12.12.2008

Den bedste af alle verdener.

Forfatter: Bjarke Rosenkilde

Global opmærsomhed

Den bedste af alle verdener.

 

Det er jo sjovt.

De små søde rare venlige, og velmenende danske politikere diskuterer.

De diskuterer finanslov.

I salen.

Hele dagen.

Imens, de taler alvorligt og salvelsesfuldt.

 

Hvem er de bedste?

De pæneste?

De reneste?

Hvem har den bedste, den fineste og den reneste moral og etik, og vil desuden andre mennesker det bedst?

Herom står kappestriden.

Reelt.

 

Danmark.

Og Danmarks repræsentanter.

Det gælder de andre.

Alle de andre.

I hele verden.

Den verden, hvis skæbne de gruer for.

Tænk, hvis den går under.

Og det gør den måske i morgen, når vi vågner.

Eller inden.

Hvad skal vi så stille op?

 

I salen er der hende, hvis mimik minder om en 22. årig teenage- pige, som endnu ikke er flyttet hjemmefra, og hvis fars skyld det er.

Det hele.

Hun taler så pænt og varmt og rørende om alle de, i hele verden, som vi skal hjælpe.

Vi er jo globaliserede.

Oh, tårevædede sind.

 

For ikke at tale om hendes bedste mor.

Hvis vi blot forstod.

Og fulgte denne skønånd.

Hvilken kløgt.
Hvor ville verden dog se helt anderledes ud.

Og være et meget bedre sted at opholde sig i.

Den bedste af alle.

For alle.

Føler man sig ikke overbevist bare ved synet af hende?

 

Og deres trofaste væbner.

Ham de kalder Lillebror.

Efter Tv- serien med Ingrid.

Han har nok den største og bedste af alle verdeners måde at se det på.

Han kan se sammenhængen, og samtidig gøre det helt klart for alle vi andre, hvor skurkagtige vi i virkeligheden er, målt med hans uforligneligt store flotte alen

Har man set mage i hele verden?

 

Sønnen.

Ham sønnen af sønnen.

Han er så glad for ord.

Han hænger sig i dem.

Altså i armene.

Går armgang.

Dog kun i et bestemt ord.

Ad gangen.

Mon der er gået en skomager tabt i ham?

Sål-edes, siger han.

Efter sidste stavelse falder tungen ud og lægger sig flot til skue.

Han gør sig umage.

Smiler svedent.

Drengen.

Ham den renfærdige sjæl, åndsmennesket, hvis mundvige allerede er på rette spor.

Hans far, som er sønnen, den første, går også næsten hele vejen.

 

Han ville så gerne hjælpe israelerne.

De forstod bare ikke så godt dansk.

Helt derude.

Danske tankegang.

Den med de høje skønne og prægtige idealer.

Den som alle andre burde følge.

For så ville det hele være meget bedre.

Hele den globaliserede verden så meget bedre ud.

 

Vi må endelig ikke glemme Vandmanden.

Han siger det ganske vist selv.

Men lad os ikke glemme ham af den grund.

Lad os vise ham respekt.

Den respekt han selv bestandig er klar til at udvise.

Trods.

Trods alt:

Overflødig.

Gentagelse på gentagelse.

Hjemme har de allerede sagt det til ham.

Undrende.

Er det ikke det samme som det du sagde sidste år?

Og forrige år?

Står verden stille?

Snurrer jorden ikke rundt?

Han forsøger.

Alligevel, trods alt.

Han ofrer sig for sagen.

Storsindet lyser ud ad ham.

Ligesom den gang de sagde, at han fungerede som tolk.

Og hjalp vennerne.

Ude i den globaliserede verden.

På globaliseret vis.

For godt gammelt venskabs skyld.

 

For ikke at glemme hans gode krøltoppede medbroder.

Ham med undertrøje og den iøjnefaldende anatomi, hvorpå brillen hviler.

De har det til fælles, at de siger det, de altid har sagt.

Ingen hændelser eller erfaringer, skal få dem til at vige en tomme.

Næh, nej.

