundet brugbare definitioner når begreberne benyttes.

Ærlig talt:

At tale om kristendom, som om det er et eller andet man har liggende i lommen, folder ud og skødesløst vifter med, for derefter at stikke det af vejen igen; det er for ringe.

Og at skille islam, som skildret.

Det er i hvert tilfælde ikke i overensstemmelse med nyere tyrkisk opfattelse.

Ifølge Erdogan er Islam, nemlig Islam.

Slet og ret.

Optimistisk hævder Asger Aamund ikke desto mindre, at indvandrere bør acceptere, hvad han kalder de fire søjler:

Det danske sprog, arbejde, uddannelse, det danske folkestyre og retsstaten.

Kendsgerningerne derimod, nemlig:

At undersøgelser gang på gang understreger den kroniske fiasko i denne forbindelse, bringer naturligvis ikke den optimistiske formand i affekt.

Taler formanden mon om: Dialog og penge, som løsning på problemerne med indvandrere fra den islamske kulturkreds?

I så fald må vi sige:

Det har været forsøgt, Hr. Aamund.

Uden held.

Hvilket er baggrunden for, at vi står hvor vi står.

Nemlig med et betydeligt økonomisk og sikkerhedsproblem

Og ikke mindst en fare for at både borgere og staten inden for en overskuelig tidshorisont er ude af stand til at sikre sig selv.

Ganske uønskværdigt.

Ikke sandt?

Også selvom man hævder, at imamer ikke rigtig ved hvad de taler om.

De muslimske indvandrere skal, i følge Asger Aamund bare bekende sig til folkestyrets principper og værdier.

Ja.

Nu er tankearbejdet gjort.

Tilbage står blot det tunge benarbejde.

Hvem skal mon udføre det og sikre sig at det virker i praksis?

Frivillige?

Og hvordan skal kontrollen foregå?

Det er noget af et projekt.

Måske med Hr. Anders Samuelsen som tropsfører og DR som bagskubber?

Det bliver spændende at se.

Bare det nu ikke bliver for sent.

Må det i den forbindelse være tilladt at anbefale følgende tidsskrifter:

Tidehverv.

Bl a. nummer 7. september 2006. Islam af Monica Papazu.

Samt det (pt. her bortkomne) nummer, Jens Jackie Jensens blændende beskrivelse af Jean Jacques Rousseau.

Den Danske Forenings tidsskrift Danskeren.

Herunder samtalen med den herboende kopter Michael: Begyndelsen til enden.

Kilde: Asger Aamund: Berlingske 1. maj 2009.