Omkring EU og kronen er det værd at slå fast, at de hverdags mennesker med ærinde i Danmark, som man taler med fra lande, der har udskiftet deres oprindelige valuta med Euro ja, de advarer simpelthen imod at gøre det.

Finnerne elskede deres mark i hånden i hverdagen.

De savner den.

I stedet investeres i alverdens krus og kopper, duge, trøjer og gardiner m.m. med motivet af den finske løve.

Hollændere, tyskere, og grækere, for nu at nævne nogle, hævder samstemmende, at alting siden er blevet dyrere.

Hvorimod lønningerne ikke er fulgt med.

Skønt, det ikke har været nævnt fra officiel side, må vi altså indstille os på en langt fra gratis, men derimod bekostelig omstilling.

Hvem der vinder, og hvem der taber, det må vor gode statsminsiter naturligvis gøre rede for.

I en i forvejen usikker tid, er det rart at kende risikoen.

Chefen for Saxo Bank hævdede for nogle måneder side i en DR-radioudsenelse, at vi ikke behøver en fællesmønt. Argumentet er det, at hvis italienerne har brug for at hæve renten, er vi nødt til at følge en rentestigning, skønt vi i situationen måske tværtimod har brug for en rente-sænkning.

Dette er blot nogle af de ting der er i vente, ved et farvel til kronen.

Derfor må danske nej-sigere til kronen nøje gøre rede for, med hvilken baggrund de ønsker at gøre et større men ukendt antal danskere fattigere.

Hvem skal betale?

Og hvor meget?

Det må danskerne have en reel mulighed for at indstille sig på.

Hvor meget kommer jeg til at miste, Hr. Statsminister?

Det er et åbent spørgsmål.

Ligesom man må spørge:

Hvorfor i alverden smide penge ud ad vinduet?