21.11.2008

Ikke et nyt Balkan.

Forfatter: Poul Vinther Jensen

Hvis bare Birthe Rønn kunne se længere frem end sin egen næsetip.

  

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, opfattes af mange danskere som en stålsat kvinde, der har styr på det hun befatter sig med.

I snart en del år, har hun været Venstre´s  kritiker af den store islamiske indvandring til Danmark. 

Men når det kommer til stykket, er der ingen forskel på Birthe Rønn Hornbech´s synspunkter, og dem der er på plakaten hos Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Venstrefløjen

År efter år, har det borgerlige flertal godkendt en udvikling, der i dag betyder, at landets hovedstad København, nu har skyderier på åben gade et par gange om ugen. 

Det er opgør mellem grupper, - hovedsageligt fra den islamiske kulturkreds.

Dertil terror-planer i Danmark, udarbejdet af repræsentanter fra den islamiske kulturkreds.

 

Trods disse alvorlige kendsgerninger, sidder Birthe Rønn Hornbeck og skriver artikler, hvor hun anbefaler og opfordrer danskerne til at være imødekommende overfor herboende muslimer

I Kristeligt Dagblads klumme " Kirkeligt set" 21.11. går integrationsministeren ind i debatten om, hvorvidt Danmark og PET skal gå i dialog med radikaliserede muslimer.

Her slår Birthe Rønn Hornbeck fast, at hvis Danmark mistænkeliggør muslimerne, så er vi selv med til at skabe en radikalisering, der i sidste ende kan føre til terrorhandlinger. 

Jeg stiller spørgsmålet:

Hvorfor er der overhovedet muslimer  i Danmark? Mig bekendt, er der aldrig truffet en parlamentarisk beslutning om, at Danmark er et indvandreland. 

Det bekymrer ikke integrationsministeren.

Hun nævner den amerikanske ambassadør James P. Cain, som ifølge Rønn, har ydet en stor indsats for integrationen i Danmark. og siger følgende: 

" - Han er værd at lytte til, når han netop fremhæver, at langt de fleste muslimer ikke er en trussel mod Danmark og fremfører, hvor vigtigt det er, at danskerne forstår dette, så muslimerne ikke føler sig uønskede og dermed af sig selv drives ud i ekstremismen.

Hvad kommer det os danskere ved, hvad en repræsentant for et stort multietnisk samfund mener. Vi er ikke et indvandreland, - og skal ikke være det. 

Det forstår Birthe Rønn Hornbech ikke, hun håber på, at den forfejlede og katastrofale indvandringspolitik, - som hun selv bærer et medansvar for, vil udvikle sig til et harmonisk multi-kulturelt samfund.

Integrationsministeren, -Ja hun håber fortsat, og opfordrer i sin klumme danskerne til at åbne sig over for muslimerne, som hun mener det kristne Danmark har et fælleskab med. 

Hertil siger Rønn følgende:

" -Vigtigt er det, at vi - uanset tro - føler et fællesskab om at være borgere i Danmark, og at vi også åbner op for og forstår, at det faktisk er det, de fleste muslimer ønsker. Nemlig at være fuldgyldige medlemmer af det danske samfund."

 

Det er ord og ord, og ikke andet.

Hvad med, om danske politikere begyndte at tage bestik af, hvad der foregår i de multietniske lande i Europa, hvor man har flere hundrede års erfaring med multietniske og multikulturelle samfund.

Erfaring med en islamisk lovreligion, side om side med katolske og kristne samfund. 

Vi har alle krigene på Balkan i frisk erindring.

Også dem der har fundet sted længere tilbage i tiden. Er det den samfundsmodel man sigter efter at skabe i Danmark? 

Jeg håber det ikke.

I en artikel i Kristeligt Dagblad, 21.11. af Camilla Stubbe Teglbjærg, under overskriften" Mens de venter på fremtiden", kan der bl.a: læses følgende: 

" Imamer, der kalder til bøn fra byens hvide moskéer, blander sig med lyden af kirkeklokker og vækkker minder om dengang, de bosniske-muslimer (bosniakker), ortodokse bosniske serbere og katolske bosniske kroater levede fredeligt sammen i det tidligere Jugoslavien. Før borgerkrig og etniske udrensninger delte landet. 

Selvom 13 år er gået, siden de sluttede fred, er krigen stadig mejslet ind i den bosniske hovedstad Sarajevo.

Beboelsesejndomme står gennemhullede af skud. Nogle steder er hullerne lappet nødtørftigt med fugemasse, mange steder står de åbne, som ar på byen.

Det var en krig, der kostede 100.000 mennesker livet og drev næsten to millioner på flugt. Og som endte med amerikansk intervention og Dayton-fredsaftalen i 1995, efter de europæiske lande passivt havde været vidner til folkedrab. 

Siden har landet været delt i to enheder, det serbiske Republika Srpska og en Føderation af bosniakker og kroater, der begge fungerer stort set autonomt og er bundet sammen af et så svagt statsapparat, at Bosnien -Hercegovina knapt fungerer som ét land. 

Forholdet mellem serbere, bosniakker og kroater er præget af afstand og mistro. Og landets politiske liv har siden krigens slutning været domineret af nationalistiske partier, der ikke er villige til at samarbejde med de andre etniske grupper. 

Resultatet er et land, hvor udviklingen stort set er gået i stå, og som er dybt afhængigt af hjælp udefra. Arbejdsløsheden ligger på 30 procent og næsten en tredjedel af befolkningen lever lige omkring fattigdomsgrænsen, ifølge FN´s Udviklings-Institution, UNDP.

 

 

Kilde: Kristeligt Dagblad, den 21. november 2008.

         Nathalie Ostrynski, og Camilla Stubbe Teglbjærg.

         Fremhævelse:PVJ.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2018
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

Liberalfacismen>>>

DANSK KULTUR I KORTE TRÆK>>>



Reconquista>>>