Tik, tak......

Fredag den 30. januar kan man læse, hvordan Det Konservative Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører Helle Sjelle tager afstand fra Pia Kjærsgaards forslag; om at invitere Geert Wilders med til den konference om islamisme og ytringsfrihed, der skal afholdes til foråret.

Sjelle kalder forslaget for "langt ude!"

Man kan undre sig. Og så alligevel ikke. Hvad skulle hun ellers sige - indrømme at hun tilhører en klasse der har taget fejl?

For ærligt talt: Er det mon ikke længe siden, det gik op for langt hovedparten af vestens politikere, at de har dummet sig monumentalt? Mere naive kan de umuligt være.

De seneste årtiers uendeligt kostbare og frugtesløse forsøg på masseintegration udskriger overalt det samme budskab: Det multikulturelle eksperiment er slået ynkeligt fejl. 

F.eks er tredie generation af muslimer i Danmark gennemsnitligt langt mere fundamentalistisk og mere fjendtlig overfor Danmark og Vesten end første generation var og er. På det punkt er tilstandene stort set de samme i resten af den vestlige verden.

Solstrålehistorierne, der forsøges fremlagt som indicier på det det modsatte, bekræfter blot en regel, som ingen med et blot gennemsnitligt mål af menneskelig erfaring kan være i tvivl om: At ingen kan integreres, men at individer kan integrere sig.

Men det afhænger af at de kan få lov til det for De Besatte, der ikke vil slippe drømmen om at de kan designe et nyt paradis.

For politikernes leflen for subkulturerne, minoritetsgrupperne, eller hvad de ellers kaldes på New Speech, har bestemt ikke lettet noget individs sag eller været befordrende for noget individs frihed - pånær for bøllers frihed til at true deres døtre, svigerdøtre og søstre med drab og social isolation.

Når man udstyrrer en gruppe med rettigheder som gruppe, gør man det først og fremmest på bekostning af dé enkelte medlemmer af gruppen, der helst var fri for medlemsskabet.

Gruppens indpiskere tager særrettighederne til indtægt for den opfattelse, at samfundet anerkender deres ret til både at definere og repræsentere gruppen, samt at knægte den enkelte indenfor den.

Og det med rette. En logisk følge af kulturrrelativisme er jo at man accepterer subkulturelle gruppers ret til at tolke ifølge deres kulturelle målestok. Man betaler endda forskere i dyre domme for at føre princippet i marken som essensen af den højeste oplysning.

Den tildækkede pige, der idag vil træde ud af islam i et vestligt land og gå sine egne veje er - ironisk nok - langt ringere stillet, end hendes bedstemor ville have været i 1950`ernes kulturelt selvbevidste vesten.

I anden række skriver man selvfølgelig også regningen ud til alle os, der tilhører majoritetsgruppen af vesterlændinge. Vi får ikke særrettigheder som gruppe - kun ditto pligter og medfølgende girokort.

Begge dele er fuldkommen uværdigt for retsstater!

En retsstat forhandler ikke om loven indenfor sit eget område. Den tillader ikke zoner - hverken geografiske, religiøse eller etnografiske - med alternativ lovgivning. Den håndhæver loven - sin særlige og kulturbestemte lov.

Tør dens repræsentanter ikke længere stå fast på det, så er retsstaten de facto afgået ved døden.

Men det er måske i virkeligheden også dér det rigtig kniber - med modet!

Talen om "ansvarlig ytringsfrihed", en tidl. PET-chefs advarsler mod at gennemføre en konference, Helle Sjelles afstandtagen til Geert Wilders og i ekstrem grad den Hollandske regerings forfølgelse af Wilders:

Er alle disse fænomener egentlig andet end helt banale tegn på at retsstatens repræsentanter har mistet smagen for at tage de nødvendige kampe.

Jeg vil droppe alle fine omskrivninger. Jeg tror godt jeg ved, hvad det længe har drejet sig om for flertallet af politikerne og toppen af embedsværket i vesten:

At vurdere hvem der er den aktuelt farligste spiller på banen, og så tale den farlige efter munden - så de kan få fred i deres egen tid ved roret.

Det har indtil videre ikke været svært at foretage den vurdering.

Vi vesterlændinge er jo pænt domesticerede. I Danmark finder vi os f.eks i at pensionister forbydes at gå med lommekniv, fordi politikerne tror vi ikke kan se forskel på virkelig handling og tom signalpolitik.

Men hvor længe?

Hvad vil de mon stille op, hvis vi rare vesterlændinge også bliver farlige? Hvis vi virkelig begynder at vise tænder? Mon dog ikke de så vil skifte side?

Men der er noget de skal huske i den forbindelse, for klokken slår og tiden går:

Så er det måske for sent. Alles ven er ingens ven, og ingens ven er venneløs.

Mene, Mene, Tekel.....tik, tak!