23.11.2008

Til mine fire døtre, Mette, Iben, Gry og Benedikte.

Forfatter: Poul Vinther Jensen

En "opsang" til kvinder, som via deres kvindelighed er ved at svigte kvindesagen.

 

 

En kærlig hilsen til mine fire døtre, Mette, Iben, Gry og Benedikte.

 

Berlingske Tidende, har som bekendt valgt ikke at forlænge samarbejdet med en af Danmarks skarpeste kommentatorer historikeren Lars Hedegaard

Det kan undre, - det trængte blad, der for få årtier siden spillede en afgørende rolle, i den ikke socialistiske  lejr i Danmark, er åbenbart af den mening, at debat om det politisk afgørende spørgsmål i landet, - nemlig fremmed-politikken, ikke bør nyde fremme i Berlingske Tidende.   

Chefredaktør Lisbeth Knudsen, - det pæne menneske, -er når alt kommer til alt, en socialdemokratisk kustode, der slet ikke burde være i et politisk værksted som Berlingske Tidende

Nu har hun smidt en af landets bedste kommentatorer ud af sin redaktion.

Det betyder, at den stemme, der kunne minde læserne om den konkrete virkelighed, ikke kan høres mere. 

Til gengæld, kan vore landsmænd i Hovedstadsområdet nu næsten dagligt høre eller læse om konkrete skudepisoder.

Denne udvikling vil fortsætte med uformindsket styrke, - vær sikker på det. 

Men Lars Hedegaard, han er sat udenfor hegnet i Lisbeth Knudsen´s hønsegård.

Det overlever han nok.

Han er formand for Trykkefrihedsselskabet, - et forum, der kommer til at spille betydeligt større rolle i nyere dansk politik, end Berlingske Tidende. 

Om en uges tid, udkommer der en bog forfattet af Lars Hedegaard. Denne bog, vil skabe en fornyet debat om kernen i det danske demokrati, - nemlig retten til at tale og ytre sig frit. 

Men ytre sig, det gør Lars Hedegaard stadig. 

I Morgenavisen Jyllands-Posten, fredag den 21 november  skriver Lars Hedegaard under overskriften ”Hedegaard i Eksil” følgende: 

Inden jeg siger et ømt farvel til Jyllands-Posten , der har givet mig tålt ophold i den forløbne uge, er der et ærinde, jeg må have afviklet, mens jeg endnu har chancen.

Det drejer sig om kvinder.

En kvindelig kommentator har til Altinget.dk forklaret, at jeg har to hjerteområder: kritik af islam og kritik af kvinder.

Ifølge Altingets indsender medfører den sidstnævnte kritik, at min kloge stemme” synes mindre klog.

Jeg har det åbenbart svært med kvinder, skriver hun. Og det må jeg give hende ret i. 

Det er en gammel skade, er jeg bange for. Som hundredetusinder af andre mænd er jeg gammel nok til at have oplevet kvindefrigørelsen i de første år af 1970érne på nærmeste hold, og jeg var begejstret. Væk med al mandschauvinisme. Vi var lige.

Vi skulle deles om alt. Bestemme lige meget. Den enes karriere stod ikke over den andens. Som historiker, der har for vane at gruble over de store linjer i verdens udvikling, indså jeg øjeblikkeligt, at dette var et vendepunkt.

Vi var nået til kvindens ikke bare juridiske, politiske og moralske, men reelle emancipation. Verdenshistorie blev skrevet. Det er jeg stadig ikke i tvivl om. Men jeg er skuffet over den videre historie. 

Hvis vi nu er lige og lige ansvarlige for nutid og fremtid, hvorfor er det så, at kvinder statistisk set ikke vil være med til at forsvare den kultur, inden for hvilken de har opnået disse historiske fremskridt.

Når vi nu er lige godt uddannede, har lige adgang til alle informationer og kulturgoder , hvorfor er det så, at kvinder valg efter valg, meningsmåling efter meningsmåling i langt højere grad end mænd kaster deres kærlighed på partier, hvis politik vil medføre et dødsstød for kvinders  menneskelige og politiske ligeberettigelse?

 Kendsgerningen er jo, at hvis  kvinders stemmefordeling havde været som mænds, ville vi for længst  have fået sat en stopper for den frie muslimske  indvandring, kulturrelativismen og eftergivenhedspolitikken over for de kræfter, der vil afskaffe præcis de landvinger, som kvinder i den vestlige verden har gjort gennem hundreder af år. 

Hvis de fleste mænd kan indse, at parallelsamfund, imamstyre , stadigt flere tilslørede kvinder, bandevold og belastning af vore sociale sytstemer er døden for det samfund, vi har opbygget de seneste 100 år, hvorfor kan de fleste kvinder så ikke. 

Og hvis ikke det skal være kvindefjendsk at spørge på den måde, så gruer jeg for kvindernes skæbne den dag, sådanne spørgsmål ikke længere kan stilles.

 

 

 

Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten  fredag den 21. november 2008.

            Fremhævelse: PVJ.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs INDSIGT-UDSYN her

BESTIL BØGER HER

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller støt vores arbejde økonomisk.

 

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810