Der er ingen tvivl om, at forestillingen om den såkaldte integration er kostbar.

Og vedbliver at være sådan.

Imens asiater fortrinsvis integreres her til lands, og dermed yder deres bidrag til helheden, ser det anderledes ud for de palæstinensere og deres afkom, som Anker Jørgensen og andre med ham begræd da de skulle hjemsendes.

Derfor, taler mediefolk, politikere og ministre om integration, når det drejer sig om indvandrere fra islamske lande.

Som alt Sisyfosarbejde skal der bestandigt skubbes på.

Økonomisk fokuseres først på mændene, når disse stakler sakker agterud i integrationen.

Og siden på kvinderne.

Med samme vekselvirkning, som stemplernes bevægelse i en to takt motor.

Hvilket vil sige at:

Danskerne, som det mest naturlige i denne verden, af sine politikere, er udset til at skulle betale for driften af denne såkaldte integrations motor, som henholdsvis socialdemokrater og andre oprindelig har pålagt os, dels i altomfattende moderlig omsorg, og dels mhb. på billig arbejdskraft og chancen for en rask lille fortjeneste.

En dyr evighedsmaskine er vi pålagt at betale for driften af.

For her er tale om folk, som i generationer er ude af stand til at forsørge sig selv på acceptabel vis.

Derimod viser de sig ualmindeligt gode til kriminel adfærd, med mord, vold og hærværk på menuen.

Alligevel offergøres de i medierne.

Siden det åbenbart er medierne der bestemmer i Danmark gør politikere og domstole som de bliver pålagt.

Hvilket såmænd endnu en gang rejser spørgsmålet:

Hvor går grænsen imellem terror og utilpassethed?

Integrationsministeren er kendt for sit humane livssyn.

Derfor betegner hun dristigt, måske i mangel af bedre omtalte stempel bevægelse:

En succes.

Idet hverken ministerieansatte, politikere eller mediefolk bemærker byrden.

De bevilliger bare sig selv lidt mere i løn; der er endnu rigeligt at tage af.

Dermed betaler bjærgsomme og tålmodige danskere, som til gengæld får mindre eller må arbejde endnu mere.

Simpelthen akkompagneret af usynlige skuldertræk, og både barnlig og indforstået bedrevidende latter.

Alvoren i kendsgerningerne nedtones derimod.

For stik imod disse, anses den enkelte dansker ikke længere i stand til at tage vare på sig selv.

Derfor er skatteniveauet og byrderne for selvstændige erhversdrivende stort set de samme som i socialisternes tid.

Skønt andet højtidligt var stillet i udsigt for længe siden.

Modet svigtede da det kom stykket.

I dets kølvand fulgte:

Slingekurs og støt dalende handlekraft, i lyset af en stor stilling.

Hvilket andre er udset til at tage ansvaret for.

Selvfølgelig ønsker vi at tage vare på vore egne.

Hvad ellers?

Ligesom vi forventer civiliserede tilstande, hvor handel og samvær foregår i fred og fordragelighed.

Er der nogen der kan være i tvivl om det?

I så fald er denne baseret på egne forestillingsevner.

Ikke på kendsgerningerne. 

Hvorfor det åbenbart er nødvendigt endnu en gang at påpege at:

Ingen politiker har krav på at forskrive andre til at tage al verdens smerte og synd på sig.

I Danmark har vi med Jesus Kristus syndernes forladelse.

Hyllet i sin Weltschmerz har man åbenbart glemt dette.

Ligesom man i en blandning af arrogance og infantil iver efter magt og penge, glemmer og overser, at det er danske politikeres opgave at varetage Danmarks interesser.

Heri består danske politikeres ansvar.

Ganske enkelt.

Uansvarlige politikere må på sigt lide samme skæbne som uansvarlige mediefolk.

De må prale, og spille bedrevidende, konger og dronninger et andet sted.

Flyt, eller tag på ferie. En lang ferie, langt væk.

Find et andet sted at lege sammen med alle de andre samspils -og Weltschmerzramte.

Så kan vi andre måske få lov at være her.

Og passe vores arbejde i fred og ro.

Integrations niveauet er et udtryk for, at integration under de gældende vilkår er umulig.

Derfor må dette nødvendigvis tages som udtryk for, hvorledes landet ligger, også når det drejer sig om andre lige så håbløse omsorgsfulde forehavender, nemlig både når det drejer sig om:

”Dialog”, og om ”fred”.

Strålende som Golden Gate lovede USA’s præsident Obama:

Vi kan.

Ja vist.

Allerede nu tilføjer han noget blegere:

Måske.

Er han i færd med at svigte sine vestlige samarbejdspartnere?

Det er der noget der kunne tyde på.

Imamer skriger på jihad.

En ny udspekuleret form for jihad ganske vist.

Den skal nok vinde frem; den går nemlig ud på at ramme væsentlige mål i Vesten:

Kendte mennesker.

Smart ikke?

Kim leger atter med raketter.

Noget han havde lovet George W Bush og dem, at han ville lade være med.

Kristne og jøder dræbes og fordrives over hele verden.

Henrettelser finder sted i Iran.

Moderne raketter hagler stadig ned over det demokratiske Israel.

Tyrkiet islamiseres.

Imens serberne glemmes og russerne holdes udenfor.

Ikke særlig fredeligt.

Derfor har danskerne hverken brug for søde ord eller poesiens lokkende toner i marts.

Det er ikke tid at knække anemoner med nakken.

Derimod har tiden længe været moden til overblik og handlekraft, baseret på kløgt og snilde.

At forlade vort udgangspunkt til fordel for en kurs med uklart afsæt, den går altså ikke. 

Uanset, hvad de er afledt af, så hører uklare følelser hverken hjemme i politik eller medieverden.

Vi må ikke svigte.

Ungdommen derimod må vise mod og handlekraft.

Danmark er vort fædreland.

Ikke noget menneskes personlige båd, som man blot kan sejle efter behag.

Kursen må og skal være kendsgerningernes:

Hvem er ven og hvem er fjende?

Danmark er et folkestyre.

Kursen derfor hverken håbets lysegrønne eller diktaturets:

Jeg alene vide.

Torsdag den 26. marts 2009.