Filmen "Gegen die Wand" i Grand Bio viser, at tyske filmfolk, der vil og må,
kan lave bedre film end Hollywood. Man fatter sympati for hovedpersonerne og
lever sig ind i deres liv og et interessant og væsentligt miljø og oplever,
at man har fået svar på en masse spørgsmål.

Trist at den formidable filmkunstneriske dygtighed er spændt for en
usympatisk propaganda-vogn. Den gudesmukke tyrkiske pige i Hamburg gør
selvmordsforsøg fordi hun ikke kan holde ud at bo hos sine gammeldags og
traditionelle forældre. En ung tyrk med oprydderjob på natklub kører sin bil
ind i en mur, også fordi livet er uudholdeligt, når man er kulturfremmed og
ikke har håb om avancement.

"Fælles skibbrud er sødt" skaber en solstrålehistorie - der tidligt får
pornoens urealistiske præg, ved at pigen er så netop så extremt villig og
initiativtagende, som alle unge mænd drømmer om og kan lide at se på film.
De bliver gift og har sex og volds episoder med andre, og jeg kan slet ikke
huske tidligere at have set så appetitlige og fængende, intense senge-scener
på film som i "Gegen die Wand", - der har danske undertekster og tysk og
tyrkisk tale.

Man keder sig ikke et sekund i denne film. Ægteskabet, der i starten
nærmest var et halvhjertet fornuftsægteskab for to ensomme outcasts bliver
til ædleste, smukkeste romantiske kærlighed - med lidt interessant
forelskelse i forelskelsen, med stor realisme og nuance-rigdom

Der er multifaceteret psykologisk dagsorden og debat, der nærmer sig
Ibsen-Strindbergske højder.

Så kalder en bar-kammerat den unge kone for "luder" og vor helt griber et
askebæger og slår ham ihjel med det, og får en kort fængselsdom, der betyder
at vor heltinde rejser hjem til Istanbul, som hun kom fra, og da han
løslades, gør han ligeså, men hun har nu fået barn med en anden og "de rider
ud i solnedgangen" i hver sin retning.

Det er netop ikke så meget "happy end", at det er kvalmende. Men det er en
film, der omgør erobrings-folkevandringen til noget gennemført
kærligheden-sejrer-næsten lykkeligt, og Islam berøres ikke i et sekund af
filmen. Hvis en sponsor, der vil have Tyrkiet i EU, har kunne undvære en
stak millioner, har han doneret straks og med største glæde, straks han
havde skumlæst manuskriptet, og det tror jeg, er baggrunden og drivkraften
for filmen.

Selvfølgelig skal film ikke vise kedsommelige gennemsnits-menneskers
gennemsnits-adfærd. Men hvor typisk er det, at helligkriger-folk, der er del
af et brohoved i EU, friviligt rejser hjem, for at bosætte sig varigt i det
fædrene og ludfattige uland? Vedr typiske indvandrere i Danmark er det vel
under 0,1%, og i Tyskland næppe flere. Alene unaturligheden i denne del af
hændelsesforløbet gør filmen til usympatisk løgne-propaganda. Men smuk er
den - snese af andre film om etniske har jeg "pligt-set" i den
intellektuelle Grand Bio, men for første gang kedede jeg mig ikke. Gid
anti-indvandringssagen havde bare 0,1% af de resourcer og det
massemedie-talent, som godhedsindustrien konstant og med lethed kan ryste
ud af ærmet for at fremme sin trivsels-smadrende sag.

Liberalister har altid forbandet, at "det er sgu venstrefløjen der har
talentet, øv" og det har jeg aldrig været så enig i som efter denne -
farlige og prisbelønnede - film.