De er skam trofaste imod ungdommens idealer.

Oh, denne skønne uforlignelige ungdom.

Nogle steder varer den skam ved.

Så de siger og mener og tror det, de sagde, mente og troede for tyve år siden.

Og 25 år siden.

Og 30.

Ganske ligesom Skøn-jomfru Mælketand.

 

Hendes erfaringsgrundlag er trods alt så spinkelt, og spædt, at hun skal have al ting forklaret først.

Hvorefter hun alligevel giver op på halvvejen, og uden forståelse for det der lige er blevet sagt, mener det, hun forventes at mene.

Og sige.

Trods alt.

Det sikre.

 

For ikke at tale om den bestandigt fortrædelige moder.

Hende med skoene.

Lær af dennes udtryksfulde øjne og mimik.

Hun hvis skærf sidder så stramt om halsen, at man til tider frygter, at hun skal kløjs i det.

Ordene er på nippet til at blive skåret i spåner.

Det kan man høre på deres metalliske klang.

Måske derfor er hun også altid så ked af det.

På alle de andres vegne.

Oh, lidelse og smerte.

Ak ak ak.

Verden er en Jammerdal.

 

Ligesom hende fra før.

Hende med faderen, hvis skyld det er.

Fælles for dem er, at det er hele den globaliserede verdens problemer vi alle sammen skal tage os af og se at få hjulpet.

Helst i en fart.

Ellers er vi ikke gode, rare, artige velopdragne borgere.

Sådan nogen som vi bør være.

Med en rigtig høj standart for moralsk korrekthed.

Både i opførsel og tankegang.

Med deraf følgende nåde og ret til at opholde sig i Danmark.

De holder skam øje.

Vær vis på det.

 

Med på holdet hører naturligvis også den tidligere anfører for Rødt Hold.

Den uforlignelige og fornemme, Hr. Ole Lukøje.

Han som har sonet.

Han har nemlig både lavet en film og et forlag.

For rare penge.

Så han befinder sig formodentlig velfortjent i kunstner -og kulturbranchen.

Der falder vel altid lidt af.

Skulle han så måske ikke også kunne lave en finanslov?

Han har under alle omstændigheder gjort det.

Sammen med de unge alvorsmænd og kvinder.

Og regnestykket går op, hævder de.

Fast og beslutsomt.

 

Hvem skal nu betale?

Danskerne.

Langt mere i skat.

Og alle de der gider have en virksomhed jages ud af landet.

For det er nemlig retfærdigt.

Og så hjælper vi også dem i urskoven.

Med skov og dyr og det hele.

Også de vilde.

De giftige.

Selvfølgelig også dem i ørknens glødende sand.

Vi skal bare begynde et sted.

 

Ligesom Oles film.

Den handler lidt om ham der blev væk.

Ham der den gang for længe længe siden, bare lige ville hilse på den lille rare Lillefar.

Ham den venligt, næsten genert smilende piberyger.

Med den forlenende moustache.

 

Men han blev altså væk.

Forsvandt i landet med de store mørke skove.

Og bjørne.

Og nogen gange tigre.

Han blev bare væk i sådan et lille værelse.

Her kunne han bare sidde sammenkrøben.

Lige indtil han forsvandt.

 

Den store stærke kloge Axel Femører vidste det godt.

Men han var så beskeden.

Han kunne ikke lide at sige det.

Til nogen.

Så ingen vidste det.

Alligevel.

De gik bare rundt og ledte og kaldte.

Alle mulige steder.

Uden resultat.

For han kunne holde på en hemmelighed.

 

Vogterne af den bedste af alle verdener har unægtelig den bedste, højeste og mest renfærdige moral af denne verden.

Vi påskønner deres globaliserede opmærksomhed .

Både hisset og hid.

Såvel til hverdag som til fest.

 

God jul.*

 

 

*I kristne lande fejres julen, til minde om den gang Jesus Kristus blev født.

Læs INDSIGT-UDSYN her

BESTIL BØGER HER

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller støt vores arbejde økonomisk.

 

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810