Af gårsdagens Folketingsdebat fremgår det hverken nøjagtigt eller præcis, hvilke konsekvenser et ja på den ene side og et nej på den anden til kronen vil have.

Man kunne i sandhedens interesse håbe og tro, at statsministeren ville stille regnestykket op.

Klart og tydeligt således, at fordele og ulemper fremgår lysende klart.

Desværre, viser det sig, at både glæden ved, og troen og håbet på Euroen står over dette fromme ønske.

Skønt det plejer at være på baggrund af gode klare regnestykker, man er i stand til at veje for og imod, og dermed træffer sit valg.

Hvorfor det ikke sker m.h.t. Euroen, det undrer fortsat.

Ligesom, det er tilfældet med Socialistisk Folkepartis helt klare manglende stillingtagen til et ja eller nej til kronen.

I europæiske lande har borgere i forbindelse med indførelsen af euroen oplevet devalueringslignende tilstande.

Købekraften har i de pågældende lande siden indførelsen af euroen forekommet borgerne svækket i en grad så de dels ser en sammenhæng og dels advarer imod indførelsen af euroen.

At dette, set med økonomi-ørnens skarpe blik kan skyldes så meget andet end, at der er tale om en sammenhæng i mellem indførelsen af euroen, en forringelse af lønnen og en fordyrelse af varer ændrer ikke herpå.

Det gør opfattelser som bekendt sjældent; altså ændrer på realiteterne.

Derfor er det underligt, at årsag og virkning ikke, når nu det allerede er en bekendt størrelse, er underkastet en grundig undersøgelse.

Rovfuglens skarpe blik er fikseret, derfor udelukkes eventuelle udenomsfarer samtidig, når først den har truffet sit valg.

Den er simpelthen ude af stand til at registrere dem.

Statsministerens til tider retoriske argumentation, vækker desuden undren.

Hvorfor denne usaglighed og talen om højere og lavere luftlag?

Hvor befinder han sig selv på den skala?

Og hvem befinder sig ellers hvor på hvilken skala?

Det er da uinteressant.

Både Luther og Grundtvig, Kierkegaard og Bohr er igennem tiden blevet lignende karakteristik til del.

Ligesom andre forhold med tiden er blevet gjort til skamme.

Forskningsresultater stammer ofte fra dumme, uvedkommende og latterlige spørgsmål.

Et forhold udenrigsminister Per Stig Møller vel kan tale med om; han betragter sig selv som tidligere forsker.

Det europæiske parlament vedtager ikke på demokratisk vis, hvad der skal ske med økonomien.

Det gør derimod centralbankfolk.

Altså eksperter.

Politikerne har ingen indflydelse herpå.

Ligesom EU-Parlamentet generelt ikke vedtager eller laver om på love, men ved møjsommeligt arbejde, nådigst kan stille ændringsforslag.

Hvorfor argumentere for og retorisk gøre den europæiske institution langt mere demokratisk end den er?

I så fald, befinder man sig da selv i et bestemt luftlag.

Eller betragter EU med rovfuglens fikserede blik.

Set fra et ganske almindeligt synspunkt, giver EU-domstolen folk som egentlig ikke har ret til at opholde sig i Danmark lov til at være her.

Domstolens indtrængen på domæner, vi har sikret os forbehold overfor, forekommer ikke retsmæssig.

Hvorfor reagerer regeringen ikke på den slags?

Hvorfor henholder man sig ikke til Grundloven?

Det er da også en slags lov i lyset af talen om retsstat.

Især når det drejer sig om Danmark og danske forhold.

Har vi afgivet suverænitet i forhold til Grundloven, så EU-Domstolen står over Grundloven?

Hverken regeringen eller statsministeren er ellers sart mht. at demonstrere lysten til at sige til eller fra, når noget anses for at være noget vrøvl.

Det var jo det vi var så glade for ved statsministeren:

Han sagde til og fra i forhold til årtiers utopiske vrøvl.

Om klima rædslerne, der optegnes i et stadigt mere skingert tonefald, somom det evt. ville hjælpe, at vi står på hænder 19. sekunder hver morgen, imens vi messer en remse til fordel for miljøet, er det på sin plads at nævne, at når Golfstrømmen, ligesom varmeapparatet hjemme i stuen ikke længere løber forbi Nordeuropa, så er konsekvensen den, at der bliver der køligere.

Skønt andre forhold muligvis tilsiger, at temperaturen i øjeblikket stiger.

Det faktum, at Golfstrømmen er ved at gå i stå, indgår formodentlig som led i en istid, der som det er blevet sagt af folk med forstand herpå, indtræffer ca. hvert 10.000. år.

Dette muligvis som et led i en tilstand, man dels i visse perspektiver ville kunne kalde jordens cyklus, og dels kunne betegne som et led i den generelle udvikling, som vi af gode grunde ikke kender og derfor ikke kan forudsige noget om, men må  nøjes med at iagttage og registrere, en udvikling som jorden som en ”levende” organisme gennemløber.

Generelt ville det være rart med sagligheden og ikke følelserne i højsædet.

Både hos regering, medier og Folketingets partier.

Vi vil så gerne se regnestykket, hr. Statsminister.

Fordele og ulemper ved et nej til kronen.

Siden den er vor mønt.

Gerne skåret ud i pap.

Så vi hver især kan veje for og imod.

Hverken far eller mor har som bekendt altid ret.