03.01.2009
Nytårshilsen til ministeriet Fogh Rasmussen.
Forfatter: Poul Vinther Jensen
konservativ Islam på stærk fremmarch i det tyrkiske samfund i disse år.
Nytårshilsen til ministeriet Fogh Rasmussen.
Tyrkiet, der gør sig stor umage for at blive EU-medlem, eller i det mindste en udvidet samarbejdsaftale, må stilles strenge krav, når det gælder minoriteter i Tyrkiet.
Sker der ikke fremskridt, bør ministeriet Fogh Rasmussen sætte sig imod, at Tyrkiet får gode relationer til EU-samarbejdet.
Det står nemlig skidt til, når det gælder de religiøse mindretal i Tyrkiet.
Ifølge en ny rapport fra Bosporus University i Istanbul og fonden Open Society Institute, udsættes de religiøse mindretal i Tyrkiet i stigende grad for diskrimination og pres for at indordne sig i en konservativ Islam, der er på stærk fremmarch i det tyrkiske samfund i disse år.
Det gælder de kristne, jøder men også de sekulært orienterede muslimske alevier.
Rapporten bygger på interview med over 400 tyrkere i 12 forskellige regioner.
Ifølge rapporten, er det især de muslimske alevier der mærker regeringens islamiske pres.
De udgør ca. 25 procent af Tyrkiets 70 millioner indbyggere.
De sekulære alevier bliver presset til at bære tørklæde, og deltage i fredagsbønnen, samt faste gennem ramadanen, gør de ikke det, skaber det vanskeligheder, hvis de ønsker at gøre karriere i landets offentlige sektor.
Ifølge Kristeligt Dagblad, siger lederen af undersøgelsen professor Binnaz Topak til den tyrkiske avis Hürriyet at "Selv muslimer skal se ud, som om de er tæt knyttet til regeringen, selvom de indeni føler sig anderledes."
For det kristne mindretal er det endnu værre.
Alene det seneste år, har tre missionærer fået halsen skåret over, og en præst er blevet skudt.
Der kommer løbende rapporter om, at klostre og kirker lukkes i et meget stort omfang.
Kort før jul gik landets ortodokse patriark, Bartholomæus l ud med en udtalelse, hvor han beskyldte Tyrkiets myndigheder for at forsøge at udslette landets kristne mindretal.
Denne tendens understreges af, at den kristne organisation Christian Solidarity Worldwide, for kort tid siden advarede om, at Tyrkiets undervisningsministerium er ved at indføre en ny kontroversiel historiebog til landets folkeskoler.
Her fastslås det, at kristne missionærer udgør en trussel mod landets enhed, fordi de "ødelægger nationale og kulturelle værdier."
Må disse oplysninger nå ministeriet Fogh Rasmussen, - og derfra bringes med til EU-forhandlingerne om Tyrkiets evt. tilknytning til EU-samarbejdet.
Poul Vinther Jensen
Kilde: Kristeligt Dagblad den 2. januar 2009.
Tomas Revsbech.
Fremhævelse: PVJ.
|