Imam ved det Islamiske Trossamfund, Abu Laban, har kaldt til kamp (endnu ikke til hellig krig) mod regeringen, fordi den har afvist at give muslimer særlige privilegier i forhold til frihedsrettighederne.

Det beklager integrationsminister Bertel Haarder og udtaler blandt andet: ”Jeg vil så håbe, Abu Laban kan slå fast, at man som troende muslim ikke behøver at købe hele shariapakken med håndsafhuggelse og stening, sådan at herboende muslimer kan være med i politik uden hele tiden at skulle svare på, om de vil indføre sharia i Danmark, hvis de får flertal.”

Vi kan glæde os over, at det Islamiske Trossamfund ikke har tænkt sig at lægge skjul på sine hensigter.

Dets talsmand Kasem Ahmad svarer flabet, at Haarder kan glemme alt om, hvad Abu Laban skal sige og ikke sige. Det bestemmer han selv.

(Berlingske Tidende 10/12 2004)

Vi i Den Danske Forening respekterer muslimerne og sætter pris på deres ærlighed. Vi er uenige med dem, men vi tager dem alvorligt.

Muslimerne er kommet for at overtage vort land og er hamrende ligeglade med, hvad Haarder eller andre danskere mener om sharia og ytringsfrihed. Det ved muslimerne, og det vi i Den Danske Forening.

Det er på høje tid, at Bertel Haarder, regeringen, folketinget og hele det danske folk får andel i denne viden og begynder at tage muslimernes holdninger alvorligt.

Det indebærer, at vi forklarer muslimerne, at de seneste årtiers danske udlændingepolitik var en frygtelig misforståelse.

Det er forståeligt, hvis udtalelser fremsat af ledende radikale og socialdemokratiske politikere har givet dem det indtryk, at vi ønskede at overlade dem vort land, at vi anser sharia for kulturberigende, og at vi i øvrigt ønsker at forsvinde ud af historien.

Men vi har ombestemt os, hvilket vi anmoder muslimerne om at have forståelse for, og venligst rejse hjem igen.

Og hvis de ikke har lyst til at rejse, så må vi – med beklagelse – tvinge dem til at rejse.

Men det haster.

Det ville være ønskværdigt, om hjemsendelserne kunne blive igangsat, mens vi endnu kun har få lig på bordet – inden bortførelser og hovedafskæringer bliver dagligdags begivenheder.